|
|
|
|
|
|
||
| Resumé: "Sult" er en fortælling om hvordan hungersnød og ulykke får mennesker til at gøre ting de ellers ikke ville have gjort. Den handler således også om hvor afhængige menneskene er af naturen. | Original udgave |
| Sult Fortalt af Utâq En vinter for mange år tilbage ville isen ikke lægge sig på havet. Stor nød udbrød blandt menneskene. På en ensom boplads boede en mand med sin kone og to børn. Hen på vinteren havde de ikke mere mad. Manden sendte børnene ud for at bede om kød hos naboerne. Mens de var borte, dræbte han sin kone. Som mand var han den stærkeste, og det var vigtigst at han overlevede. Dog havde han ondt af hende. Hun havde jo også født ham børn. Derfor hængte han hende i stedet for at stikke en kniv i hende. Nu flænsede han konen, som man flænser en sæl. Kødet lagde han ud i sin kødgrav for at fryse det. Børnene kom tilbage. De var for trætte af sult til at gå langt. De spurgte efter moderen. Faderen sagde at hun var ude for at hente brænde. Så gik han ud i kødgraven og kom tilbage med kød. Det gav han børnene at spise. Men da de så hvor lyst det var, vidste de hvad der var sket. De gav sig til at græde. "I må spise det, hvis I vil leve," sagde faderen; "vi har ikke andet!" Børnene skubbede det fra sig. De døde af sult. Faderen spiste sin kone for at overleve. Han lå i huset og ventede på at nogen skulle komme for at redde ham. Endelig kom der mennesker. "Jeg ville ikke dø af sult", forklarede manden, "og derfor måtte jeg spise min kone." Han kunne ikke lade være med at fortælle det. Men da de fremmede hørte det, rejste de bort. De lod ham ligge og dø af sult. De havde ikke pligt til at hjælpe ham når han ikke var knyttet til dem ved slægtskab eller ved fælles boplads. Denne fortælling er så gammel, at den stammer fra de tider, da vand kunne brænde. Dengang sultede man ofte. Der var stor nød. Da måtte man spise hinanden. Men det var aldrig af ondskab. Det var kun fordi man ikke kunne gøre andet for at overleve. Det er ikke menneskene, der er onde. Det er sult og ulykker der driver dem til at æde dem, de holder af. Ulykker ødelægger folk. Stærke mennesker vil nødigt dø. Når de under hungersnød spiser hinanden, er det fordi de svagere må vige for de stærke. Fortalt af Utâq  |
|
