|
|
|
Oplevelse |
|
|
||
| Resumé: "Havets moder" handler om Uitsatagángitsoq der rejser til havets moder. Hans boplads lider af sult fordi der ingen fangstdyr er. | Original udgave |
| Havets moder Han skal overtale hende til at slippe fangstdyrene fri. For at få hende til at gøre det, må han indgå en aftale med hende. Han skal rejse hjem og fortælle menneskene om det forkerte i den måde de lever på. Man fortæller, at Uitsatagángitsoq, "den blinde", bestemte sig til at rejse ned til havets moder. Hun hersker over alle sødyr og søfugle. Han var en stor åndemaner, og hans landsmænd havde bedt ham om at rejse derned, fordi deres boplads ikke havde fanget noget i lang tid. Den rejse han skulle afsted på, var en ånderejse og ikke en virkelig rejse. Så rejste »den blinde« til havets moder. Hans hjælpeånder fulgte med ham ad den mystiske vej. På vejen var der en stor elv. Der var lavet en bro af tre store sten. Men de var dækket af glatte alger. »Den blinde« stod længe uden at turde springe. Hans hjælpeånder kunne godt komme over, og så forsøgte han også. Det lykkedes, og han rejste videre. Langt om længe kom han til det hus hvor havets moder bor. Men indgangen var spærret af en skummende elv. Han fandt dog en måde at komme over på. Da han endelig stod foran huset, talte hans hjælpeånder til ham. "Så snart du kommer ind til havets moder, må du med det samme springe ind på livet af hende. Du skal gribe fat i hendes hår og vikle din højre arm ind i det. Ellers vil hun kaste dig ind i hjørnet af sin seng. Lykkes det hende, vil du blive kvalt derinde i mørket." Da de havde fortalt ham dette, gik de alle ind i huset. De opdagede at elven nu løb den modsatte vej og fossede ind i selve huset. De så at det var grunden til at der ingen sæler kom ud fra havets moder, så menneskene ikke kunne fange noget. Så snart "den blinde" kom ind i huset, kastede han sig ind og greb den store kvinde i håret som han havde fået at vide at han skulle. Hun prøvede at kaste ham ind på sin seng, men det kunne hun ikke. De kom op at slås. Hele tiden klappede hans hjælpeånder kvinden på ørerne og sagde: »Vær dog rolig, vær dog stille, han kommer jo kun for at rense dig, for at rede dit hår og fjerne lus og lopper.« Men havets moder hørte intet fordi hun var så vred. Efter et stykke tid blev hun træt, og da kunne hun pludselig godt høre hvad hjælpeånderne sagde til hende. Hun blev rolig og sagde: " Jeres ord gør mig glad. Jeg er nemlig ved at dø af al menneskenes snavs. Jeres synder gør mig uren. Skynd dig, skynd dig, rens mit hoved og red mit hår!." Derpå lagde hun sig på sin store seng, og "den blinde" gav sig til at rede hendes hår. Det var et svært arbejde, for håret var meget langt og filtret. Da han var færdig med at rense det, samlede han alt snavset og smed det væk. I samme øjeblik blev snavset levende. Det blev til alle de dyr de ikke havde kunnet fange. Dyrene strøg ud af huset og ud i havet. "Den blinde" stod og så på alle dyrene og lagde mærke til en lille sæl. Dens hoved var hvidt på den ene side og sort på den anden. Den smilede til ham, og han kunne ikke glemme den. Det var den første sæl, han skulle fange, når han efter sin hjemkomst igen skulle på jagt. Da alle fangstdyrene nu havde forladt deres herskerinde, gav "den blinde" sig til at ordne hendes hår. Da han var færdig med det var hun meget glad. "Du har besøgt mig uden bare at tænke på mad. Det har gjort mig meget glad. Du er åndemaner og tænker dybt over tingene. Det er lang tid siden nogen har været her for at rense mig." Sådan sagde hun til ham. Lidt efter fortsatte hun: "Når du vender hjem, skal du sige til dine venner at de skal passe på at overholde troens regler. Det gør de ikke nu. De gør sig ikke umage for at leve livet. Deres store ligegyldighed er skyld i at jeg bliver så dækket af snavs og bliver styg og grim. Jeg har holdt mine fangstdyr tilbage for at give menneskene noget at tænke over. Så længe du lever dit liv på jorden, må du ofte komme til mig og rense mig. Du skal bede en anden gøre det efter dig. For menneskene skal ikke kun tænke på at spise." Da den store kvinde havde sagt dette, sagde "den blinde": "Vil du give mig lov til at tage et af dine hår med mig?« Havets moder svarede: "Du må tage et af mine hår med dig, men det hår, du medtager, skal du binde fast i din arm." "Den blinde" rev et hår ud og snoede det om sin arm. Så begyndte han at rejse hjem. Elven uden for huset var nu stille og rolig. Han så mange dyr på vejen. De smilede alle til ham. Da han kom hjem og afsluttede sin ånderejse. Så sagde han til sine venner: "Hvis jeg har handlet rigtigt og været en god åndemaner, vil det nu begynde at regne og fangstdyrene vil komme tilbage." Han tav lidt før han fortsatte: "Havets moder bad mig sige til jer, at det ikke var rigtigt kun at tænke på mad og på at skaffe føde. I skal tænke på at overholde skikke og regler. For det er jeres synder der gør havets moder grim og styg." Han tav igen. De andre ventede stile på at han skulle tale. Til sidst sagde han: "Der vil nu komme mange fangstdyr. Men i de tre første dage må ingen fange mere end en enkelt sæl om dagen". Alt gik nu, som han havde sagt og spået. Det begyndte at regne, og alle fangstdyrene kom ind da isen smeltede. Folkene tog ud på jagt. Kun en mand fangede mere end en sæl fordi han var så grådig. Men han fangede aldrig siden mere end en sæl selvom alle andre fangede så mange de kunne fragte hjem. Men den første sæl, som "den blinde" fangede, var netop den lille sæl, der havde smilet til ham da han forlod havets moder.  |
|
