|
Den forældreløse
Kagtagtorajik
Der var engang en stakkels forældreløs
dreng, som hed Kagtagtorajik. Åh, så forældreløs, så forældreløs! Han
voksede ikke. Han fik næsten ikke lov til at lege.
Kun hans bedstemor og hans fars fætter holdt af ham. Men de turde ikke at gøre noget for ham. Det
ville de andre på bopladsen ikke have.
Kagtagtorajik legede med de andre børn. Når han skulle ind i huset igen, blev han løftet op
i næseborene. De løftede ham op og rystede i ham til han faldt ned. Når han græd, skændte
de på ham og slog ham. Næseborene var det eneste der voksede på ham.
Når de fik sælkød, fik Kagtagtorajik også et lille stykke.
Men han fik ikke lov til at bruge kniv, men måtte rive kødet i stykker med tænderne og neglene.
Så han kunne aldrig nå at blive mæt.
Engang blev der set tre bjørne. De blev fanget, og deres kød var meget lækkert.
"Hvem, som bare kunne få lov til at spise sig rigtig mæt," tænkte Kagtagtorajik.
Så blev der råbt fra det store hus:
"Kagtagtorajik skal komme og spise kød og drikke bjørnesuppe!"
Han gik derop. Men man gav ham kun knæskallen at spise. De forlangte at han skulle putte den i munden med
det samme. Da han kom hjem til sin bedstemor, fortalte han, hvad man havde givet ham.
En anden gang skulle man holde festmålitd på en sæl.
"Åh, den som dog kunne spise sig rigtig mæt!", sagde Kagtagtorajik.
Så lavede hans bedstemor en kniv til ham. Den var så lille at han kunne have den mellem fingrene. Da
ville de andre ikke opdage den.
De andre undrede sig over at Kagtagtorajik kunne spise så hurtigt. De så efter om han havde en kniv,
men de fandt den ikke. For en gangs skyld blev Kagtagtorajik mæt.
En gang imellem tog hans fars fætter ham med ud på kajakfangst. En dag fangede han en sæl.
"Den skal du have part i, du skal få hele den ene side", sagde han til Kagtagtorajik.
Han rådede ham til at lægge det meste af kødet i et depot. Ellers ville de andre tage det fra
ham. De roede hjem. Kagtagtorajik tog kun en lille del af kødet med sig.
Fra nu af hentede han kød fra sit depot, så ofte han var sulten. Men den tredje gang han kom derud,
var det stjålet.
Han græd og var meget vred. Nu syntes han at det kunne være nok. Han spurgte højt over, hvem
der kunne hjælpe ham. Og straks hørte han en vældig stemme, der råbte:
"Det vil jeg! jeg vil puffe og støde til dig, så at du trimler rundt.". En stor kæmpe
trådte frem. Han greb ham, klappede og daskede ham. En masse sælknogler faldt ud af kroppen på
ham.
"Så, nu kan du begynde at vokse lidt. Disse knogler er af en, der har villet trylle ondt ind i din krop.
Derfor var det, du ikke kunne vokse. Men det vil du nok gøre nu."
Og han tilføjede: "Prøv engang på at skubbe til den store sten der."
Og Kagtagtorajik løb hen til stenen og begyndte at mase med den og skubbe til den. Han kunne dog kun rokke
den en smule.
Så gik han hjem. Han fortalte hvad der var sket til sin bedstemor. Hun havde ondt af ham for det han måtte
igennem. Men fra den dag begyndte han at vokse. Han voksede så stærkt at han måtte gemme sig
for at de ikke skulle opdage ham. Hans bedstemor sagde at han var syg. Det hånede man ham for.
Langt om længe var der gået så lang tid, at Kagtagtorajik selv syntes, han var vokset nok. Netop
da drev et stort stykke træ ind til bopladsen. Det var så stort, at ingen kunne løfte det.
Om aftenen stod Kagtagtorajik op. Han hentede træstammen nede ved vandet. Og så satte han den foran
døren til det hus hvor man havde været så onde mod ham.
Næste morgen kunne de ikke komme ud af huset. De råbte og skreg alle sammen. De kunne ikke forstå
hvordan den store træstamme var kommet derop. Sådan opdagede de, at de havde fået en stærk
mand ved bopladsen.
For at håne, råbte de, at det måtte være Kagtagtorajik. Ingen troede at det kunne være
ham.
Men om aftenen stod Kagtagtorajik igen op. Han løftede træstammen på plads. Så gik han
i seng igen. Det blev aldrig opklaret, hvem der havde gjort dette.
Der gik siden mange dage. Men så skete det, at der kom tre bjørne til bopladsen. De var så store,
at folkene ikke turde angribe dem. Da gik Kagtagtorajik ud. Da de så ham, råbte de i munden på
hinanden.
"Nej, se der, der kommer den sølle Kagtagtorajik! Se dog, hvor han er bleven stor! Se dog, hvor han
er vokset!".
Kagtagtorajik løb hen mod bjørnene. Han dræbte dem alle og behøvede ikke at gøre
andet end at sparke til dem. Han løftede de døde bjørne op og sagde:
"Den skal være min pels, den skal være mine bukser, den skal være mine kamikker."
Bopladsfællerne fik ikke noget. Men da han havde flænset kødet, bød han dem til ædegilde.
Til sidst kom de to mænd, der havde været værst mod
Kagtagtorajik. Da de kom, greb han dem i næseborene. Han løftede dem op så hårdt at næserne
gik i stykker.
Senere gengældte Kagtagtorajik alle sine bopladsfællers grusomheder. Han gjorde det samme mod dem,
som de#havde gjort mod ham. Han dræbte alle dem, der havde været onde mod ham. Sådan fik han
ro i sit sind.
Han blev en stor fanger og en stor slagsbror. Han
rejste rundt og udfordrede andre stærke
mænd. Mange
sagn går om denne mand, der blev kendt og frygtet ved alle menneskenes bopladser.
 |
