|
Hvalen og ørnen
Efter Knud Rasmussen
Der var engang to småpiger,
som legede »igdlerussaq«, idet de af småsten byggede sig brikse for at lege far og mor. Da så
den ene pludselig en stor ørn, der kom hen over dem, og hun sagde:
»Der flyver en øm! Den skal
være min mand, den skal være min mand!«
Men den anden lille pige opdagede nede på stranden hovedet af en hval, et bleget skelet, som lå der,
og idet hun så det, råbte hun:
»Der ligger en hval! Den skal være min kære lille mand, den skal være min kære lille
mand!«
Og nu skete det, at den store ørn pludselig bredte sine vinger ud, dalede ned og bortførte den lille
pige, som havde sagt, at hun ville giftes med den; og den fløj bort med hende og lagde hende på den
eneste lille hylde, der fandtes på en stor, stejl fjeldvæg.
Men hvalhovedet, som den anden lille pige havde ønsket til mand, voksede pludselig over med kød,
fik krop og blev levende, og idet det blev til en rigtig hval, snappede det den anden lille pige og svømmede
med hende ud til en ø. Og således mistede forældrene deres to småpiger.
Efter en tids forløb besluttede man sig til at forsøge at hente den lille pige, der var bortført
af hvalen, og man gjorde konebåden klar. Men det var ikke så let at overliste hvalen, for den lå
som fastvokset til øen og vogtede på pigen, idet den stadig lod sig lyske af hende; og hendes fingre
var til sidst helt fulde af mattak.
Konebåden fik nu en besætning af lutter mænd, og disse roede ud til øen på den måde,
hvorpå man plejer at nærme sig en hval, idet de padlede med løse årer, som ikke var anbragt
i bindinger, således nærmede de sig øen ganske lydløst. Så snart den lille pige
så konebåden komme, vidste hun, at de kom for at hente hende. Hun sad som sædvanlig og lyskede
sin mand og lod som ingenting, men da konebåden lagde til neden for deres hus, sagde hun:
»Jeg må lige udenfor et øjeblik for at lade mit vand.«
»Dit vand i min mund!« svarede hvalen.
»Jamen, jeg skal også mere.«
»Dit skarn i min hånd!« svarede hvalen. Men da den lille pige alligevel ville ud, bandt hvalen
en rem fast til hende, for at han hele tiden kunne fornemme, hvor hun var. Så fik pigen endelig lov til at
gå ud af huset; men så snart hun var vel ude, bandt hun linen fast til en stor sten. Og så utålmodig
var hvalen, at han ustandselig, medens hun bandt linen fast til stenen, trak i den og sagde:
»Skynd dig lidt, skynd dig lidt!«
»Vent dog lidt!« sagde den lille pige, »jeg er ikke færdig endnu.«
Og samtidig hviskede hun til den store sten, som hun bandt linen fast til:
»Så ofte han trækker i linen, må du endelig sige: »Vent dog lidt, vent dog lidt!««
Derefter løb den lille pige, alt hvad hun kunne, ned til konebåden, der straks roede ind mod land
med hende.
Næppe var de kommet af sted, før hvalen opdagede hendes flugt og satte efter konebåden, og sådan
en fart havde den på, idet den kastede sig ud i havet, at vandet føg omkring den. Båden roede
til af alle kræfter, men det var ganske, som om hvalen blot halede dem til sig ved en line. Da den var lige
ved at nå dem, råbte roerne til pigen:
»Kast
dine små kamikker ud i vandet!«
Og straks trak hun sine kamikker af og kastede dem ud i vandet. Hvalen var øjeblikkelig over dem, baskede
en stund løs på dem, så vandet skummede, men satte så atter efter de flygtende. Da den
igen var helt inde ved båden, råbte roerne til den lille pige:
»Kast din pels!«
Og straks kastede den lille pige sin pels, og hvalen standsede ved den, så konebåden atter fik et forspring.
Men straks derpå satte den igen efter båden og var snart lige ved at nå den.
»Kast dine bukser!« råbte roerne.
Og straks kastede hun sine bukser ud til hvalen, der standsede ved dem og baksede med dem, så vandet røg
omkring den; men nu nåede konebåden land, og samtidig med at folkene sprang i land, rullede skelettet
af et hvalhoved ind over stranden.
Således frelste man den lille pige fra hvalen.
Men den anden lille pige kunne ingen hente, for hun boede højt oppe under den stejle fjeldvæg. Hver
dag fløj den store ørn ud på fangst og kom hjem med bytte af alle slags dyr, og da plejede
den lille pige at samle senerne sammen, som hun flettede til en lang line.
»Hvad skal den line være til?« spurgte ørnen.
»Det skal være en fangeline til dig;« svarede hun.
Og da ørnen hørte det, blev den både stolt og glad. Men en dag, da den var ude på jagt,
bandt den lille pige senetrådslinen fast til fjeldhylden og firede sig ned; det var lige akkurat, at hun
kunne nå jorden, når hun lod sig falde det sidste lille stykke. Således flygtede hun hjem til
sine forældre.
Hen mod aften så de ørnen komme flyvende, bedækket med vildt, som den bragte op til sin rede.
Men næppe havde den opdaget, at pigen var flygtet, før den lod sin fangst falde og fløj ned
til bopladsen. Her satte den sig på taget af det hus, hvor pigen boede, og gav sig til at hakke løs
i det for at få et hul, som den kunne tage hende ud igennem. Men pigens brødre tog deres pile og buer,
gemte dem vel under deres klæder og gik ud til ørnen, og idet de nu søgte at berolige den,
talte de venligt til den og sagde:
»Kære ørn, vis dog din glæde over at se dine svogre ved at brede dine vinger ud.«
Men næppe havde ørnen bredt vingerne ud og blottet sine armhuler, før de skød deres
pile af mod disse og dræbte den.
Således kom de to små piger atter vel hjem til deres forældre; men siden, når de legede
hus og hjem, tog de sig aldrig mere nogen mand.
Efter Knud Rasmussen
 |
