Den Digitale SlædeRejse

Han skyndte sig at ro hen til den og løftede harpunen for at kaste, men i samme øjeblik så han, at det ikke var en rigtig sæl, men en tupilak, han var kommet ud for, men da havde han allerede ladet harpunen slippe af kastetræet og kunne ikke forhindre, at sælen blev ramt. Da han derpå ville kaste fangeblæren af, var den som klistret fast til kajakken, og det var ham umuligt at få den løs; så ordnede han sin åre og satte den godt til rette ved siden af kajakken, så at han ikke kunne kæntre. I samme øjeblik sælen begyndte at rykke i fangelinen, for kajakken af sted hen over vandet, men hvor meget sælen end sled, holdt den sig dog stadig på ret køl.

Lidt efter kom sælen op, og da den mærkede, at den ikke kunne få hans kajak kæntret blot ved at rykke i fangelinen, svømmede den hen til ham og begyndte at surre fangelinen rundt om kajakken, idet den samtidig bjæffede som en hund. Næppe var den begyndt at bjæffe, før manden blev så underlig svimmel i sin kajak og kæntrede rundt, inden han vidste et ord af det, og der lå han så med bunden i vejret og druknede.

Da han kom til sig selv igen, vågnede han ved, at hans gamle bedstefader rykkede i ham og sagde:

»Vågn op og lig ikke der og sov så længe; se at komme op, inden hundene æder dig!«

Han så sig om og opdagede en mængde hajer omkring sig, det var dem, bedstefaderen kaldte for hunde. Bedstefaderen var død for mange år siden og var kastet i havet efter sin død; nede fra havets bund havde han set sin druknede sønnesøn og kom nu til for at hjælpe ham. I samme øjeblik Tagta vågnede, gav bedstefaderen ham et skub, så han røg fremover med den pind i hånden, som han plejede at stikke ind mellem tværremmene på sin kajak.

Tagta var en Angerdlartugssiaq, en mand, der er tryllet således over, at han kan vende tilbage til menneskene efter sin død.

Han fór nu ved hjælp af den lille hvide pind, han havde i hånden, hele jorden rundt gennem havet, og da det pludselig blev koldt om hovedet og han ligesom mærkede træk fra alle sider, så han sig omkring og opdagede, at han nu var oppe af vandet og netop ved den boplads, Umîvik som han altid havde haft så stor lyst til at se. Ved bopladsen svømmede han usynlig hen over et hus og fik øje på en kvinde, der sad og syede en tamskindspels sammen.

»Hvis hun forstår sig på trolddom, vil hun opdage mig, inden jeg har givet nogen lyd fra mig« tænkte han.

Og ganske rigtigt: Hun så ud af vinduet, og skønt han ellers var usynlig for almindelige mennesker, råbte hun:

»Der kommer Tagta, som jeg altid har haft så stor lyst til at træffe.«

Derpå fór Tagta ind ad husgangen baglæns, men de kom ham i møde og førte ham ind i huset. De holdt godt fast i ham; for man må passe vel på, at folk, der kommer tilbage til livet efter at have været døde, ikke slipper bort igen. Lige så snart han kom ind i huset, tog man pinden fra ham og stak den ned i en lampe; for hvis man ikke tager den pind, med hvilken en »hjemvendende« har faret verden rundt, da vil intet levende menneske kunne holde ham tilbage, men han vil atter fare ud af huset og dø, for aldrig mere at vende levende tilbage.

Næppe var pinden lagt ned i lampen, før Tagta faldt om og mistede bevidstheden. I tre dage lod man ham beholde klæderne på, og først på den fjerde dag tog man dem af ham, og han var da atter menneske igen og levede videre, glad over, at han nu endelig var kommet til det kære Umîvik, som han altid havde haft så stor lyst til at besøge.

Tagta overvintrede nu her ved det søndre Umîvik, og da sommeren kom, lavede han sig en kajak og brød op for at tage tilbage til sit gamle land, det nordre Umîvik. Og da han roede hjem og nærmede sig sin gamle boplads, blev der stor forbavselse; for alle syntes, at den mand, som kom roende, lignede Tagta.

»Hvem er du?« råbte man ud til ham.

»Jeg er Tagta!«

Da man hørte dette, løb man ind til hans kone og sagde:

»Nu kommer Tagta, nu kommer Tagta!«

Men da han jo for længst var død, blev hun så forskrækket herover, at hun besvimede, så at man kun ved at trække hende længe i håret fik kaldt hende tilbage til livet igen.

Således vendte Tagta tilbage til sin boplads efter først at være druknet for en tupilak. Men tupilak'en, der så, at den ikke havde magt til at dræbe Tagta, lod ham siden være i fred, og Tagta levede i mange år lykkeligt indtil sine dages ende.

Her er slutningen på denne historie.