|
Den gamle kællings hævn og
Uineqs åndebesværgelse
Fortalt af Gamle Beate, Hunde-Ejland
I min mors barndom var hendes
bopladsfæller, som boede ved Isúnguaq på Disko, engang taget på rensjagt til oplandet
ved Sarqaq.
Under jagterne
havde en faderløs dreng nedlagt et dyr, og hans mor blev så glad over
denne hans første ren, at hun flænsede
kødet i små stykker og
delte det ud, for at alle kunne smage det.
Men der var mange mennesker, og ved en fejltagelse glemte hun helt at give en
gammel kælling noget.
Kællingen blev vred og gav sig til at synge tryllesange over blod og sælknogler, og således skabte
hun en ulykkessæl som skulle ombringe drengen, når han en dag var ude i kajak.
Men nu hændte det, at tryllesangen tog så voldsomt på kællingen, at hun døde samme
dag, som hun fik sat sin sæl ud i havet. Sælen var lige ved at falde sammen, da hun døde, men
den kom sig dog igen og forfulgte nu daglig drengen.
Drengen begyndte at sygne hen, og da man ikke kunne forstå, hvad der gik af ham, bestemte man sig for at
sende bud efter en stor åndemaner, og straks udsendte de to kajakker, der skulle hente Uineq, det åbne
øje, som var bekendt for at være en stor troldmand.
Endelig hørte man dem komme; flere konebåde i følge kom de roende, besætningerne sang
trommesange i kor. Så kom de frem, lagde til land, gik op i husene og ventede på, at det skulle blive
aften.
Det var på de tider, da allerede nogle af menneskene var døbte. Ud på aftenen anbragte man derfor
alle de kristne på sidebriksen henne ved vinduet og hængte skindtæpper for, så at de ikke
kunne se. Man tændte en stor vægekranset lampe og satte et fad hugget is frem for dem, for at de kunne
køle munden, hvis de skulle blive skræmt af åndebesværgelserne.
Inde i det store hus var alle lamperne slukkede.
»Det åbne øje« hængte et
tømt vandskind for indgangshullet og begyndte sine besværgelser, siddende
på gulvet. Men ingen forstod, hvad han sagde; det var, som var det en hvid
mand, der talte. 
Solen - solen, var det eneste, de forstod, og det blev han ved med at gentage.
Min mor var dengang kun et barn. Da åndemaneren begyndte, gemte hun sig bag sin mor og gav sig til at hulke
af angst. Men bedstemor talte hende til rette, bad hende endelig ikke græde, og så turde hun ikke andet
end svælge gråden i sig.
Min onkel, som havde lagt sig på briksen mellem bedstemors ben, var derimod faldet i søvn; det var
englene, som holdt deres hånd over ham, at han ikke skulle se de formastelige; for ikke lang tid efter at
dette havde fundet sted, blev han omvendt til kristentroen.
Men min bedstefar, Utukôq, der ikke troede på Uineqs trolddomsmagt, havde sat sig nede ved husgangen
og hånede det, som gik for sig.
»Det åbne øje« besvor sine hjælpeånder, det var, som om han var ved at omkomme
af kulde, sådan klaprede tænderne i munden på ham.
Mor vendte nu tilfældigt hovedet i vejret, og se: Husets tag løftede sig, og himlen kom til syne!
Men oppe fra himlen dalede en underlig skikkelse ned. Hænderne var som sælluffer, vredne indefter,
og håndfladerne var dødbringende. Den, som de berørte, måtte dø.
Nu svævede trolden om i huset og begyndte at kredse hen over tilhørerne. Til sidst stak den sine frygtelige
hænder ind under brikseskindet og løftede dem alle op. Hu-hu, hele huset genlød af skrig.
Og hver gang tilhørerne løftedes op, råbte alle hjælpeånderne i munden på
hinanden, og huset rystede.
Midt under alt dette begyndte også husstolperne at give lyd fra sig, det var, som om man stak dem ned i
frossen sne og kørte dem rundt, sådan knirkede de.
Alle rystede af skræk og holdt sig for ørerne.
Men nu hændte der noget, der spilede alle øjnene op mod det sted, hvor den vantro Utukôg sad.
En forfærdelig stemme lod sig høre, og se: et genfærd viste sig i døren. Det var »det
åbne øje«s oldemor. Underkæben var faldet ned, og det afskyelige gab savlede.
»He - he - he! Hvor er den vantro?« hviskede hun og strakte sine døde fingre ud i mørket.
Pludselig standsede hun foran Utukôq og overfusede ham med skældsord, og så nær holdt hun
sit fjæs ned til ham, at der faldt en støvregn af spyt over hans ansigt.
Utokôq blev ligbleg og skreg, så højt han kunne, at nu troede han, han skulle aldrig mere tvivle.
Og han rystede over hele legemet.
Så forsvandt genfærdet.
Endelig bad Uineq om at få lamperne tændt; han var færdig. Og de kristne kunne igen komme frem
fra deres skjul. Ingen af dem havde set eller hørt noget.
Derpå fortalte Uineq, hvad han havde fået ud af sine åndebesværgelser. Det blev opklaret,
at det var den afdøde kælling, der havde lavet ulykkes-sælen. Drengen ville en tid sygne hen,
men så ville der pludselig komme en bedring i hans tilstand, og han ville blive rask.
Derpå rejste den store åndemaner bort, og alle bragte ham gaver for det, han havde gjort.
Og hans spådom gik i opfyldelse. Drengen sygnede først hen, hans ene ben blev sygt, alt kødet
rådnede bort, og alle senerne lå blottede. En dag, da det var allerværst, skulle man se til det-
Ia - ia - ia! tænk, da faldt der store maddiker af den slags, som plejer at være på menneskelig,
ud af såret.
Men fra den selvsamme dag begyndte bedringen. Der dannede sig nu friskt kød. I begyndelsen fine små
prikker som nålehoveder, således voksede det ud. Dog blev benet aldrig så tykt som det raske,
og drengen blev halt.
Ja, alt det kom der ud af en gammel kællings misundelse.
Fortalt af Gamle Beate, Hunde-Ejland
 |
