|
|
|
Oplevelse |
|
|
||
| Resumé: "Tagta" handler om en fanger der drukner efter et møde med en tupilak, en ulykkessæl. Med åndernes hjælp vender han tilbage fra de døde. | Original udgave |
| Tagta Man fortæller, at Tagta var en storfanger, der levede ved Umîvik inde i Anginagssalifjorden. Han havde hørt, at der langt mod syd skulle ligge et andet land, som hed Umîvik. Men det lå meget langt væk fra hans egen boplads, så han mente aldrig at han ville se det. En dag var Tagta ude at ro i kajak. Han fik øje på en lille sæl, der slet ikke lod til at være bange for ham. Han roede hen til den og ville skyde sin harpun mod den. Men da så han at det ikke var en rigtig sæl, men en tupilak. Han havde allerede kastet sin harpun, og sælen blev ramt. Da han ville slippe harpunen, hang den fast til kajakken. Sælen rykkede i linen, og kajakken strøg efter den hen over vandet. Men selvom sælen sled, kunne Tagta holde kajakken så den ikke kæntrede. Sælen prøvede så at få Tagta sænket ved at få kajakken til at snurre. Den begyndte også at bjæffe som en hund. Da den begyndte at bjæffe, blev Tagta mærkeligt svimmel. Han kunne ikke mere forhindre at kajakken kæntrede. Han besvimede og faldt i vandet. Han vågnede fordi hans gamle bedstefader rykkede i ham og sagde: "Vågn op og lig ikke der og sov så længe; se at komme op, inden hundene æder dig!". Han så sig om og opdagede en mængde hajer omkring sig. Det var dem, bedstefaderen kaldte for hunde. Bedstefaderen var død for mange år siden og var kastet i havet efter sin død. Nede fra havets bund havde han set sin druknede sønnesøn og kom nu til for at hjælpe ham. Tagta var en Angerdlartugssiaq. Det er en mand der kan vende tilbage til menneskene efter sin død. Han strøg nu hele jorden rundt gennem havet ved hjælp af en lille hvid pind. Da det med et blev koldt om hans hoved, så han sig omkring. Da opdagede han at han var oppe af vandet. Han var kommet op netop ved den boplads, Umîvik, som han altid havde haft lyst til at se. Han gjorde sig usynlig og fløj hen over husene. Han så en kvinde der sad og syede en pels. "Hvis hun forstår sig på trolddom, vil hun opdage mig, inden jeg har givet nogen lyd fra mig" tænkte han. Og ganske rigtigt: Hun så ud af vinduet, og selv om han ellers var usynlig for mennesker, råbte hun: "Der kommer Tagta, som jeg altid har haft så stor lyst til at møde." Derpå kom Tagta ind ad husgangen baglæns. Men folk kom ham i møde og førte ham ind i huset. De holdt godt fast i ham. For man må passe godt på at folk, der kommer tilbage efter at have været døde, ikke slipper væk igen. Så snart han kom ind i huset, tog man pinden fra ham og stak den ned i en lampe. Hvis man ikke tager den pind, vil man ikke kunne holde en "hjemvendende" tilbage. Han vil igen fare ud af huset og dø, for aldrig mere at vende levende hjem. Næppe var pinden lagt ned i lampen, før Tagta faldt om. I tre dage lod man ham beholde klæderne på, og først på den fjerde dag tog man dem af ham. Da var han menneske igen og levede Han var glad over at han nu fik set det kære Umîvik, som han altid havde haft så stor lyst til at besøge. Tagta boede her vinteren over. Om sommeren byggede han sig en kajak for at rejse hjem til sit eget Umîvik. Da han kom hjem blev folk meget forbavsede. "Hvem er du?" råbte man ud til ham. "Jeg er Tagta!" Da man hørte dette, løb man ind til hans kone og sagde: "Nu kommer Tagta, nu kommer Tagta!" Men da han jo for længst var død, blev hun meget bange. Hun besvimede, og man måtte trække hende i håret for at vække hende. Således vendte Tagta tilbage til sin boplads efter først at være druknet for en tupilak. Tupilak'en så at den ikke havde magt til at dræbe Tagte. Den lod ham siden være i fred. Tagta levede lykkeligt i mange år.  |
|
