Oplevelse Litterære tekster En festlig begravelse

En festlig begravelse Skrøne af Jørn Riel Jalle døde den første november, og det var rent ud sagt uforskammet. Hvad han døde af, vidste Lodvig ikke, men at det var af noget indvortes, blev han snart klar over, for der var ikke noget at se uden på Jalle. Det skete før frokost, medens Jalle var på vej op til huset med en stor isblok på nakken. Han havde ved månedsskiftet netop overtaget køkkengerningen, og det var derfor Lodvig blev gal i hovedet. Han stod uden for huset og skulle til at prøveskyde sin 89'er, som han den foregående aften havde filet sigtekornet på, da han hørte jalle rafle, så ham vakle og til sidst lægge sig i sneen med isblokken hen over maven. "Næ tak, min fine ven, det gælder ikke," råbte Lodvig. Han var sulten og ville have frokost. "Op med dig, kammerat." Men Jalle ville ikke op. Ikke engang da Lodvig havde pirket til ham med træskostøvlen. Han lå der i sneen og var død. "Det der gælder ikke," knurrede Lodvig. "Det er din tur til at bakke op, og så kan du ikke ligge der og himle midt i det hele." Jalle blev ham svar skyldig. Han var langt borte og uden for hørevidde. Lodvig trak ham ved armene op til huset og fik ham lodset ind i varmen. "Nu har du bare at tø op," sagde han, "og så ellers komme i gang med frokosten. Sådan bærer en ordentlig fangstmand sig ikke ad, kan jeg fortælle dig." Han lagde Jalle i underkøjen, som ellers var hans egen, og tog luffer og skindhue af ham. Da Jalle havde ligget en halv times tid, gik det op for Lodvig, at han nok ikke fik frokost den dag, hvis Jalle skulle lave den. Han satte gryden med sælkød over komfuret og fik det til at brænde op. Medens han ventede på at gryden skulle komme i kog, satte han sig ved bordet og skældte på Jalle. "Du er mig sateme en køn fangstmand, du," sagde han indædt. "Først æder du en hel måned på min tørn, og så himler du, netop når du selv skal til at begynde. Er det måske passende, hvad?" Han så vredt hen på afdøde. "Og hvad vil du så have, jeg skal stille op med dig? Grave dig ned måske? Stå ude i den forbandede kulde og hakke i stenene, hva'?" Han hamrede en næve i bordet. "Du er mig en køn makker. Det er satans ubelejligt at stille træskoene midt om vinteren, kammerat. Men du kunne ikke vente, for du ville nok undgå bakstørnen, din ræv." Lodvig bankede irriteret knoerne i bordpladen og så fra Jalle hen mod kødgryden. "Det er dog satans til faconer," mumlede han. "Og nu havde man lige vænnet sig til at have en makker igen. Fandens til rod." Han rystede beklagende på hovedet. "Det er hvad jeg altid har sagt. De her færøske pumper duer ikke til noget videre, for der er vel ingen tvivl om, at det var pumpen, der røg." Lodvig sad en stund og stirrede på den boblende gryde. Tankerne svirrede i hans hoved som bier i en kube, for der er altid meget at tænke på, når ens makker sådan uden videre står af. Da kødet havde kogt en halv time, tog han gryden af komfuret og sparkede spjældet til. Han satte sig tilbage ved bordet og begyndte at spise. Ind imellem så han over på den døde, der lå og gabte tilfreds i hans køje. "Ja, du gaber, du," vrissede Lodvig. "Men du skal ikke tro, at der bliver kørt bøffer ind af den grund. Det er så let for dig at ligge der og se veltilpas ud og lade mig ordne alting. Ikke fordi jeg har noget imod at være alene igen, det skal du endelig ikke tro, men hvad fanden skal jeg stille op med dig?" Da det jo på en måde var en mærkedag, rejste Lodvig sig og hentede brændevinsflasken ud af skabet. Han skænkede sig en voksen snaps og løftede glasset mod den blege Jalle. "Ja ja da, du Hjalmgrinnur, så skåler vi vel på din afgang," han drak, "og din fortsatte sundhed hinsides," han drak igen. Brændevinen stemte Lodvig lidt mildere. Selv om det var slemt nok at Jalle var draget bort til andre jagtmarker, så kunne han godt se, at det også indebar visse fordele. Således kunne han nu alene konsumere de otte liter brændevin, der var tilbage af rationen, og han var for tid og evighed afskåret fra at lytte til Jalles præk om de små øer der ude i Atlanten, hvor han stammede fra. Desuden behøvede han ikke længere at holde de tre dåser flæskesteg skjult, som han havde hensat for egen mund i et af sideskurene. Og først af alt kunne han nu frit anvende sig af Jalles ny bøsse, som var en blankløbet Remington med kikkertsigte. Nu gjaldt det blot om at få kammeraten kulet forsvarligt ned. "Ser du, Jalle," forklarede han den døde, "når man sådan laver sig til i november måned, så må man finde sig i en mere enkel begravelse. Du skal ikke ligge der og tro, at jeg begynder at rode sten frem under sneen for at dænge dig til. Jeg har både bakstørn og rævene at se til nu, så du skal ikke forvente dig noget større. Men gravøl skal der drikkes, for det hører sig til, uanset om man dør med manér eller ikke." Han trak sin stol hen til køjen. Den døde lå og gloede tomt og så temmelig dum ud, syntes Lodvig. "Køn var du vel aldrig," sagde han næsten venligt. Han havde taget brændevinsflasken med sig og sad og kærtegnede den. "Og man kan ikke påstå, at du er blevet stort kønnere efter pumpestoppet. Det var måske en idé at fikse dig lidt op, inden vi rejser rundt og inviterer til begravelse." Jalle svarede ikke, men det havde Lodvig heller ikke forventet. Han havde gået adskillige år alene i Rossbugten og var vant til at tale med sig selv.# "Vi får nok binde gabet op, inden du stivner," nikkede han, "og måske er det bedst vi lukker øjnene i for synets skyld." Han rejste sig og tog fat. "Og så skal du have den rigtige facon, for ellers ramler du af slæden. Måske er det klogest at sætte dig ud i kulden en tid, du kan sidde på en stol helt henne ved vinduet, så du kan kikke ind, hvis det bliver for ensomt." Da Lodvig havde styrket sig et par gange, gik han for alvor i gang. Han bandt en geværrem om Jalles hoved for at holde underkæben oppe, men opdagede med det samme, at der var noget galt. "Piben, naturligvis. Du må have piben med, det siger sig selv." Og så stak han piben, som Jalle havde tabt, da han styrtede, ind mellem tænderne og bandt til igen. Det så mere naturligt ud. Øjnene blev lukket, og han bar den døde ud i naturen, hvor han satte ham i en spisebordsstol, let støttet af et reb her og der. Stolen stod i sneen helt inde under tagskægget, således at Jalle, hvis han havde lyst og evner til det, kunne se ind i stuen, og således at Lodvig kunne holde øje med om rævene tog ham. Da disse praktiske foranstaltninger var fra hånden, gik Lodvig igen ind i stuen og drak en snaps. Han lagde sig i køjen og tænkte lidt på Jalle, som sad derude. Og så faldt han i søvn. Først besøgte Jalle og Lodvig Bjørkenborg. Det blev et interessant besøg, idet bjørkenborgerne med virkelig beundring beså Jalle, som sad fastsurret på slædelæsset med piben i kæften og øjnene klemt fast sammen. Sylte studerede ham gennem forstørrelsesglasset og roste Lodvig for det kammeratskab og den omsorg, han havde vist afdøde. "Jalle var en fin mand," sagde Lodvig beskedent. "Han var færing og fortjener det bedste." "Sådan en rundrejse til vennerne kunne man selv ønske sig, når man engang skal derhen, hvor Jalle nu opholder sig," sagde Sylte stille. "Det er ligesom om, han fik sagt farvel på den rigtige måde. Til kammeraterne og til fangstdyrene og hele naturen. Det er en meget smuk tanke, Lodvig." Lodvig, som havde let ved at blive genert, drejede behændigt samtalen ind på et neutralt emne. Et emne, som ville interessere alle. "Jeg har jo spekuleret over det med gravøllet," sagde han. "Ikke fordi jeg selv har noget videre i huset, for Jalle havde sa at sige ikke forberedt mig på noget som helst, og han var desuden en tørstig mand, som var hård ved rationen derhjemme." Han tog skindhuen af og tørrede sig over ansigtet med den. "Men hvis vi alle sammen spæder lidt til, så kan der måske blive en fin lille højtidelighed ud af det trods alt. En festlighed, som bliver Jalle værdig." "Vi skænker fem flasker skarpt og en halv tønde øl," råbte Bjørken opstemt. Naturligvis skulle Jalle hjælpes ordentlig af sted. Hos Herbert fik man lovning på et noget mindre kvantum, men til gengæld ofrede han seksten planker til en kiste. Det var planker, som skulle have været anvendt til en fangsthytte i Romdalen, men nu hvor Jalle trængte til et sidste logi, måtte de ofres. Herbert ville omgående gå i gang med at snedkre kisten sammen og fragte den til Ross Bay inden begravelsen. Halvor og Niels besøgte man ikke, da man havde det indtryk, at de det år helst ville være sig selv, og man kørte derfor op til Valfred og Anton, som lykkeligvis netop var færdige med brændingen af de næste måneders forbrug. De stillede hele lageret til rådighed og fulgte med til Greven, som gav løfte om otte flasker etikettevin og femten liter øl. Karavanen af slæder var lang som en midgårdsorm, da Lodvig og Jalle vendte tilbage til Ross Bay. Jalle sad uforstyrrelig med piben mellem de sammenbidte læber og var død. Han havde fået blege kinder og en stribe af små frostsår over skægranden. Men ellers lignede han i det store og hele sig selv. Lodvig bød indenfor, og da mændene havde lænket hunde og fodret med tørfisk, trampede de ind i huset. Jalle måtte blive udenfor i sin stol foran vinduet, idet ligkistesnedkeren endnu ikke var ankommet. Lidt før midnat kom så Herbert. Han havde gjort en kiste af de seksten planker, en kiste som man aldrig havde set magen til i Nordøstgrønland. Den var usædvanlig smuk i linierne, og Lodvig påpegede, at den mindede svært om en skydepram, han engang havde haft. Herbert forklarede, at det faktisk var en skydepram med låg, han havde lavet, for måske blev Jalle en dag ædt af hundene, og så var det jo spild at lade seksten gode planker ligge til ingen nytte. Valfred hæftede sig ved det hvælvede låg, og Herbert sagde, at han havde gjort det således af hensyn til Jalles store bug. Alle var enige om, at Herbert var dygtig med sine hænder, og så gik man til bords. Jalle blev hentet ind fra kulden og sat for bordenden. Han sad med piben i munden, og isen i skægget tøede langsomt op og dryppede ned over hans bryst. Han sad godt i stolen. Stiv og strunk og dybfrossen. Bjørken slog på sit glas og rejste sig. Han anså, at han som den største giver ved festen, havde ret til ligtalen. Men der havde han forregnet sig. Inden han fik åbnet munden, råbte Lodvig: "Vi venter med præket, Bjørk. Først skal vi have varmen, sådan ville Jalle nok også have haft det." Bjørken gav sig. Lodvig var trods alt festens opfinder og husets egentlige vært. Man skålede højtideligt, næsten svenskt. Først med liget og derefter med hverandre. Siden bøvsede, smaskede, gryntede og tørrede man efter. Man så på Jalle, som havde faet små vandperler på panden. "Måske er det bedst, vi surrer ham til stolen," foreslog Sorte William. "Ellers falder han, når han tør op." "Hvis det bliver en længere højtidelighed, hvad meget tyder på," sagde Mads Madsen med et blik henover de opstillede flasker, "er det nok bedst vi salter ham godt, at han ikke surner." Lodvig smuttede med tungen for at samle brændevinssmagen sammen. "Ikke nogen surren her," sagde han bestemt. "Jalle var min makker, og han skal ikke i tøjr. Jalle skal sidde i sin stol og nyde hele højtideligheden og skal hverken saltes eller surres. "Men når han tør, går han i gulvet," påpegede Sorte William. "Først vælter han ind over bordet, og så går han i gulvet." "Når Jalle begynder at svaje, skal han en tur ud i sneen og stå. Så bliver han igen stiv og strunk som en vindtørret rævebælg," sagde Lodvig. Og sådan blev det. Timerne gik. Først hentede man den smule varme, der var i Herberts flasker, siden lavede Greven bouillabaisse, som var en suppe der efter sigende skulle smage godt, og derefter begyndte man at trække varmen ud af Bjørkens mange flasker. jafle gik ud, når han vaklede, og blev båret tilbage, når han var bundfrossen. Stemningen steg, Mads Madsen fik røde roser på kinderne og foreslog et spil kort, for så vidt han huskede, var det en beskæftigelse, som Jalle holdt meget af Men da syntes Bjørken, at ligtalen burde holdes. Han rejste sig igen og råbte: "Stilhed. Respekt for den afdøde." Det gav ro. Med normalt stemmeleje fortsatte Bjørken: "Jeg havde forberedt en glimrende tale til denne lejlighed, men den kan jeg ikke længere huske." "Gudskelov," lød det fra mange kanter. "Jalle var et fint menneske, og nu er jeg træt af at se ham fare ud og ind gennem den dør. Nu er det på tide, at vi lægger Jalle i den etværelses der med skruelåget og lader ham være i fred." Da flere protesterende røster hørtes, hævede Bjørken stemmen og skrålede. "Ned med Jalle, siger jeg. Han er træt af at sidde og glo på jer og lige så træt af at sidde der ude og fryse. Jalle skal i kisten, siger jeg, og det omgående." Der var noget i Bjørkens stemme, som fortalte forsamlingen, at såfremt det ikke blev, som han ville, havde han til hensigt at tilbageholde den sprit, som endnu var hans. Altså blev det, som Bjørken ønskede. Man var i den heldige situation, at Jalle netop var i et fremskredent optøningsstadium og let kunne rettes ud og lægges i kisten. Han passede på centimeteren og lå og så rigtig nydelig ud med hænderne foldede over den store mave og piben hvilende i skægget. Alle var enige om, at mage til fredsommeligt lig havde man aldrig før set. De stod og kikkede på Jalle og var højtidelige og kunne ikke rigtig bekvemme sig til at lægge låget på. "Bliver der ikke gruelig mørkt inde i sådan en æske," hviskede Lasselille. "Der ville jeg ikke bryde mig om at ligge." Lodvig så bedende på Bjørken. "Sådan set er det jo Jalles fest," forsøgte han, "det er jo ikke let at vide, hvad han selv ønsker, når han ikke kan svare for sig." Men Bjørken var ubøjelig. "Nu ligger han der, og der bliver han liggende," sagde han. "Men hvis I synes, kan vi lade være med at sømme låget fast." Han lagde låget skråt op ad kisten, så Jalle fik en lille stribe af lys hen over ansigtet. "Og så tilbage til kortene," sagde han. De spillede hjerterfri, hvilket var et uskyldigt spil, som Jalle havde holdt meget af. De drak både etikettevin og brændevin og hjemmelavet øl og blev varme og opstemte. Da Bjørken var gået under bordet, hvilket gik forbavsende hurtigt og vist nok skyldtes, at han blandede varerne, inden han hældte dem i sig, lirkede man Jalle tilbage til pladsen for bordenden. Han var hædersgæsten og skulle naturligvis have hæderspladsen. Man undgik denne gang dybfrysningsprocessen ved at lade ham sidde tilbagelænet i stolen med et ben støttende til hvert sit bordben. Sådan sad Jalle længe. Han sad mellem sine venner, sad midt i støjen og tobakstågerne med piben i munden og ro i ansigtet. Hans venner løftede glassene mod ham og hilste på ham, og de fortalte ham, at dette var gravøl, som ville huskes til verdens undergang. De begyndte at tale til Jalle, som om han endnu levede, og efter en tid var der ingen af dem, der længere huskede, at han nogen sinde havde været død. Da Jalles ene ben forlod sit støttepunkt, gled han lige så stille under bordet, hvilket blev bemærket af de tilstedeværende som normal adfærd. Jalle gled på et eller andet tidspunkt altid under bordet. "Jalle har svært ved at hænge med," hikkede Mads Madsen. "Han er ved at blive gammel og skydefærdig." "Det er ikke stort bevendt med de øboere," fnisede Lodvig. Han sad og hængte slemt i stolen og skelede fælt og kunne ikke se forskel på hjerter og spader. Festen gik i eet en nat og en dag. Greven var faldet fra på et tidligt tidspunkt. Han var kravlet bort fra bordet og havde lagt sig i Jalles kiste, som var foret med sække og trukket over med lagenlærred. Her lå han blødt og godt og snorkede let og fornemt. Ingen huskede længere hvorfor man festede, hvilket i og for sig også var ligegyldigt, så længe festen var munter. Det var Mads Madsen, som genopdagede kisten. "Hør, er der nogen, som er død?" råbte han. "Hvem er død," skreg Lodvig. "Her står en kiste, så en eller anden idiot må være død," fastslog Mads Madsen. "Er der nogen i kisten?" spurgte Herbert. Mads Madsen stak hovedet nærmere. "Det er Greven, som er død," oplyste han forsamlingen. "Vi må hellere få ham begravet, inden han surner." Han snublede over låget og lagde det ordentligt på kisten. "Op med jer, drukkenbolte," råbte han. "Vi har en død i huset. Respekt for de døde." Flokken kom på benene. De tumlede og baksede med kisten og fik den under megen besvær udenfor i sneen. Her gik det bedre. Kisten gled godt, og de begyndte at skubbe den ned mod iskanten. De skubbede og trak og sang og råbte og nåede til sidst ved et nådigt forsyn de nøgne skær med åbent vand. Her stillede de sig op med skindhuerne i hænderne og stod og støttede sig til hinanden, medens Sylte mumlede noget, som ingen forstod et ord af. Da Sylte havde talt ud, skubbede de med forenede kræfter kisten i vandet og benede hjem for at få varmen. På et vist tidspunkt var der ikke mere gravøl. Det var alvorligt, for af samme grund begyndte gæsterne igen at se klart. Den første var Bjørken. Han vågnede og opdagede, at han lå med hovedet i Jalles ene arm. "Hvad er nu det," sagde han, "er Jalle ikke blevet begravet?" Mads Madsen, som sad og halvsov ved bordet, rejste hovedet fra armene, hvor det havde hvilet. "Jalle?" sagde han. "Men det var da Greven, som var død." Bjørken kravlede igen ned under bordet og undersøgte Jalle. "Det er Jalle, som er død," oplyste han, "men hvor er kisten?" Lodvig åbnede det ene øje. Han lå i sin køje ved siden af Valfred. "Hvor er Greven?" spurgte han. På vej ud til skærene hviskede Bjørken til Mads Madsen. "Han var ellers en god mand, Greven, en behagelig mand at have på kysten. Synd, at det skulle gå ham sådan." Mads Madsen nikkede bedrøvet. "Vi far aldrig en rigtig Greve herop igen. Underligt, at vi sådan kunne tage fejl." Det var en trist flok, som sjokkede ud over isen. En flok med hovedpine og ømme lemmer og dårlig smag i mundene. Lasselille kredsede smågrædende om klyngen, og Sylte holdt Herbert i bæltet, for ikke at komme bort. De kunne se tågen, som dampede fra det åbne vand, og pludselig råbte Herbert: "Den flyder, tænkte jeg det ikke nok, den flyder." "Hvad flyder?" brummede Mads Madsen. "Kisten, din idiot," lo Herbert henrykt. Og han begyndte at løbe mod skærene. Og der lå den og flød. Den lille skydepram med de fint svungne linier og det store, hvælvede låg. Mads Madsen fik fat i stævnen, og med fælles hjælp fik de den halet op på isen. De åbnede låget og stirrede ned i kisten. Greven satte sig overende. Han missede med øjnene og gabte ugenert. "Godmorgen," sagde han til den overraskede flok. "Det var virkelig en festlig begravelse, mine herrer."