Oplevelse Litterære tekster Inuit nuna - menneskenes land

Resumé: Teksten er hentet fra Knud Sønderbys bog "Grønlandsk sommer", som er udgivet på Gyldendals forlag i 1941. Bogen er en rejseskildring der består af ialt syv beretninger der følger Knud Sønderbys rejse fra han ankommer til Grønland til han rejser derfra. "Inuit nuna - menneskenes land" er den sidste beretning. Den er en slags status over hans ophold i Grønland, om det at rejse overhovedet, og om Grønland og grønlænderne i forhold til danskerne.

Knud Sønderby Inuit nuna - menneskenes land Bagefter er det jo underligt at tænke på. Har man indtrykket af at have været i et land? Dvælet i det? Ganske vist lå man engang i liggestol på dækket af et skib og så den hvide snekappe på fjeldet ved Umanak lyse gyldent i solen. Ganske vist pløjede man landskaber igennem på kryds og tværs, hvilede også i dem, lå fast på bunden med nakken gravet ned i lyngen. Dengang og mange andre gange. Og alligevel har man ikke været i et land. Man har været fremmed overfor det. Man har ikke dvælet i det land. Man er stødt sammen med det. Det er den konflikt der bliver tilbage. Det er den der bliver tilbage efter enhver rejse. Man kan blot berette om hvor fremmed man var, og man gør det ved at berette om de andre. Allerede det første indtryk med Grønland under fødderne efter fjorten dages rejse derop var som at rende panden mod en mur. Et kølleslag i hovedet og derpå den store stilhed. Man forvandt aldrig siden det slag. Eftervirkninger af det sidder stadig som en lidt omtåget fornemmelse og skaber forvirring. Nogle begreber man selv på forhånd havde placeret fast i bevidstheden, raslede ud som skruer og er aldrig siden hørt op med at rasle rundt og minde om deres egen fallit. Der havde man læst alverdens litteratur om Grønland, pakket sig med forhåndskundskaber ikke alene hjemme, men også på skibet. Efter fjorten dages sammenstuvet selskabelighed, med måltider i hastig rækkefølge, kortenes bladfald over bridgebordene, endeløse diskussioner, et jag af lediggang, dukkede landet endelig op, og nu skulle denne trædemølle være forbi, nu skulle oplevelserne begynde. Der lå det, landet i virkeligheden. Hvis ens øjne ikke bedrog én, lå der der nogle småøer, klippeskær, små stumper virkelighed som sanddru grønne bølger vaskede op omkring, Grønland, inuit nuna, Menneskenes Land, og længere borte stejle klippesider med fødderne i brændingens hvide skum. Nu skulle oplevelserne begynde! Med rejsens fart i kroppen indstillede man sig på endnu større fart. Med en kammerat gik jeg sporenstregs ind over land og op i fjeldene. Vi klatrede og gik, og fjorde og søer og dalstrøg faldt og bredte sig som en magisk kortlægning under os. Stadig opad. Hvert skridt trykkede som ved trolddom nye landskaber og perspektiver frem. Vådt og øde var det, en regntruende eftermiddag og ikke et menneske at se, ikke et dyr på jorden og ikke en fugl under himlen, blot bjerge, der sank under os, og tomheden af luft over os, mens vi marcherede til himmels. Vi gik lukt op i luften, vi svømmede i den, jorden sejlede bort i rummet under os. Og så begyndte det at regne, og vi satte os hen i læ mellem nogle klippeblokke. Og da var det, kølleslaget faldt. Stilheden. Stilstanden. Vi havde skibets fart og rejsens begivenheder stående som en uro i kroppen endnu, og afgrænsningen og tidløsheden på denne plet virkede som et chok. Netop denne plet her! Denne stump lyngtæppe og denne lille tue med revlinger. Det bredte sig magisk i vores bevidsthed, voksede til kolossal betydning, druknede os i undren. Ti kvadratmeter af den store jordklode, så tilfældige som vel muligt og dog så evigt nok i sig selv som var de hele kloden. I al den tid vi havde rejst, havde tuen med revlinger stået her, og sommetider havde den dukket sig lidt i blæsten og lidt saft var krøbet op igennem den og andet var ikke sket. Men det var jo også nok. For fem år siden skete det og det, og for ti år siden det, sindsbevægelser og tilfældige hændelser, ransag dit liv, tænk på hvad som helst, samtidig stod tuen her og gav sig i blæsten på samme måde som nu. Alle bøger på hylderne. Alle bogskabe lukket. Her blev den store sandhed, hverdagen fra hvorsomhelst rakt imod os. Mens regnen lukkede af for udsigten, klamrede vi os til denne plet. Fart og begivenheder og tusinde skiftende indtryk fra rejsen og tidligere gik imod os som en brænding, sugede bort omkring os som tidevand mod en bropille, og da vi havde siddet tilstrækkelig længe, dukkede to små fugle op og flagrede hjemmevant rundt over netop de kvadratmeter. Under dette sammenstød af tidsfomemmelser var det som jeg anede den fjerde dimension. I en åndelig gennemtræk blæstes al boglærdom og forhåndsviden af mig. Jeg sad på den nøgne bund af min egen viden. Måske var det det eneste sted på Grønland hvor jeg virkelig var. Altid siden har jeg måttet se Grønland fra denne plet med naturens uforanderlighed, tusindårige ro og hverdagslighed som baggrund. Og iøvrigt virker den tanke også stærkt og mærkeligt på mig, at ligegyldigt hvad der sker ude omkring i Verden, vil den plet stadig være der, man vil kunne finde den igen hvis man søgte, og hvis man sad der lidt, ville en lille fugl komme flagrende hjemmevant hen over lyngen og revlingerne. Også befolkningen mindes man i et underligt sammenstød af uensartede tids- og kulturfornemmelser. Grønlænderne som på et par hundrede år har skullet tilbagelægge den årtusindlange vej fra stenalder til moderne maskintid. De vilde hedninger, der pludselig fik overrakt kristendommens og civilisationens nådegave? Der findes et maleri af Hans Egede, hvor man ser ham knæle i taknemmelig bøn lige efter at han har sat foden på Grønlands kyst. Eller de højt udviklede kommunistiske samfund, de hjertevarme, menneskelige fællesskaber i polarkulden, der pludselig blev overfaldet af Europas havesyge og fraser? Betegnende er det at Hans Egede havde et antal tugthusfanger og spindehuskvinder med sig til hjælp til at kolonisere og kultivere eskimoerne! Med al respekt for Hans Egedes mod og uegennytte kan man le højt ved tanken om den kendsgerning. Eskimoerne fik ved den lejlighed lært hvad umoral er. Hans Egede indprentede dem det omhyggeligt, og de løsslupne tugthusfanger har nok også lært dem et og andet. Den kongelige danske præst prædikede kristendommens idealistiske bud, og samtidig blev han stadig halet i frakkeskøderne hjemmefra af den kongelige danske regering. Det betaler sig ikke! Man truede med at nedlægge missionen, hvis den ikke snart kom til at betale sig økonomisk. En del forvirring må være opstået hos grønlændeme. Man kan se det for sig. Der er#visse ting, der er gået over hovedet på dem dengang. Og man synes stadig at man kan skimte lidt af den forvirring, i behersket og høflig form, som en tavshed i givne øjeblikke, som er den inderste kerne i deres vennesæle væsen alligevel et spørgsmål, et spørgsmål hvis ubesvarlighed blot er blevet en tilvænning gennem generationer. Man kan gå op på høje fjelde og få overblik over de grønlandske landskaber. Der er ikke noget fjeld man kan gå op på og få overblik over befolkningen. Det der ellers kan være medvirkende til bedømmelsen af et folk - dets udvikling og resultater - er på grund af den manglende ansvarlighed for udviklingen og resultaterne ikke noget fast holdepunkt her. Trods grønlandske tidsskrifter, trods kommuneråd og åndeligt liv, bevæger det grønlandske folk, set med andres øjne, sig på en mærkelig måde under sin egen overflade. Blandingsracen langs kanten af indlandsisen er vanskelig at overskue. Samspillet af så mange faktorer som raceblanding, ændring af levevilkårene, kulturrevolution o. s. v. har gjort de enkelte menneskeresultater til sammenraflet hasard. Kastene ligger i øst og vest. Forskellighederne falder stærkere i øjnene end andre steder. Man har set personer med en højt udviklet kultur og kundskabsrigdom forenet med en karakter af ædel primitivitet, som var alt det gode tilegnet fra begge sider og intet af det dårlige. Og man har set åndeligt mørke og primitiv fattig levevis parret med fræk gadedrengemoral, mistro og forløjethed, som var kun det dårligste af to racer og to kulturer blevet tilbage. Man mindes grønlændere i flokkevis og bådevis til begejstret velkomst, når styrelsens hvalfangerskib kom ind med hval på slæb, eller når "Disko", som en anden af årets store begivenheder, var kommet til kolonien, grinende opadvendte ansigter, åbent hul helt ned i maven af lutter vennesælhed, og man mindes et andet syn ved sådan en lejlighed, en grønlænder i kajak og helskindspels, våd og skinnende af sprøjt og søer fra Davisstrædet, roende sin vej hjem med en nyskudt sæl, et syn fra oldtiden der strøg frem mellem alle de kulørte pramme, og han drejede ikke hovedet efter det nyankomne skib, og netop det at han ikke engang værdigede så meget som et blik til styrelsens skib, har bidt sig fast i hukommelsen med alle dets fortolkningsmuligheder. Og inde ved land gik han ud af kajakken og løftede den op på armen og bar den bort og hentede også sælen, men stadig uden et blik, stadig mest med ryggen til. Et genfærd? Han trodsede virkeligheden ud i to alternativer. Enten var han ikke til, eller også var vi det ikke. Man mindes en, der gik en dagsmarch med én, blot som en venlighed, bagtankeløst, frit og ligemandigt, og man syntes ikke man kunne give ham penge bagefter, men gav ham en gave, og hvad sker der? Man fik selv overrakt en gave til gengæld, og turen med den grønlænder er derved blevet stående i det uforglemmeliges plan. Så dejligt kan det være at få en gave! Tillid til menneskene! Håndtryk tværs over oceanerne! Et nyt og bedre folkenes forbund! Og man mindes en anden, der nok skulle være vejviser for så og så meget. Fyr og flamme! Mægtig energi! Start til erobring af de og de fjerne fjelde! Men terrænet egnede sig ikke til denne lynkrig. En halv time efter hinkede han og måtte hvile, opfordrede ivrigt til at vi skulle gå hjem og spise maden nu, tage en lille lur og så gå hjem. Ok, det var meget, langt borte, de fjelde! Uoverskueligt! Og han havde nok forstuvet foden. Stort teater. Kunne man ikke tænke sig at bytte gevær med ham? Nå ikke. Men kunne man ikke tænke sig at forære ham sine bukser, da? Man så unge mænd, der havde været i Danmark, og nogen var blot stadig grønlandske fangere, men med et tillæg af dansk vestkystfisker både i væsen og teknisk forståelse, så de ramte lige i centrum af, hvad det moderne Grønland behøver af fangstmænd. Men et par var blevet uhelbredelige komedianter. Al civilisationens udstyr udvendig og indenfor blot en abekat, præcis så meget personlighed at den kunne manøvrere fornemt og ustandseligt med stok, hat og handsker. Og med alt dette er dog ikke sagt, at selv de dårligste af grønlænderne ikke er bedre end mange af de civilisatorer, de er kommet i forbindelse med. Det fortælles at da Cook efter sin "nordpolsfærd" kom tilbage til mennesker, affærdigede han de to eskimoer, der havde forladt kone og børn for at tjene ham i over et år, med en pakke tandstikker hver. Og det nyttede dem ikke at gøre vrøvl. Forskellighederne mellem den kulturelle udviklings menneskeresultater falder blot stærkt i øjnene i Grønland. Materialet bag udviklingen kan man dog ane. Det klirrer af blik fra konservesdåser, og det ruller tungt af tønder over lagerbygningernes gulve i det moderne Grønland. Men fra de små drenges frejdige ansigter og gjaldende råb taler endnu den kampånd, som skulle til for at løfte lænseren mod hvalrossen, når den i et bulder gik ovenud af vandet til angreb mod den pergamenttynde kajak, og bag de gamle menneskers sammenrynkede træk anes den genfundne visdom fra generationers selvhjulpne liv i polarlandet. De små børn og de helt gamle mennesker synker ligesom tilbage i oprindeligheden. De er ikke kørt ind i udviklingen endnu eller de er vendt tilbage fra dens kurve. De har noget af fosterets og oldingens præhistoriske tidløshed over sig. De er som de daggamle lyngblomster i fjeldene eller de tusindårige fjelde selv, og som i en omvendt kikkert kan man med dem for øje ane et Grønland hinsides al tid.