|
Havets moder
Man fortæller, at Uitsatagángitsoq, "den blinde", bestemte sig til at fare ned til havets
moder, der hersker over alle sødyr og søfugle. Han var en stor åndemaner, og hans landsmænd
havde bedt ham om at foretage denne åndeflugt, fordi bopladsen i lang tid havde lidt under misfangst.
Så rejste »den blinde« til
havets moder, idet han nøje fulgte de dødes vej; det varede ikke længe,
før han nåede frem til en anden vej, som gik til venstre, og den slog han
ind på. Den var lang, og det varede længe, og alle hans hjælpeånder fulgte
med ham. Han fór stadig fremover, da en stærk brusen nåede hans ører-, det
var bruset fra den elv, der løber gennem husgangen i huset, som havets
moder bebor. »Den blinde« fortsatte sin vej og nærmede sig mere og mere
sit mål, indtil han endelig nåede frem til den store elv. Her var der
lavet en overgang af tre store sten, som man kunne springe hen over, men
de var så bedækkede med glatte alger, at den, som sprang, måtte glide ud i
fossen. »Den blinde« stod længe rådvild, uden at turde springe, indtil
alle hans hjælpeånder var ovre på den anden side; da først gjorde han selv
et forsøg, sprang uden at falde og kom vel over.
Atter fór han videre og fik endelig langt om længe det hus i sigte, hvor havets moder bor. Han kom
derhen, men så nu, at indgangen var spærret af en skummende elv, der syntes ganske ufarbar. Langt om
længe blev dog endelig en overgang fundet, og til sidst stod »den blinde« foran huset.
Her standsede hans hjælpeånder ham og talte således til ham:
»Så snart du kommer ind til havets moder, må du øjeblikkelig springe ind på livet
af hende og straks gribe fat i hendes hår og vikle din højre arm ind i det; for hun vil gøre
et forsøg på at kaste dig ind i baggrunden af sin briks. Lykkes det hende, vil du blive kvalt derinde
i mørket.«
Efter at have talt således, gik de alle ind i huset. Inde i husgangen opdagede de, at elven skiftede retning,
den løb den modsatte vej og fossede ind i selve huset. Dette var grunden til at der ingen sæler kom
ud fra havets moder, og derfor var der misfangst blandt menneskene.
Så snart »den
blinde« kom frem af husgangen, gik han straks ind på livet af den store
kvinde og greb hende ikke på noget andet sted end netop i håret, således
som det var blevet ham sagt. I en fart fik han sin højre hånd snoet ind i
håret, og hendes forsøg på at kaste ham ind bag sin briks mislykkedes. Men
han blev løftet så højt at et stort, sort svælg åbnede sig for ham. Så
sloges de to af alle kræfter, og under hele slagsmålet klappede hans
hjælpeånder kvinden på ørerne, idet de sagde:
»Vær dog rolig, vær dog stille, han komrner jo kun for at rense dig, for at rede dit hår
og lyske dig for utøj.«
Men havets moder hørte intet i sin vrede og anstrengte sig blot for at få ham kastet ind i afgrunden
bag briksen; efterhånden begyndte hun dog at blive træt og da var det, som om hun pludselig hørte,
hvad hjælpeånderne råbte ind i ørerne på hende. Straks blev hun stille og rolig
og sagde blot:
»Megen glæde volder det mig at høre disse ord. Her ligger jeg og er ved at bukke under for menneskenes
smuds. Jeres overtrædelsers urenhed besmitter mig. Skynd dig, skynd dig, rens mit hoved og red mit hår!.«
Derpå lagde hun sig på sin vældige briks, og "den blinde" gav sig til at rede hendes
hår. Det var et besværligt arbejde fordi det var så langt, så stridt og så indfiltret.
Så langt var det, at han måtte måle det to gange med sin favn for at få længden.
Da han var færdig med rensningen, samlede han alt
smudset og kastede det bort. I samme øjeblik blev det levende alt sammen,
og der var bjørn, ræv, klapmyds, remmesæl, fjordsæl, sortside, spraglet
sæl, hvalros, narhval, og alle slags fugle. Alt det smuds, som han
klippede ud af håret på hende, blev til sådanne levende dyr, og alle fór
de ud af hendes husgang, igennem elven, op mod havet. »Den blinde« stod og
så på alle fangstdyrene, der myldrede ud, og bed særlig mærke i en lille
ung sortside, hvis hoved var hvidt på den ene side og sort på den anden
side. Den kunne han siden slet ikke glemme; for idet den fór mod
husgangen, vendte den sig om og smilede til ham. Det var den første sæl,
han skulle fange, når han efter sin hjemkomst atter roede ud i
kajak.
Efter at alle fangstdyrene således havde forladt deres herskerinde, gav »den blinde« sig til
at ordne hendes hår og sætte det op i en top, og da han var færdig med det, bød han hende
rejse sig. Nu var der ingen ende på hendes taknemmelighed, og hun talte til ham i følgende ord:
»Stor glæde har du voldt mig ved at komme, du, som besøgte mig uden at have tanker for mad alene.
Glad har du gjort mig, fordi du fra barnsben kun tænkte tunge tanker og uddannede dig til åndemaner.
Mange lange tider er svundne, siden nogen kom og rensede mig.«
Således talte hun til ham, og derpå føjede hun til:
»Når du vender tilbage til jorden, må du sige til dine bopladsfæller, at de må passe
på nøje at overholde troens forskrifter og den bod, menneskene må gøre, både ved
fødsler og dødsfald. Menneskene gør sig ikke umage for at leve livet, og deres store ligegyldighed
er skyld i, at jeg bedækkes med smuds. Menneskenes trods kommer til mig som smuds og gør mig styg
og grim. Gerne ville jeg have sluppet mine fangstdyr ud til menneskene, men jeg måtte holde dem tilbage for
at bringe dem til eftertanke.
Så længe du lever dit liv på jorden, må du ofte komme til mig og rense mig, og det samme
må du bede de senere fødte om at gøre. For det er ikke passende for menneskene udelukkende
at have tanker, der kredser om mad og spise.«
Da den store kvinde havde talt således, sagde »den blinde«: »Vil du give mig lov til at
tage et af dine hår med mig?«
Havets moder svarede: »Du må tage et af mine hår med dig-, men det hår, du medtager, skal
du binde fast i din arm.«
Så rev »den blinde« et hår ud og snoede det om sin arm og begav sig på tilbagerejsen.
Ude i husgangen traf han alt forandret; en lille elv strømmede muntert ud af huset i retning mod jorden,
bunden var ikke længere opfyldt af sten, men strålede af hvidt sand.
Så tiltrådte »den blinde« da sin hjemrejse, og han rejste og rejste og så intet som
helst til den store elv, der havde voldt ham så stort besvær, og han rejste med fart og mødte
undervejs mange sødyr og fugle, der alle smilede til ham. Snart nåede han tilbage til sit hus og afsluttede
sin åndemaning og sagde til sine bopladsfæller.
»Såfremt jeg nu har handlet på rette måde og øvet min kunst til jeres bedste, vil
det falde ind med regn, og en sydvest vil bryde løs, som vil knuse isen og åbne for fangstdyrene.«
Han tav lidt og fortsatte i følgende ord:
»Havets moder bad mig sige til jer, at det ikke var ret, udelukkende at beskæftige sine tanker med
mad og lade alle sine bestræbelser gå ud på at skaffe sig føde. Ligeså var det nødvendigt,
at I nøje overholdt alle skikke og åndemanernes forskrifter og ikke undlod både ved fødsler
og dødsfald at gøre bod for jeres urenheder, for menneskenes overtrædelser kommer til hende
som smuds og gør hende uren og styg.«
Atter tav han, og der var stilhed blandt de lyttende, da han sagde sine sidste ord:
»Isen vil nu bryde op, og vi vil få åbent vand; mange fangstdyr vil komme hertil, men ingen må
i de første tre dage fange mere end én sæl om dagen.«
Alt gik nu, som han havde sagt
og spået. Det faldt ind med mildning og regn, en sydvest brød ud og flåede
isen op og alle fangstdyrene kom med det åbne vand. Så snart vinden
stilnede af, gik alle i kajak og rettede sig nøje efter "den blindes"
forskrifter. Kun én mand fangede i sin grådighed mere end én sæl, og han
fik aldrig siden mere end én sæl selvom alle andre fik lige så mange, de
kunne bugsere hjem.
Men den første sæl, som "den blinde" fangede, var netop den lille sortside, der havde vendt
sig smilende om imod ham, da han forlod Imap Ukûa, havets moder.
 |
