|
Den store bjørn
En kvinde, som havde aborteret, var løbet bort fra sin familie. På sin vej kom hun til et hus. I husgangen
lå der huder af bjørne. Hun gik ind i huset.
Det viste sig at være bjørne i menneskeskikkelse, men hun blev dog hos dem. En stor bjørn i
huset trak i sit skind, gik ud, blev borte og kom aldrig hjem med fangst. Men en dag fik kvinden, der var løbet
bort, lyst til at se sin familie og ville hjem, og så gav bjørnen sig til at tale med hende:
"Tal ikke om os, når du kommer tilbage til menneskene," sagde den; den var angst for, at dens to
unger skulle blive dræbt af menneskene.
Så gik kvinden hjem. Men en stor lyst til at sladre kom nu over hende, og en dag, da hun sad og lyskede sin
mand, hviskede hun til ham:
"Jeg har set bjørn!"
Mange slæder kørte ud, og da bjørnen så dem komme mod
sit hus, fik den stor medlidenhed med sine unger og bed dem ihjel. Den
ville ikke have, at de skulle komme i menneskenes vold.
Men så for den ud for at søge efter kvinden, der havde bedraget den; brød ind i huset til hende
og bed hende ihjel.
Men da den kom ud igen, sluttede hundene kreds om den og kastede sig over den. Bjørnen forsvarede sig, men
med ét blev de alle lysende og steg op i himlen som stjerner. Og det er dem vi kalder Qulugtussat: dem,
som ligner en flok gøende hunde om en bjørn.
Siden tager menneskene sig i agt for bjørnene, for de hører, hvad menneskene siger.
 |
