Oplevelse
Litterære tekster
De første mennesker


Resumé: "De første mennesker" er en skabelsesfortælling om menneskenes og jordens skabelse. Den beretter også om livet efter døden. Kort udgave
De første mennesker
Der var engang for længe, længe siden en tid, hvor alle menneskene levede oppe i himlen og var udødelige. Men så styrtede en mand ned og avlede en datter med jorden. Deres afkorn var meget frugtbart og overfyldte snart jorden. Da korn der et mægtigt jordskælv, som spaltede landene i store revner, hvori mange mennesker styrtede ned-, fra dem stammer de underjordiske, som man kalder ingnerssuit: De store ildboer.

Deres land er gådefuldt og vidunderligt, og kun mennesker, der forstår sig på skjulte ting, kan komme derind. Når man går ind i jorden, lige på det sted i havstokken, hvor hav og land mødes, vil der åbne sig store udsyn til helt nye egne af jorden. Her bor de store ildboere. De ligner ganske overfladens beboere, men mangler næse; de bor i huse, der er bygget ligesom menneskenes, og lever deres liv og driver jagt på havet ganske som disse. Den, som ikke forstår sig på trolddom, må helst undgå dem; for han glemmer let sin hjemrejse og kommer da aldrig tilbage til overfladen mere.

Kun de store åndemanere møder ofte ingnerssuit og anvender dem gerne som hjælpeånder. De er dygtige kajakroere, beskytter åndemanerne, når disse overfaldes af storm på havet, og giver dem også fangst.

Alle østgrønlænderne stammer fra nogle ganske få familier, for da menneskene var blevet mange og overfyldte bopladserne, steg havet pludselig og skyllede hen over alle lande; kun de allerhøjeste tinder ragede op over bølgerne, og de var så stejle, at ingen mennesker kunne bestige dem.

Men inde i den store Angmarssalikfjord var der et stort massivt fjeld, Qerrorssuit, der endte uden nogen tinde; herop flygtede menneskene og opslog deres telte, og de var de eneste, der reddede sig fra at drukne. Fra dem stammer alle østgrønlændere.

Der er dem, der tror, at havet endnu en gang under en mægtig flod vil oversvømme alle lande; men ingen, selv ikke de største åndemanere, ved noget om, når det bliver.

De gamle har også fortalt, at engang vil alle ferskvandssøer udtørre, og da vil menneskene dø af tørst.

Dette er alt, hvad der vides om jorden og de første mennesker, der kom fra himlen.

Det siges, at efter døden vender mange mennesker tilbage igen til himlen. Og når nordlysene bølger frem og tilbage, da er det de afdødes ånder, som spiller bold med dødningehoveder.