Oplevelse Litterære tekster En jagttur

Resumé: Hentet fra ...

Knud Sønderby En jagttur Når de små grønlandske drenge bad mig om cigaretter - mest ved at stille sig op i kreds og forventningsfulde som hunde kikke på mine hænder - delte jeg ud til dem. Der var dog også grænser for min umoral. Jeg spurgte altid om, hvor gamle de var, og ikke uden stolthed over at kende tallene på grønlandsk fik jeg alderen for hver enkelt, inden jeg overlod ham cigaretten. Hvis nogen var under 9 år, sagde jeg namik! til ham, hvilket betød, at der var lukket af for ham, og gik hans eskimonæse forbi. Stak han så alligevel næven frem med uimodståelige brune øjne, løftede jeg strengt pegefingeren, moralen selv, og gentog: Namik! Kommuneråd kramapok! Hvilket fremkaldte vild medviderisk jubel hos alle de i 11-, 12- og 13-årige. Det var rigtigt, kommunerådet blev vred, hvis børn røg cigaretter. Jeg vænnede mig efterhånden til at have sådan en hale af små mænd efter mig, når jeg drev rundt i koloniernes nærmeste omegn. Vi skred af sted med skyer af røg bagud, havde lige god tid og var lige oplagt til eventyr. De kom altid ganske uindbudne, traskede lige i hælene på mig, drejede, når jeg drejede, og stod stille, når jeg stod stille, men viste dog, indtil jeg havde godkendt deres følgeskab, et meget tilbageholdende og upåtrængende væsen ved ikke at se på mig højere end bæltestedet - det var mine ben, de var ude at gå tur med åbenbart. Når de undgik at se mig i øjnene, var der vel ingen, der kunne føle sig generet. Men de var hjerteligheden selv fra første givne anledning fra min side. Så lynede deres mørke øjne og hvide tænder i et smil, der slet ikke kunne tages væk igen. Når de sagde noget, og jeg forstod det, lo de, og deres ansigter skinnede af begejstring og glæde. Når jeg ikke forstod det og rystede på hovedet, skønt de gentog og gentog, lo de og knækkede helt sammen af den uhyre komik og måtte til sidst ligefrem holde sig for maven og sætte sig ned helt kraftesløse i benene af grin. Når jeg bad to drenge om at ro mig ud på fjorden, var prammen synkefærdig og fuld som en skovsporvogn, inden vi kom af sted. At le var ingen ekstravagance for dem, det var den naturligste form for livsytring, de kunne stå og ro med store ubevidste smil, hvide tænder og glade sorte øjne. Når der var noget at le ad, lo de - smilene var blot parathed til den latter - og når der ikke var noget at le ad, lo de ofte alligevel. Som gennem en sikkerhedsventil boblede overskuddet af livsglæde ud af munden på dem. Med min bøsse sad jeg og ragede voksent op over i mylderet og følte mig som nilguden midt i al den frugtbarhed. Jeg ser dem endnu springe rundt på tofterne med de hjulede ben i slidte maskinbukser, og jeg ser dem af og til blive fjerne og voksne i blikket, uden de selv vidste af det, når de med hundrede generationers jagtinstinkt i sig tog sig et kik ud over fjorden for at se efter skudbart vildt. Men når der ikke var noget at skyde, var det jo heller ikke uden komik, det kunne man godt grine ad, og når vi så endelig fik øje på fugle ude over det blå, stille vand, var det skam heller ikke dårligt, de boblede af fryd og ligefrem peb af forventning og jagtglæde. Måger mange!! kunne de udbryde med undertrykt henrykkelse og mere og mere lydløse, jo nærmere vi kom. Til sidst var hele den larmende skovtursomnibus lydløs og ladet med spænding og tilbageholdte åndedræt, blot ansigterne under anorakkernes hætter eller under de tykke kalotter af blankt, blåsort hår, ansigter helt fraværende af jagtnydelse og øjne, der søgte andre øjne for i den absolutte stilhed at fordoble nydelsen ved fællesskab og indforståelse. Det kunne udarte til rene myrderier. Man må her bemærke, at der ikke i Grønland gælder de samme sportsmæssige regler som herhjemme om ikke at skyde siddende dyr og ikke skyde mere end et i skuddet. Det er regler for at spare vildtet. I Grønland er det patronerne, man sparer på. Vildt er mad. Også måger er mad både til mennesker og hunde, og at få mad med de færreste omkostninger er en livssag. Engang kom vi med båden hen til et lille isfjeld, hvor tredive-fyrre måger sad på fuldstændig snorlige linie, side om side op ad en skarpt afskåret kant som rygningen på et hus. Da var de små grønlænderdrenge dødsens alvorlige, for umærkelige åretag gled båden frem. Da hele rækken pegede skråt ned imod mig, fyrede jeg, en syv-otte stykker trimlede ned i det klare grønne vand ved foden af det hvide flydende fjeld. Jeg skød på en af de overlevende, der var på vingerne, den standsede i flugten og tumlede hovedkulds ned i båden og blev modtaget så ivrigt som en vildfarende fodbold over tilskuerpladseme. En seks års purk, nede mellem benene på de andre blev dens heldige overmand. Han var så lille, at han kun kunne magte den med begge hænder, og det kunne hverken han eller de andre lade være med at grine ad. Han greb den om hovedet, slog et piskesmæld i luften med dens krop, og den var død. Blot en brøkdel af et sekund tog det. Så sprang han op på toften med liget. Holdt den døde fugl op over hovedet, lod de hvide vinger baske indbydende, se hvor godt den befandt sig, han lokkede og fløjtede ivrigt, nu var der ikke noget med at grine længere, hans skarpe mågeskrig sprang hen over fjorden, indhentede de flygtende fugle, dukkede forjættende og overtalende op imellem dem. Han var så lille, at han ikke engang kunne pudse sin egen næse, somme tider listede hans tunge sig frem som et selvstændigt tænkende væsen og besørgede, ham selv ganske uafvidende, aftørringen - men jæger, det var han! Mågesværmen, der var på flugt ud over de solbeskinnede isbjerge, standsede og kom tilbage. Det var unge, grå havmåger og hvide, tretåede måger, tatteratter, de blev ved med at kredse hen over båden. Hver gang en blev revet ud af flokken af et skud og plaskede i vandet som en frugt, der rystedes af et usynligt træ, hujede og jublede drengene, skreg som måger og svingede med flere døde fugle. Det må have lydt mærkeligt. Et center af lyd midt på den stille fjord, virkelig som et af de steder, hvor en sky af måger med skrig ud af halsen samles over en fiskestime eller noget drivende affald. Og dog har der ikke været andet end mågerne og os, der hørte det. Kraftstationen af larm har blot været en lille plet i den store tavshed. Svingningerne har ikke nået videre end til de første kulisser i det store sceneri. Isfjeld bag isfjeld og skær bag skær ud over fjorden har intet hørt, de har haft den samme tusindårige stilhed, medens grønlænderdrengene sprang rundt i prammen og skreg sig blå i hovederne på at frembringe svingninger, der kun i en lille cirkel om dem selv var lyd, men ellers tavshed. Den grønlandske storhed og udstrækning opsluger ikke alene ens stemmekraft, men den opsluger også én selv, når man tænker på den. Den tanke, at sceneriet fortsætter ikke alene, hvor det ikke kan råbes op, men også tusinder af mile, hvor det ligger uden blot nogen sinde at blive set. Så opsluges man selv ligesom sit råb. Fornemmelsen kan komme til én, hvis man tænker i afstande og fjerne bjerge og fjerne bjerge bag dem igen. Den kan også komme, hvis man i sin båd forsigtigt lader sig drive ind på siden af et isfjeld, rører ved det med hånden, læner sig ud over rælingen og med næsen mod vandet ser blot de nærmeste meter af isen forsvinde ned under den flimrende overflade og fortone sig i et farvespil af mælkehvidt, vandblåt og til det dybeste blå. Også mågerne, der stryger hen over båden sejler ind over bøsseløbet, selv som svømmende isklumper i luften. - Hvorfor kommer de? Hvilke danske fugle kunne finde på det? Men den halvtamme og troskyldige flyven ind - også i døden, som de grønlandske måger præsterer, fortæller om naturens storhed. Riv dem ned, ram dem en efter en, men man rammer noget i sig selv samtidig, man skrumper ind over deres troskyldighed og overflod, ligesom over fjeldenes storhed. De siger sandheden uden fornærmelig hensigt. De gør menneskene små ved aldrig at have set et menneske før. En hvid malemuk tumlede ned efter et skud og satte sig på vandet. Dens ene vinge lå ikke pænt ind til kroppen mere, men den var slet ikke klar over, at noget var galt. Den var ikke bange. Den lå højt på vandet, kun et par meter borte, og i dens sorte øjne var der blot forbavselse og nysgerrighed, den gav sig ikke til at svømme bort, den lagde hovedet på skrå for rigtig at kunne tage de mærkelige væsener i båden i øjesyn. Først da en hånd blev rakt ud imod den, begyndte den at blive angst. Dengang forstod jeg pludselig, hvordan det har kunnet lykkes stenalderfolk med buer og pile at skaffe vildt. Det har ikke været træfsikkerhed og lydløshed alene. Da der var flere dyr end mennesker, har dyrene med ro ladet menneskene komme på skudhold. Kronhjorten har måske endda stået stille og betragtet den mand, der nærrnede sig. Selv når den mærkede pilens virkning mellem ribbenene, har den ikke forstået, at han var årsag. Grønlænderne selv undgår de skrupler og fornemmelser af et storladent modsætningsforhold, som den fremmede kan føle. De har et fællesskab med dyrene, såvel som med den anden natur. De hører selv ind under naturen som helhed. Navnlig i grønlændernes forhold til sælerne har jeg kunnet iagttage følelser, der nærmede sig fostbroderskabets, og varede udover døden. Ømhed og tusindårigt venskab, som et skud i hovedet på dyret ikke gjorde noget skår i. - Død, hvor er din brod? Jeg var inde i en jordhytte for at fotografere en mand og kone midt mellem deres bohave. På gulvet lå en nyskudt sæl. De satte sig alvorligt til rette på briksen til fotografering, men sælen, som de var glade for, tog de hen, løftede den op ved lufferne og holdt dens gode menneskelige hoved med pande og knurhår op imellem sig, så den også kunne komme med. De var venner allesammen .... Da jeg roede hjem med prammen, sad en af grønlænderdrengene og klappede en død måge, som han havde taget på skødet. Engang kikkede han op på mig, hans tænder blottedes til et hvidt smil, og han ledte efter de danske ord .... Smage godt! sagde han så. Og hans hånd blev ved med trygt at stryge og kærtegne det hvide fuglebryst.