|
|
|
Oplevelse |
|
|
||
| Resumé: Arqaluk Lynges digtsamling, som der nedenfor bringes uddrag af, handler om forholdet mellem grønlændere og danskere. Der er en meget bitter tone i digtene fordi Lynge mener at den grønlandske kultur er blevet ødelagt af danskernes indtrængen. Digtsamlingen er udgivet på Brøndums Forlag i 1982. I bogen findes alle digtene på grønlandsk. |
| Arqaluk Lynge Til hæder og ære Grønlandske digte På denne side: Til hæder og ære At lempe sig frem Når mit billede forsvinder De tog en del af os selv Den arktiske rigdom Det lille kvindemenneske Men rejsen fortsætter Den lange rejse Vi lytter til de gamle Til hæder og ære De rejste og rejste i et land hvor de troede at ingen menneskelige væsner kunne leve og bo De rejste og rejste og da de kom fandt de nogle som ikke kendte andet til mennesker end sig selv. De rejste og rejste og gæstfriheden var stor nysgerrigheden var uendelig men gæsterne var ikke til at mætte. De rejste og rejste alle vegne hvor de kom blev menneskene undersøgt deres klæder, slæder og udstyr blev opkøbt. De rejste og rejste til så stort et land kan der ikke være nok mennesker til at navngive så mange steder. De rejste og rejste og hver en ø eller fjord et næs eller fjeld blev der givet navne til ære for denne og hin og dem selv. De rejste og rejste og rejste tilbage med kort over landet og livsform beskrevet til hæder og ære medaljer med mere for at have berejst et land hvor mennesker lever og bor.  At lempe sig frem At lempe sig frem har altid været jeres bedste våben åbne sår giver det ikke amputere vore lemmer gør det jo ikke dræbe gør det heller ikke I stedet opmåler I landet og siger her er for meget - til os I stedet tæller I dyrene og siger der er for få - til jer I indfører love og kvoter og forærer os dårlig samvittighed I indfører sygdomme og forærer os et hospital I forærer os en skole og berøver os vort sprog spolerer vor livsform og bygger os et hus som vi kun har råd til hvis I giver os almisser. Men nu siger vi: den som giver almisser gør det for sin dårlige samvittigheds skyld almissen er en bøn om barmhjertighed enten fra himlen eller fra de bedragne I har brug for barmhjertighed men vi ønsker ingen almisser vi ønsker det land som altid var vort.
Når mit billede forsvinder Hos de evigt rejsende eskimoer fandtes ikke behov for at slå sig ned et bestemt sted. Men da de hvide kom og opdagede penge under jorden lavede de en mineby og kaldte sig de evigt rejsende mennesker til sig. Den gamle bjørnejæger var blandt dem som vi mødte i den nu nedlagte mineby - arbejdskraft overflødiggjort - resocialisering slået fejl - fire fisk/ per dag/ per garn pro persona jagtforholdene er ideelle De jog os væk fra vort liv nu jager de os be'r og tigger os om at vise vort afdøde liv Livet som nu er borte sidder vi nu og mindes slår nogle streger syr nogle lapper skærer i træ, i sten skaber vort jeg som dengang da det var vores eget. Når dette er udtømt skrabet og slidt ja selv mine tænder falder af og ingen tygger for mig mine fingre de stivner og kræfterne svinder Hvad er tilbage når mit billede forsvinder.
De tog en del af os selv Jeg så med det samme, dit desperate ansigt der ville fortælle mig hvad det var, der var sket Vore øjne mødtes og du vidste at jeg vidste Gråden kom ikke Vinteren har været kold dog mærkede vi nu og da lidt varme I dag ramte smerten os Årtusinders lidelser skjult i vore forfædres stolte gæstfrihed gemt i vor generations frustration blev pludselig sprættet op netop i dag og flød ud og ud! Vi har betalt med vore liv og vore kroppe Vi har skreget i protest skrigene er opfanget men stillet i bero - i afmagtens bureaukrati I dag ramlede de ned over os og de ligger nede foran os alt blev fægten - men ingen lyde høres Og vi er lammet over dens kraft En af vore er død De har endnu engang taget en del af os selv Han har søgt sin død og fundet den af sig selv - blev det sagt - men selvmord er drab Kære venner de har dræbt vor ven Er det det, de taler om at alt har sin pris? Kære venner lad os samles og fortælle de magtmennesker at det må høre op! Den vej I har valgt koster os én (og det bliver flere) af vore nærmeste At jeres vilje koster et liv et menneske - vores vens liv sætter I bare på som næste punkt på dagsordenen i jeres kalender uden dage Derfor kære venner til jer stadig levende - Kom Det må være slut Nu må de fjernes Prisen vil vi ikke længere betale vi blev ikke født for at afbetale en gæld, som ikke er vores Et liv som ikke kan leves et liv der skal leves for at vi kan se det - gå til grunde Kære venner det er os, der må finde vejen til et liv i vort land som er frit til et folk hvor ingen behøver at flygte et liv som er fælles Lidelse kan ikke fjernes af trøst Lidelse er noget man kæmper imod Og kampen, det er vores Kære venner ikke imorgen eller snart men kære venner - det er nu! - en kold januardag i 1976
Den arktiske rigdom Århundredets hvid mand kolonisation og magt er for intet at regne mod titusinder af års erfaring visdom og livskraft. Vort land er vort liv søerne, floderne havet og isen renen, fisken sælen og hvalen - ja naturen er en del af vor lærdom indsigt i vort eget. Men faren truer fra alle retninger for nogen presser vor jord tømmer dens årer ændrer vort grundlag begrænser vor jagt fratager os den mad der giver os varmen. Når kanoner og krig ikke er en måde der lader sig bruge mod vort folk finder I på noget der ikke i sig selv dræber liv men mindsker vor kraft ved list og smiger og siger at det er os der skal reddes men ikke jer selv. For hvem er det egentlig der skjuler sin svaghed ærgerrighed og dumhed hvorfor er det altid de andre der gør fejl og jer der gør ret? I lærer os afmagt og foragt for os selv og truer os med udslettelse. Men det du tror tror vi ikke på Hvad du ikke ved, ved vi godt Hvad du ved, ved vi også Det er vor arktiske rigdom.
Det lille kvindemenneske Først døde din mand og siden din bror og rejsen var end ikke startet endnu. Alligevel tog du en stor beslutning der siden blev til den store slæderejse. Alle strabadser på rejsen deltog du i for en kvinde var en rejse en rejse og hvert et arbejde var noget som skulle fra hånden uanset om det var mands eller kvindes. Efter en hård dagsrejse skulle der slås lejr Du skulle sørge for noget varmt, at lampen blev tændt og maden blev kogt. Siden satte du dig på briksen med bøjet ryg over skindet med skærebrædtet og uloen et stykke skind noget senetråd og en nål. Arnarulunnguaq! de mange skind du fik syet var utallige som rejsen var lang. Når du trak senetråden op langs kinden for at glatte den ud hvor faldt så dit blik hen hvilke tanker strøg dit sind? Arnarulunnguaq din store rejse som blev til den ene mands ære for dig var den bare en rejse en fangsttur som så mange andre. Ensomt sad du med blikket rettet mod et liv du til fulde nød. Med de to mænd i en slæde du hjalp med at trække og skubbe i kulden under sved du var med på jagt efter føde et liv for at overleve. Hvilke inderste tanker havde du i den nådesløse jagt efter ære som ikke betød noget for dig. Kun en rejse i jagtmarker som ikke bringer ære for dig men en oplevelse blandt frænder om mennesker som dig selv. Overalt hvor du har været huskes du og Miteq. Overalt hvor du har væraet Arnarulunnguaq huskes dit humør og lyse sind. Ingen har lavet en tavle en statue eller en bog men din ånd og din styrke er overalt som et bånd for vort folk. Uden dig var verden kun halv og rejsen ufuldendt.... Note: Arnarulunnguaq og fætteren Miteq er de eneste inuit der sammen med Knud Rasmussen gennemførte Den Store Slæderejse (1921-1923).
Men rejsen fortsætter En pludselig og voldsom død var ikke det jeg følte da jeg steg ud af det store ingenting og kiggede ud over Moriussaq Miteqs boplads med udsigt til hjertets gamle hjemsted som andre har taget, som inuit ikke må betræde til fangst eller glæde. For verdens ende står jo der med hjertets fjeld som et monument over den evige længsel. Rejsen verden rundt flyder ud i den store ensomhed svagheden bliver til styrke. På hjertets gamle boplads søger Miteqs sønner gravsten men også her søger jeg starten på en ny lang rejse. På dette sted hvor jeg står lever inussuit - det stolte folk de søgte tilbage og fandt frænder. Nu er de atter hjemme der hvor alting starter til nye vidder og nye tider snart er vi klar den lange rejse er ikke endt endnu.
Den lange rejse Her står jeg pludselig ved verdens ende skubbet ud af det store ingenting forbløffet spærrer jeg øjnene op og gnider dem. Sæt nu jeg ikke var kommet til dette sted som jeg altid har drømt om. Sæt nu det ikke var mere. Hvad var det nu der netop i dette øjeblik sagde i mig: Her er du ved rejsens ende. Her har du fjeldet og hjertets gamle boplads er forladt. Og dog! Mit sind bliver opvakt jeg står her midt i det hele ved verdens ende på hjertets gamle boplads og snakker og ler. Glæde over gensyn skønt det er første gang jeg møder sønner af Miteq. De søger en gravsten til ham fra hjertets fjeld ved hjertets gamle boplads. På den lange rejse ikke med slæde og hunde men en rejse i inuit-verdenen på jagt efter rødder fortalte de en gammel mand i Nordalaska at engang for længe siden ja over titusinder af år rejste vi derfra mod øst og mod vest rejsen var lang og tiden ligeså livet gik sin gang og vi gik bort fra hinanden familier blev stiftet nye stammer blev skabt livsnerven blev sikret overalt fandtes der grave i hjertets gamle boplads.
Vi lytter til de gamle Inde på land træffer jeg ham på gåsefangst i dag er det søndag siger han ingen må skyde Det siger de gamle For vi lytter til dem - engang imellem. Der kommer en gåseflok kæmpende mod vinden han tager bøssen skyder på dem og en falder til jorden Den anden fik han ikke Det er jo søndag i dag. En flok ryper hopper rundt i en kreds omkring os Ingen kaglen høres De er bange siger han Uglerne er på jagt og ryperne søger beskyttelse hos menneskene så jager vi dem ikke Det fortalte de gamle som vi lytter til - engang imellem. Arqaluk Lynge
|
