|
Sult
Fortalt af Utâq
En vinter for mange år tilbage
ville isen ikke lægge sig på havet, og stor nød udbrød blandt menneskene.
På en ensom boplads boede en mand med sin kone og to børn. Hen på vinteren slap alle forråd
op for dem, og da de ikke længere kunne udholde at sulte, sendte manden sine to børn bort til en naboplads
for at bede om kød.
Mens de var borte, dræbte han sin kone, der snart
skulle føde. Han var mand, og som den stærke måtte han derfor ombringe
kvinden, da der ikke var andet at spise. Men da han havde medlidenhed med
hende, fordi hun dog havde født ham børn, dræbte han hende ved hængning,
han syntes, det var synd at jage en kniv i hende.
Nu flænsede han både konen og fostret, således som man flænser en sæl, og lagde dem
ud i sin kødgrav, for at kødstykkerne kunne fryse.
Børnene, der var ude for at skaffe mad, gik langt ind over fjeldene; men da de var udmattede af sult, nåede
de ikke frem til mennesker, men måtte vende om. De spurgte straks efter moderen, da de kom hjem. Faderen
svarede ikke straks, men da de trængte på, sagde han: »Åh, hun er vist ude for at samle
brænde!«, og det sagde han, fordi han havde medlidenhed med dem.
Han gik nu ud til sin
kødgrav for at hente mad til børnene; men da de så det lyse kød, vidste
de, hvad der var sket, og gav sig til at græde.
»I må spise det, hvis I vil leve,« sagde faderen; »vi har ikke andet!« Børnene
skubbede det bare fra sig og døde snart af sult.
Faderen, som spiste sin kone og hendes foster, blev liggende i sit hus og ventede på, at mennesker skulle
komme og redde ham. Uden føde lå han til sidst som en benrad på sin briks. Så kom da endelig
mennesker til ham; og de kom fra en boplads, hvor der var godt med kød.
»Jeg ville ikke dø af sult,« forklarede manden, »og derfor måtte jeg spise min kone
og hendes foster.« Han kunne ikke lade være med at fortælle det.
Men da de fremmede hørte det, rejste de bort og lod ham ligge og dø af sult. De havde ingen forpligtelser
over for ham, da han ikke var knyttet til dem, hverken ved slægtskab eller fælles boplads.
Denne fortælling er så gammel, at den stammer fra de tider, da vand kunne brænde. Dengang var
det ikke som nu med fangsten; da sultede menneskene ofte, når det faldt ind med isfri vinter. Man kalder
det for nugssugsârtoq, når isen ikke bliver liggende og flagerne ikke klistrer fast ved land.
Når stor nød dengang faldt ind over menneskene og de måtte ty til at spise hinanden, gjorde
de aldrig dette af ondskab, men af sult og fortvivlelse. Og da er det ikke menneskene, som er onde, men da er det
nød, som handler ilde med dem; sult og ulykker kan drive mennesker til at æde dem, de holder af. Ulykker
ødelægger folk.
Der berettes om mennesker, der boede sønden for Kap York ved Kap Melville, at de engang kom til at lide
af misfangst, fordi isen ikke ville lægge sig. Til sidst var de så udmattede, at fangerne ikke kunne
forlade deres huse; men en ung mand reddede dem alle sammen. Hver morgen, når det gryede, tog han ud i fjeldene
og samlede vindæg af søkonger sammen i en støvle. Dem bragte han sine bopladsfæller,
og det holdt dem i live vinteren igennem. Men da sommeren kom, betrak de deres konebåde med teltskind og
roede bort til bedre fangstpladser.
Denne sidste sandfærdige beretning, der er os overleveret af dem, som levede før os, beretter jeg
for jer for at vise jer, at mennesker i nød først gør, hvad de kan, for at redde livet, før
de søger udveje i menneskeæderi.
Mennesker, der ikke rammes af sygdom eller sløves af år, vil nødigt dø. Når de
under hungersnød spiser hinanden, da er det kun den svagere livskraft, der må vige for den stærkere.
Fortalt af Utâq
 |
