Oplevelse Litterære tekster Danmark-Ekspeditionen

Resumé: Jørgen Brønlund var en af de grønlændere der deltog i Mylius-Erichsens Danmark-Ekspedition i 1906-08. Han var født i 1877 og havde tidligere været med bl.a. Knud Rasmussen på ekspeditioner. Jørgen Brønlund var en dygtig slædefører og tolk, og han blev valgt til at tage med Mylius-Erichsen og Høeg Hagen til Nordøstgrønland i 1907. Han skulle føre denne ekspeditions dagbog. Turen gik som planlagt, men på hjemrejsen blev de tre rejsende standset af åbent vand og måtte vente på ny is. De døde alle tre af sult og forfrysninger. Jørgen Brønlund døde som den sidste, og ved fundet af hans lig, fandt man ekspeditionsdagbogen. De to andres lig er aldrig blevet fundet.

Jørgen Brønlund Dagbog fra Danmark-Ekspeditionen 30. juli Vi hentede det sidste forråd af moskusoksekød hjem. Vi tog af sted kl. 11 om aftenen og kom tilbage næste formiddag den 31. kl. 10. Ræve havde åbnet vores depot og taget noget fra os. I disse dage kan vi ikke mere komme ud på isen, da vi foran os langs hele stranden har et bredt bælte af smeltevand. Og over land kan vi heller ikke gå langt på grund af elvene. 1ste august Mon også denne måned ustandselig skal bringe dårligt vejr? Den begyndte med skylregn og hård vestenvind. 2nden Det er igen overskyet og snevejr. Hagen og jeg forsøgte med en krog at få fat i den sæl, der var gået til bunds for os. Jeg sejlede ud på en isflage, og min kammerat holdt fast i mig inde fra land ved hjælp af nogle surreremme, som var bundet sammen. Uheldigvis begyndte det at blæse op fra den retning, hvor sælen drev om, så vi blev drivvåde til ingen nytte. Op ad dagen begyndte det at regne og blæse kraftigt. 6te De følgende dage sneede det uophørligt, og sneen lagde sig i et tykt lag. Bare det snart ville blive godt vejr, for nu har vi igen kun mad til knap tre dage. Vore stakkels hunde får næsten intet at spise og er meget magre og afkræftede. I disse dage har Hagen og jeg travlt med at lave støvler af sekstantens læderhylster, men da vi mangler ordentligt værktøj, er det en særdeles vanskelig opgave. Den 6. om aftenen tog Hagen og jeg af sted på moskusoksejagt, efter at vi havde kogt det sidste af vort kød. Som proviant havde vi nu kun to gæs, en rype samt en dåse oksekød. - Vi fulgte kysten sydpå til det sted, hvor vi forleden havde skudt en moskusokse, og gik derfra ind i landet for at se efter moskusokser, men vi fandt ikke engang et spor. Undervejs fik vi to ryper, og vi så også to harer, der var så sky, at vi ikke kunne nærme os dem. Efter at have været ude i 24 timer vendte vi tilbage den 7. om aftenen meget trætte, fordi vi havde gået på sten hele tiden. Vore hunde får intet at æde og er meget magre. Vi er ved at blive meget usikre på hvad vi skal gøre, da der ikke findes et eneste dyr i det område, hvor vi opholder os. Jeg er hele tiden bekymret for, at vi skal stå uden hunde til vor lange hjemrejse til skibet; det er slet ikke til at tænke på at skulle gå hele vejen med det fodtøj, vi har, for der er 125 mil at tilbagelægge. 8nde Mylius besluttede, at vi skulle forlade vort opholdssted, og vi anså det alle for rigtigt, da vi håbede at komme et sted hen, hvor der var dyr. Selvom vi var i tvivl om isens beskaffenhed, brød vi alligevel op. Da isen var smeltet hele vejen langs stranden, flådede vi os selv og vore få ejendele over på en isflage; da isflagen var meget lille, måtte vi gøre det i flere omgange, selvom det ikke var meget, vi havde med os. Endelig kl. ca. 10 om aftenen var både vi og hundene kommet over. Da vi havde læsset vore slæder, tog vi glade afsted; det var dejligt at køre på slæde, og vi håbede at komme til et nyt sted, der ville volde os færre bekymringer. Da isen langs stranden var meget optøet, måtte vi søge længere ud, for så vidt vi kunne se, var isen bedre der. Hvis det var tilfældet, kunne vi følge den gode is sydpå og søge ind i den store fjord, hvor vi havde opholdt os i maj måned, ... På dagbogens side 108 står der: isuane - meKiaK - på enden af dem åta - ama - og/også KimerKutigssaK - neruvkautigssak - dyrefoder atautigssak - piågutagssak - tallerken ivgut - atdlarut - håndklæde Kalutaut - alugsaut - ske amimerngussak - ånorågssak - bomuldsstof titaut - akerdliåssaq - blyant titagak - påpiala - papir tajå - taima - således åriårut - tålutak - skydesejl pauait - paugssat - krudt amerdiasiålat - amerdlasût - mange 8. august ... og hvor vi vidste, at der var moskusokser. På grund af issmeltninger måtte vi køre i siksak, og jeg gik foran for at vise vej. Efter at have kørt lidt over en mil så vi, at vi ikke kunne komme videre, da issmeltningerne begyndte at blive så store, at vi ikke kunne sætte over dem. Hen på morgenen måtte vi derfor atter slå telt ude på isen. Da luften den nat var meget kold, lagde der sig en temmelig tyk nyis over smeltevandet, og vi trøstede os med, at tyndisen om nogle få dage ville kunne bære. Men nej. Vor eneste proviant var tre ryper og en gås. Til vore hunde var der slet intet. I de følgende dage søgte vi at komme ind til land, men da det milde vejr fortsatte, blev det stadig vanskeligere. Dertil kom, at Mylius i disse dage havde dårlig mave, hvilket forøgede vore bekymringer. 12te Om morgenen tog Hagen og jeg mod til os og forsøgte at komme ind til land, idet vi skubbede en slæde foran os; vi satte hele tiden over de smalleste issmeltninger og nåede endelig land efter meget besvær. Inden vi skulle af sted, spiste vi den sidste rest af en halv gås, så i dag måtte vi sætte alt ind på at skaffe os noget at spise. Vi var kun lige kommet op på land, da vi fik en lille rype, som vi straks delte og spiste rå. Vi gik sydpå langs kysten og vadede over to store elve; de var iskolde og strømmen var så stærk, at ingen ville drømme om at sætte over dem, hvis ikke bekymringer havde drevet en til det. Vi tog hinanden i hånden og forsøgte at komme igennem strømmen. Længere mod syd kom vi til det sted, hvor jeg den 7. maj havde fået ni harer, men nu så vi ikke en eneste. Endnu en gang måtte vi vende hjemad uden bytte, da det begyndte at blive overskyet og blæse op. Igen tog mildningen til og gjorde vor tur over isen tilbage til teltene yderligere vanskelig; til tider måtte vi vende bunden i vejret på slæden og sætte dens forende og opstandere på grund på bunden af det vand, der stod over isen, for at kunne komme over. 13nde Kl. 6 om morgenen nåede vi frem, meget trætte og nedslåede. Da vi ikke havde anden udvej, slagtede vi en hund, så vi kunne få noget at spise. I de følgende dage fortsatte det milde vejr, og det stormede næsten uafbrudt. Det medførte, at isen smeltede yderligere, og tyndisen, der havde lagt sig over issmeltningerne, tøede væk. At vore fjorten hunde, som vi alene måtte lide på til hjemrejsen, skulle blive vor sidste udvej for at skaffe føde, var en nedslående tanke. Bare vejret snart ville blive godt, for at der ville komme frost, var da klart. Indtil da forsøgte vi, hver gang vi slagtede en hund, at få den til at slå til i to dage til os og hundene. De svageste og mindste måtte vi tage først og så prøve at spare et forspand til en slæde. Hundekødet, vi fik at spise, var der ikke nok af, og vi halvsultede. De få hunde, vi havde tilbage, blev stadig magrere og var meget afkræftede. 22nde Endelig begyndte det at klare op og blive koldt. 23nde Vi vågnede om morgenen og opdagede til vor glæde, at det var begyndt at blive koldt, og at nyisen, der igen havde lagt sig over issmeltningerne, var blevet tykkere, og det frøs hele dagen; vejret var meget smukt og helt stille. I dag dræbte vi den sjette hund og håbede nu at komme ind til land uden at tage flere af dem, der er tilbage. Selvom vi længes meget efter at komme hjem, var vi dog foreløbig mere stemt for at nå et landområde med harer og moskusokser, så vi og vore hunde kunne komme til kræfter. 24nde Vi belavede os på at tage af sted om aftenen; vi gik længere ind mod bunden af fjorden. Efter at have brugt dagen på forberedelser tog vi om aftenen af sted med en slæde, da vi kun havde otte hunde. Småting, som vi på nogen måde kunne undvære, kastede vi væk. Og for at gøre vort telt lettere, fjernede vi bunden. Den anden slæde tog vi med som brændsel efter at have fjernet surringerne og jernet. Skønt vi på alle måder søgte at mindske bagagen, havde vi dog stort læs. Vore hunde var magre og afkræftede, og det gik kun småt. Da isen var fuldstændig snebar, skar den hundenes poter op, og den var meget vanskelig at træde på for os, der havde så dårligt fodtøj. Selvom det gik langsomt, så glædede vi os dog over den smule, vi kom frem. Og gudskelov kunne nyisen bære på de smalleste steder; efter at have kørt ca. fem timer kom vi til et sted, hvor vi mente, at vi kunne sætte over til land, og vi slog telt. (På isen) fik vi et lille stykke hundekød, før vi holdt rast og sov lidt i fire timer. 25nde Om morgenen gik Mylius og jeg ind mod land og nåede frem uden forhindringer. Vi fortsatte op i landet i flere timer uden at se noget som helst. Vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre, hvis det viste sig, at vi også den dag havde været ude til ingen nytte. Da Mylius ville vende om, kom jeg ikke med indvendinger, da han havde så dårlige såler i støvlerne, at han næsten gik på de bare strømper. Også den dag besluttede vi at slagte en hund. Jeg bestemte mig for at gå lidt videre, da jeg inderligt ønskede at få bare en eneste rype. Jeg gik længe omkring, men måtte så vende om, da jeg heller ikke i denne omgang så noget som helst. På tilbagevejen så jeg en hare nede ved stranden, det var som at se et stort rensdyr. Og da jeg havde skudt den, kastede jeg mig over den glubsk som en ulv, og jeg skar den hurtigt op og skyndte mig at spise hjerte, lever og nyrer. Og tænk, lidt senere fik jeg tre til. Da jeg gik hjem med fire harer på nakken, var det, som om min kraftesløshed blev mindre af glæden over at have noget at spise. Ved hjemkomsten blev mine kammerater meget glade over at skulle have noget andet end magert hundekød. Da de havde slagtet en hund, nøjedes vi dog med hundekød den aften. I disse dage er vejret meget smukt, ikke en sky på himmelen og blikstille. Hele dagen fryser det, og om natten bliver det endnu koldere, selvom solen endnu ikke går under horisonten. 26nde Om natten tog vi af sted, idet vi efterlod en del af vor bagage, som vi ikke foreløbig havde brug for, da vi så på tilbageturen ville lægge vejen omkring den. Da vi nåede ind til stranden, kørte vi på nyisen, der havde lagt sig, hvor isen var smeltet langs land. Vi#havde ikke kørt længe, før vi så nogle harer lidt oven over stranden; Hagen gik op til dem og fik fire, jeg fik tre. Desuden fik vi 13 ryper. Uden at have nået så langt som vi gerne ville, fordi harejagten havde sinket os, standsede vi om morgenen. 31te Om morgenen brød vi op for at nå frem til Gundersteddalen; vi blev dog forhindret af strømskåret is og slog telt lidt derfra. Nogle få erindringer fra mit ophold i IvnânganeK (Kap York) Om at nynne: En af hedningernes smukkeste vaner var at nynne, eller at synge viser. Det havde jeg slet ikke hørt tidligere. Det forlød, at vore forfædre plejede at øve sig på at synge sange, og mænd og kvinder plejede at synge sammen. De havde hver især deres egne sange. 19nde oktober Over middag kom vi op på bræen, vi havde brugt fire dage til opstigningen. Den ene af vore fem tilbageværende hunde er også død, den var blevet stange af en moskusokse. Solen går ikke ned mere. Jeg synger for at sige dig farvel i håb om at du vil komme godt hjem jeg glæder mig til at være hos dig ven, min kæreste ven. Omkom 79 fjorden efter forsøg hjemrejse over indlandsisen, i november måned jeg kommer hertil i aftagende måneskin, og kunne ikke videre af forfrysninger i fødderne, og af mørket. (Årsagen) andres lig findes midt i fjorden foran bræ (Omtrent 2½ mil). Hagen døde 15. november og Mylius omtrent 10 Dage efter Jørgen Brønlund