Oplevelse Litterære tekster Mytologisk rejse...

Resumé: Udgivet på Brøndums Forlag, 1985 I juli måned 1984 deltog forfatteren Vagn Lundbye i en mindeekspedition for grønlænderen Jørgen Brønlund der omkom sammen med Mylius-Erichsen og Høeg Hagen på Danmarks ekspeditionen i 1907. Man har aldrig fundet Mylius-Erichsen og Høeg Hagen, men man fandt Jørgen Brønlund, og mindeekspeditionen gik til hans grav. De følgende uddrag er hentet fra den dagbog Vagn Lundbye førte på rejsen. Det første tekststykke indleder dagbogen.

Vagn Lundbye Mytologisk rejse i et grønlandsk landskab Lørdag den 7. juli 1984 Solen skinner, og ude på havisen traver en hunbjørn af sted med sin store unge. Intet andet end vågerne og evigheden bestemmer de to dyrs bevægelser hen over den blændende is i det stærke sollys. Moderbjørnen vejrer mod vinden, mens hun går uden om en plet åben vand og finder en rende, som hun kan sætte over i et spring, der et øjeblik efter gentages af ungen. Eller de kaster sig ud i det blå vand og kravler siden op på isen igen og fortsætter vandringen mod øerne 25 kilometer øst for Lambert Land. "Out of this Nettle, Danger/ we pluck this Flower, Safety", skrev William Shakespeare i sit drama "Henry VI", og jeg skriver efter ham, fordi jeg allerede har skrevet, at hunbjørnen og dens store unge går ude mellem vågerne på havisen øst for Lambert Land. Og fordi jeg har skrevet, at de går i retning af de fjerne øer, som uden for denne skrift i denne dagbog nu findes lige så lidt som den hunbjørn og den store unge, der langsomt fjerner sig ude på den hvide havis, ikke er den samme hunbjørn og unge, som i dette øjeblik er på vej over isen i det, jeg skriver. I virkeligheden går de to bjørne ude i sollyset på havisen. Indtil jeg her skrev, at de to isbjørne gik hen over havisen i solskinnet, gik de ude på havisen i solskinnet. Jeg skrev det, mens jeg stadig kunne se de to dyr ude mellem vågerne. I det, jeg skrev, står der nu med blyantsskrift, at der går en hunbjørn med sin unge ude på havisen, men når jeg ser op fra min hånd, som har flyttet de to bjørne fra havisen og ind på den blanke, hvide side, opdager jeg ikke desto mindre, at det, som fik mig til at skrive det, jeg skrev, stadig findes. Selvom jeg har ført bjørnen og dens unge over i min bog, går de fortsat ude på den blændende havis. I en ophøjet virkelighed, hvor solen ikke er en sol, og isen ikke er is, sætter hunbjørnen, som ikke er en hunbjørn, over en isrende, der ikke er en isrende. Ungen, som ikke er en unge, følger efter og får kun fat med forpoterne i iskanten, hvorefter den haler sig ud af vandet og op på isflagen, idet alt, hvad der sker derude, intet som helst har at gøre med det, der nu står skrevet i min dagbog. Imellem ordet "dagbog" og ordet "Imellem" er der gået lige så lang tid, som det tog de to bjørne efter ungens dukkert at forsvinde i det fjerne. Intet i mit liv er mere virkeligt end de to bjørne, som er blevet mindre og mindre ude på den hvide havis. Da jeg ikke kunne se dem mere med det blotte øje, fandt jeg dem ude i intetheden med kikkerten. Selvom jeg ikke kunne se dem, kunne jeg se dem. Nu hvor jeg heller ikke kan se dem i kikkerten, går de stadig tæt sammen et sted ude på det tilfrosne hav, som solen stadig skinner ned på. Jeg så dem gå derude, men alligevel gjorde jeg det ikke. Først da jeg ikke kunne se dem, så jeg dem. Som i kikkerten ser jeg dem i dette øjeblik vandre hen over disse sider, hvor de nu altid vil vandre og således fortælle om menneskets egentlige storhed. "Out of this Nettle, Danger/ we pluck this Flower, Safety". Jeg sidder foran Jørgen Brønlunds Grav på det østligste næs af Lambert Land i det nordøstlige Grønland og stirrer ud over havisen, hvor jeg ikke længere kan se en hunbjørn og dens unge vandre ud og ind mellem vågerne. Idet jeg ved, at intet findes, hverken Brønlunds Grav, Lambert Land, Nordøstgrønland, bjørnene, havisen eller mine elleve kammerater på Brønlunds Mindeekspedition, som ti minutter over midnat blev landsat her med en helikopter, der heller ikke findes, idet jeg ved alt dette, kommer de to bjørne ud under min hånd og begynder at trave ind og ud mellem vågerne på havisen. Solen skinner på min hånd og således også de to bjørne, som findes med mig. Fordi vi findes, bjørnene og jeg, båden under solen og min hånd, findes landet omkring os også, ligeså mine kammerater og den grønlandske kateket og slædekusk, Jørgen Brønlund, som kom hertil en af de sidste dage i november 1907 for at dø. For første gang ser jeg ham i virkeligheden komme ud af mørket med de kludeomvundne fødder. Sådan som jeg så Bob Dylan under hans koncert for få dage siden i den københavnske idrætspark, i det regnen strømmede ned, mens han sang, at vi bliver digtet ind i virkeligheden med kærligheden, sådan ser jeg med de to bjørne og min hånd for første gang Jørgen Brønlund. Sammen med ekspeditionslægen, Erik Christian Jansen, har jeg siddet med Jørgen Brønlunds jordiske rester i hænderne. Tænderne i kraniet er fejlfrie, håret stadig sort, panden højt hvælvet, og på jorden foran os ligger hans knogler ordnet som et skelet, men i virkeligheden findes han kun med de to bjørne, som i evigheden er på vej ud mod de fjerne øer, som dukker op af disen. Out of this Nettle, Danger/ we pluck this Flower, Safety. Tirsdag den 10. juli 1984 På det sted op ad klippevæggen, hvor Jørgen Brønlund ca. 40-50 meter fra depotet byggede sin lille bivuak og lagde sig til at dø værdigt, har jeg fundet adskillige afbrændte tændstikker og tomme pemmicandåser, der tyder på, at han længe har ligget her i live. At døden ikke har ladet ventet på sig i ugevis, fremgår på den anden side af den petroleum, han ikke nåede at bruge. Da premierløjtnant J. P. Koch og grønlænderen Tobias Gabrielsen fandt liget af Brønlund den 19. marts 1908, var hans fødder indsvøbt i klude. Synet får Tobias Gabrielsen til at briste i gråd, og det fortæller umiskendeligt, at grønlænderen døde af den koldbrand, der er en følge af de forfrysninger, som Brønlund omtaler i sit sidste notat i sin dagbog. I samme dødsbrev skriver Brønlund, at Høeg Hagen døde den 15. november og Mylius-Erichsen ca. 10 dage senere. Han nævner ikke, hvad de to døde af. Antagelig døde også de af koldbrand. En stor del af mit liv har jeg været optaget af, hvor Mylius-Erichsen og Høeg Hagen døde, og hvilken vej hjemover de valgte, da de forlod Ulvebakkerne den 12. september 1907. Hvad var årsagen til, at Brønlund kun tog kladder med sig fra ligene af de to andre, og hvorfor i alverden havde han ikke sovepose med ud på østnæsset af Lambert Land? Nu hvor jeg sidder her ved Brønlunds dødsleje, hvor de afbrændte tændstikker er mere end tændstikker, har noget uendeligt stort imidlertid lagt sig mellem spørgsmålene og mig. Jeg ved ikke andet end, at det er det mystiske landskab, som er kommet imellem. Jo, jeg vil stadig gerne finde de forsvundne lig og en varde med deres dagbøger, arbejdsjournaler og rigtige kort, men jeg skal næsten tvinge ønsket igennem den overvældende natur, som omgiver mig fra alle sider. Jeg ved nu, at det at have været her ikke stiller de samme spørgsmål, som når man ikke har været her. Alt her er myte, fordi alt her er større end mennesket. Og således forstår jeg også, kære Ejnar Mikkelsen, at hvad der er rigtigt eller sandfærdigt her, ingenlunde behøver at være det hjemme i Danmark. Torsdag den 12. juli 1984 Klokken syv i morges gennemsøgte jeg i smukt vejr den del af fjorden, som Kitdlak ikke nåede i nat. Det land, vi er kommet til, giver ikke gerne sine hemmeligheder fra sig. Jeg sandede dette, da jeg efter at have været nogle kilometer oppe i dalen nord for fjorden, begav mig tilbage til den sovende Kitdlak i teltet. Selv om jeg til sidst stod et sted på skråningen, hvor udsigten til Zachariae Isstrøm og fjordisen var den samme som i går, kunne jeg ingen steder få øje på teltet. Til sidst måtte jeg tro, at nogen spillede mig et puds. Lejren var væk, men alligevel stod jeg et sted, som var det eneste, hvorfra landskabet så ud, som det havde gjort i går. Det viste sig da, at jeg stod 25-30 meter neden under det plateau, som teltet var slået op på, men som var næsten umuligt at se nedefra. .......... En tid endnu stod vi alle seks og varmede os ved hinanden, i det vi fortalte vittigheder eller små anekdoter, som der overhovedet ikke var anden grund til at fortælle end den, at mennesket er mest menneske, når det giver sig hen i humoren eller kærligheden. Ingen steder trives humoren og kærligheden bedre end under en åben himmel, hvor der er langt til alle horisonter. I humoren og i kærligheden (som i døden) overskrider mennesket de grænser, som skiller det fra naturen - og sært nok også alt det, som kan komme mellem mennesker. Mennesker, der er kærlige og humoristiske, ved mere om naturen end selv de mest inkarnerede naturelskere. Derfor synes jeg at også, at en digter som Dan Turèll, der aldrig gør noget ud af sig selv med hensyn til naturen, ved noget væsentligt om naturen, når han f.eks; kan sige, at han altid brændende har ønsket at forstå den, hvorfor han ofte i timevis har gået rundt om et træ for at finde den sprække, hvor han skal putte kronen ind, så at naturen rigtig kan gå i gang og han få en rigtig naturoplevelse. Lørdag den 14. juli 1984 Her er ingen forskel på morgen og aften, middag og midnat. Solen står i samme højde hele døgnet, men når solretningen og uret viser, at det er "nat", sidder alle sommerfuglene og bierne stille under blomsternes blade. Det smukkeste tidspunkt heroppe indtræder hver morgen, når de får vinger og flyver ud i "morgenen". Her er langt til Langeland, men alligevel er der en langelandsk morgen, hvor jeg ligger i et lille telt langt ude på engen. Solen er kommet op. Det bliver en varm dag, men endnu er der i lyset udenfor en kølig skarphed, som kommer af den lyse nat og dens hedenske drømme. Flere steder er der en svag em af noget, som engang har fundet sted, et drab, et lykkeligt møde, en fødsel, og når jeg bliver stående der længe nok, mærker jeg, hvorledes jeg bliver taget med. Ånder er blevet tilbage her. Det er deres svage lys, som har fundet vej ind i mig og nu fylder mig med en kriblende styrke, men også en viden om at besidde uhyre kræfter. Mandag den 16. juli 1984 Da vi havde kastet rygsækkene på nakken, drog vi ud på fjordisen for at komme over på østbredden. Det blev ikke nogen let overfart. Vågerne var vokset i løbet af de sidste tre-fire dage, og utallige gange måtte vi vende om og forsøge at finde en anden vej gennem labyrinten. Springene blev vildere og vildere, og selvom jeg ikke er i tvivl om, at jeg uden rygsæk kan springe længere og løbe hurtigere end min grønlandske ven, var det bestandig mig, som faldt i vandet eller ramlede omkuld på en isflage efter et hop. Rygsækken volder tydeligvis Kitdlak meget færre problemer. Efterhånden lærte jeg, at det gjaldt om - når jeg igen var kommet på benene efter et spring - ikke at føle lettelse over, at det var gået godt. I så fald var jeg tilstrækkeligt "sat op" til det næste spring. Jeg skulle hele tiden være koncentreret. Og jeg skulle hele tiden føle et overmål af kræfter i krop og hoved. .......... Kitdlak taler næsten aldrig om ideen med den ekspedition, vi deltager i. I alt væsentligt tror jeg, at hvad angår Mylius-Erichsen, Høeg Hagen og Jørgen Brønlund, er han af den opfattelse at vi skal lade de døde begrave de døde. Så meget mere er han optaget af naturen og landskabet, vi skridter igennem. En ting interesserer ham meget, og det er min tobak. Han er glad for tobak, men medbragte ikke desto mindre ingen tobak på turen. Jeg har kun taget to pakker tobak hjemmefra, idet jeg kun ryger en pibe om dagen. Denne pibe ryger vi nu sammen, når vi har spist til aften, og at dette øjeblik absolut er et højdepunkt, lægger han ikke skjul på. Han kan næsten ikke vente til det bliver hans tur, og så snart piben er røget ud, forsøger han med alle mulige krumspring at få asken til at gløde lidt endnu. Hvorefter der næsten lige så sikkert som et ganske bestemt ord i folkekirken kommer det øjeblik, hvor han sødt siger:"Skal vi ikke tage en lille tobak til?". Min replik hertil er følgende: "Nej, vi skal spare. Ellers har vi ikke tobak nok til resten af turen." Derpå sker der altid det samme. Kitdlak springer rasende ud af teltet, idet han råber, så det kan høres ud over hele Lambert Land: "Spare, spare! Vi skal altid spare. I morgen kan der komme en isbjørn!". Onsdag den 25. juli 1984 Under en middag hos forfatteren Else Moltke, som havde inviteret hele Brønlund-ekspeditionen ud til sig, lovede jeg med en kongelig gestus, der tydeligvis forbløffede alle de øvrige ekspeditionsdeltagere rundt om bordet, at vi oppe i Nordøstgrønland ville opkalde et bjerg efter hende. Niels Preben-Andersen fortalte i dag, at han sammen med Torben Svejstrup og Niels Holger Schøler havde rejst en varde på det vestligste fjeld af Lambert Land og kaldt fjeldet for "Else Moltke". De tre mænds vardeberetning havde følgende ordlyd: "På denne vestligte fjordtop på Lambert Land har undertegnede medlemmer af Jørgen Brønlund Mindeekspedition 1984 opført denne varde til ære for de kvinder, hvis mænd ydede en mindeværdig indsats ved udforskningen af Grønland. Det er vort håb, at dette fjeld, hvorpå varden er bygget, må blive navngivet "Else Moltke", idet Else Moltke, som maleren og grønlandsfareren Harald Moltkes hustru, er et fremragende eksempel på de kvinder, vi på denne måde har villet hædre. N. S. Preben-Andersen, N. H. Schøler, T. Svejstrup." Kort før vi brød teltene ned ved midnatstid, gik jeg ind i landet langs elven. En snehare hoppede rundt i en lille plet bevoksning, hvor kæruld stod og sitrede. Tilsyneladende havde den ikke set mig og kom hele tiden nærmere og nærmere det sted, jeg stod. Da den til sidst ikke var mere end 4-5 meter væk, trak jeg stille og roligt min pistol frem og afsikrede den uden et eneste øjeblik at slippe den af syne. Alt, hvad den kom forbi, blev nøje undersøgt. Om det så var mine støvlesnuder. Langsomt kom den uden om mig og fortsatte derpå sin næsegrus søgen bag mig. Som om mit møde med den ikke betød noget som helst. Sneharen fulgte mig tilbage til teltlejren, hvor den villigt lod sig fotografere af de andre.Vejret er gråt og køligt. Lørdag den 28. juli 1984 Kun ved ikke at kunne forstå en sammenhæng, er den der, og du forstår den. Det forholder sig sådan, at i samme øjeblik du fortæller dig selv eller andre, hvorledes det ene hænger sammen med det andet, forstår du ikke længere noget, og der er ikke længere nogen forbindelse.