Oplevelse Litterære tekster Nye venner

Resumé: Af "Slæderejserne bind 3", Gyldendal 1979 Teksten er et uddrag af Knud Rasmussens ekspeditionsberetninger fra en af de mange slæderejser han var på i årene 1902-1923. Knud Rasmussen, der selv var halvt grønlandsk, indsamlede mange grønlandske myter og sagn på disse rejser, og mødet med eskimoerne var en af vigtigste ting for ham ved det at rejse. Teksten fortæller om et sådant møde.

Knud Rasmussen Nye venner (...) I jævn fart gik det ud over Haviland Bay time efter time. Freuchens sønderkørte slæde havde atter måttet forstærkes; men da de var to om den, havde jeg ikke ventet, og de sakkede hurtigt bagud. Vi skulle langt frem i dag, og det er jo den første slæde, der bestemmer dagsrejsens længde. Med siden vendt mod brisen stirrede jeg over det åbne hav ude i horisonten, hvor frosttågerne langsomt var ved at blive til røde flammer, der fortonede sig i tynde, lette skyer som røgen fra en brand. Så satte jeg mig på mine vanter og dækkede ansigtet med hænderne, så at det blev tøet op, og således sad jeg en stund, indtil velværet atter var over mig. En pibe tobak hjalp med - eskimoerne påstår jo, at den varme røg tør læberne op, og det kunne nok behøves i dag. Således nød jeg den søde brøde, som altid ligger i uopmærksomhed, da det pludselig giver et sæt i hundene, der får mig til at fare op. Der kunne absolut ikke være nogen tvivl om, hvad det var, vi havde hørt - et skud havde brudt stilheden omkring os! Jeg så mig straks tilbage efter kammeraterne, i den tro, at de ville have mig til at vente, fordi deres slæde voldte kvaler, og fik hurtigt øje på dem, to små prikker langt bagude, men begge i god fart; det kunne altså ikke være dem, der havde skudt. Så ser jeg fremover, og ganske som det nervøse menneske, der under brutale sindsbevægelser pludselig kan blive rolig, blev jeg uanfægtet siddende, uden at foretage mig noget af alt det uovervejede, som jeg havde ventet at falde for, når jeg stod over for mit første møde med canadiske eskimoer. En tre-fire km forude fik jeg øje på en sort linie, der strakte sig hen over isen midt ude i fjorden. Jeg standsede øjeblikkelig, for det kunne ikke være et snebart skær. Kikkerten frem! Og nu begyndte jeg at skelne - en hel række slæder med mange hunde, der havde gjort holdt og nu iagttog den enlige slæde, som kom kørende sønden for deres egen kurs. En mand havde skilt sig ud af slædeholdet og kom løbende hen over isen vinkelret på min retningslinie. Jeg skulle altså stoppes, selv om jeg ikke ville gøre det frivilligt. Nu og da affyredes et skud fra menneskeklyngen ved slæderne. Jeg vidste, at jeg stod foran et af de store øjeblikke på ekspeditionen. Det var disse mennesker, min rejse gjaldt, og hvad enten skuddene eller manden, der med en harpun i hånden kom løbende for at standse mig, betød venskab eller fjendskab, så var min utålmodighed større end de løfter, vi kammerater havde givet hinanden om at vente og opleve mødet sammen. Uden at betænke mig et øjeblik sprang jeg op på slæden og gav hundene fartsignal, idet jeg viste dem manden, der kom løbende hen over isen. De opfattede ham øjeblikkelig som flygtende vildt og sprang af sted med en fart, som svarede til mit bankende hjerte. Da de endelig nåede ham, blev de helt vilde. Alt ved ham var fremmed for dem, hans lugt og hans klædedragt; og,- hans mærkelige dans for at undgå deres tolv åbne gab skulle just ikke berolige dem. "Stå stille!" råbte jeg, og i det samme slyngede jeg mig i et stort kast fra slæden ud mellem hundene og omfavnede ham. Hundene standsede øjeblikkelig, og da de så dette udslag af venskab, luskede de slukørede om bag slæden, hvor de lagde sig i en klynge. Men som et lyn var det gået gennem min hjerne, at manden havde forstået hvert ord, jeg havde råbt til ham. Nu da jeg fik tid til at tage ham nærmere i øjesyn, så jeg foran mig en stor, velbygget mand, med ansigtet og det lange hår dækket af rim og med store, hvide tænder skinnende i munden - leende, forpustet, snappende efter vejret oven på sindsbevægelsen. Så hovedkulds blev mit første møde med de nye mennesker. Så snart mine kammerater var nået nærmere ind på os, fortsatte jeg min kørsel hen mod menneskeklyngen, der opmærksomt havde iagttaget omfavnelsen. Manden hed Papik, styrefjeren, og havde boplads i oplandet ved Lyon Inlet. Meget mere fik jeg ikke at vide, for belært af erfaringen ønskede jeg at standse hundene, før vi var alt for nær ved de fremmede. Nu kom alle mændene hen imod os; kun kvinder og børn blev liggende ved siden af slæderne, mageligt henslængt i sneen, ganske som om de befandt sig på en græsplæne en sommerdag. I hurtige glimt så jeg, at flere af kvinderne sad med halvnøgne spædbørn i skødet og gav dem bryst. Solen faldt hen over deres brune, smilende ansigter, og jeg kunne pludselig ikke forstå, at det var det samme vejr, der for en halv time siden havde tvunget mig til at kærtegne min egen næse. Dette var altså Akilinermiut, menneskene på den anden side det store hav, som jeg havde lært om, lige siden jeg som halvvoksen dreng var begyndt at interessere mig for de eskimoiske sagn. Jeg kunne ikke have truffet dem under mere maleriske former - en hel karavane her midt ude på isen, mænd, kvinder og børn, klædt i fantastiske dragter, der var levende illustrationer til de grønlandske fortællingers berømte indlandsboer. Hver en trevl på dem var af renskind, fine korthårede skind, der var nedlagt under de første efterårsjagter. Kvinderne havde store pelshætter og viftende skøder, der faldt ned over benklæderne både fortil og bagtil. Mændenes morsomme pelse var som skabt til løb, korte fortil og med en lang hale bagtil. Og alt dette var så forskelligt fra de moder, jeg hidtil havde oplevet, at jeg med ét slag følte mig borte i en helt anden tid - en sagntid, fuld af minder, og alligevel en nytid, fuld af løfter om mennesker og forhold, der var helt fremmede for mig. Midt i dette væld af indtryk var der dog en ting, som øjeblikkelig gjorde os gammelkendte og knyttede os til hinanden - det var sproget. Vel havde jeg altid vidst, at det var det samme sprog, men aldrig havde jeg tænkt mig, at forskellen var så lille, at vi straks kunne meddele os til hinanden. De antog os da også for fjerne stammefrænder oppe fra Baffinsland. Skønt de netop var startet med al deres oppakning og var på vej til efterårspladserne i indlandet omkring Lyon Iniet, var de dog ligesom alle andre eskimoer i den grad øjeblikkets mennesker, at al tanke om rejse foreløbig blev opgivet, og vort opbrud nu gjaldt derfor kun nogle store snedriver i nærheden, hvor vi kunne rejse en snehyttelandsby for at fejre det første møde. Man har den samme fornemmelse, når man møder et ukendt folk, som når man går gennem nyt land; man venter uafbrudt, at der skal ske noget, som bærer ud over det sædvanlige.# (...) Under måltidet fik jeg en mængde værdifulde oplysninger om egnens beboelse. Det viste sig, at vi havde bopladser i næsten alle retninger fra vort hovedkvarter, og skønt de ikke var overvældende i tal, var sammensætningen så meget mere interessant. (...) Ellers blev samtalen holdt almindelig, forsøgende og undersøgende, som mellem folk, der ikke kender hinanden. Men takket være den lykke, det gjorde, at vi kunne tale vore værters sprog, og den tillid der fulgte hermed, kunne vi endog strejfe religiøse spørgsmål i et sådant omfang, at jeg meget hurtigt blev klar over, at disse mennesker til trods for deres te, deres mel og deres begyndende emaljevare-kultur endnu var fuldstændig oprindelige i deres tankegang, og i al livsbetragtning bundet til forfædrenes religion. (...) Jeg føler, at der ligger oplevelser omkring mig, og vil gerne straks dykke ned i alt dette stof, og for selv at gøre begyndelsen fortæller jeg et par gamle sagn. Det viser sig, at de alle kender dem, og det vækker sådan en forbavselse, at en fremmed mand, der lige er kommet til deres boplads, straks kan fortælle nogle af de eventyr, de alene tror at kende, at huset pludselig bliver fuld af mennesker.