Den Digitale SlædeRejse

En forårsdag stod han nede ved strandkanten og lavede sig en kajak, og den dag fik en af hans bopladsfæller en stor hanbjørn. Den blev flået med snude og kløer, og skindet lagt op i en konebåd. En gammel mand ved bopladsen gik nu ud og trak i bjørnens ham og sneg sig hen til Qâterfârssuk, der endnu stod og arbejdede på sin kajak. Qâterfârssuk hører pusten af en vældig ånde, og da han vender sig om, ser han en stor bjørn komme hen imod sig og flygter skrækslagen op til huset-, men i det samme hører han latter bag sig, og da han vender sig om, opdager han, at det er den gamle mand, der holder ham for nar.

Qâterfârssuk glemte ikke denne spas, og da han ikke havde andet at bestille, begyndte han at uddanne sig til åndemaner. Da han omsider havde fuldendt sin uddannelse, var han sikker på, at ingen oftere skulle være i stand til at drive gæk med ham, og så var tiden inde, hvor han kunne hævne sig.

En dag gik han så på vandring østover langs kysten til et sted, hvor der var åbent vand. Han så sig godt omkring, og da der ikke var noget menneske i nærheden, gav han sig til at trylle en tejst ind til sig, en tejst, der svømmede rundt på vandet, idet den ofte dukkede under. Den kom helt op til ham, og han tog den og flåede skindet af den, uden at dræbe den, satte den levende tejst ved siden af sig og søgte nu ved hjælp af en tryllesang at krybe ind i tejsteskindet.

Dette lykkedes ham, og han svømmede ud, idet han snart dukkede ned og snart svømmede omkring, og da han syntes, det kunne være nok, vendte han atter tilbage til strandkanten, gav tejsten dens skind på igen og gik hjem. Det, han her havde gjort, holdt han omhyggeligt skjult for andre.

Det blev efterår, og han havde endnu ikke hævnet sig på den gamle mand, og så gik han atter en tur østover. Han gik ned til strandkanten og fik øje på en stor hvalros, der lå og flød i vandskorpen, og straks istemte han en tryllevise og lokkede den hen til sig. Da den kom helt hen til strandkanten, dræbte han den og flåede skindet af. Alle hans bopladsfæller var ude på kajakfangst og den gamle mand, han ville hævne sig på, havde været ude lige siden tidlig morgen.

Qâterfârssuk krøb nu i hvalroshammen og svømmede ud til alle kajakkeme. Og da han nåede derud, dukkede han op lige foran den gamle mand. Den gamle roede hen til ham og harpunerede ham, men så stor en åndemaner var han, at det ikke engang gjorde ondt. Så dukkede han under vandet, og da han kom op igen, svømmede han lige hen til den gamle, skød op ved siden af ham, satte sin forlalle på kajakken og brølede ham lige ind i ansigtet. Den gamle var ved at få ondt af skræk, men først da Qâterfârssuk syntes, det kunne være nok, dukkede han atter ned og svømmede nu så længe under vandet, at de ikke så ham mere. Derefter svømmede han hjemad, med fangeblæren efter sig, gik op på land og krøb ud af hvalroshammen, tog harpunod, fangeline og fangeblære med sig og gik hjem.

Han nåede hjem før kajakkerne, og da de omsider kom hjem, havde nogle fangst, andre ikke; men den gamle havde mistet sin fangeblære på en hvalros, og han fortalte omstændeligt om, hvorledes hvalrossen havde angrebet ham og nær havde dræbt ham.

Om aftenen, da mændene var samlede inde i huset, gav den gamle sig atter til at fortælle om, hvordan han nær var blevet dræbt af en hvalros, og først da han havde fortalt sin historie til ende, gik Qâterfârssuk stille ud og hentede den gamle line og fangeblære, og da han kom ind i huset igen, kastede han det på gulvet og sagde:

»Hvem tilhører mon denne fangeline og fangeblære?«

Det varede længe, inden nogen svarede, men pludselig greb den gamle mand dem og råbte:

»Nu har jeg aldrig set mage, det er jo mine! Hvordan kommer de her?«

Da lo Qâterfârssuk hjerteligt og længe og sagde:

»I sommer engang skræmte du mig i bjørneham, derfor gorde jeg i dag en smule gengæld ved at iføre mig en hvalrosham, for også at give dig en lille forskrækkelse!«

Men den gamle lod hovedet falde af skam!

Fortalt af Silas, Claushavn

		Oplevelse Litterære tekster Qâterfârssuk