Oplevelse Litterære tekster I vintermørket

Resumé: Teksten er et uddrag af en rejsebeskrivelse fra en deltager i "Danmark Ekspeditionen til Grønlands Nordøstkyst 1906-1908". Achton Friis (1871-1939) var tegner og maler, og han tegnede mange billeder af sine rejsekammerater og af den grønlandske natur under sin deltagelse i ekspeditionen. Dette uddrag er en beskrivelse af hvor svært det kan være at udholde vintermørket for mennesker der slet ikke er vant til denne måde at leve på. Der er ingen tvivl om at Achton Friis føler sig fremmed i forhold til den barske natur. Det er alligevel med en vis humor at han fortæller om ekspeditions-deltagernes forskellige metoder til at få tiden til at gå.

Achton Friis I vintermørket Tiden går ensformig og trist. Det eneste, der bryder tilværelsen i disse dage er vagtskifterne. Vi vagter om natten, to mand sammen. Vi sidder i messen og døser, læser lidt eller spiller kort og går en gang imellem vor runde i skibet. Så holder vi brandlågen åben; er det snestorm, følges vi to mand derned og skiftes for varmens skyld til at bruge hakken eller holde lygten. Om morgenen tænder man op på kabyssen og laver havregrød til morgenmåltidet før man kravler til køjs. De er lange de nætter, og dagen efter med, når man forgæves prøver på at sove op ad en messe, hvor der er fuldt af folk, som ustandseligt taler i munden på hinanden. Tiden går egentlig ikke langsomt ellers; thi enhver har sit nødvendige arbejde at passe. Vi savner ikke arbejde, men vi savner stimulans til arbejdet. Når man kun kan variere sin dag med de to ting: arbejde og ørkesløshed, så ender det efter nogen tids forløb med, at man ikke finder hvile i nogen af delene. En evig uro i kroppen, der forøges ved, at man kommer i en ganske utidssvarende foderstand, fordi man æder af kedsomhed og intet har at bruge kræfterne til, gør én irritabel og uomgængelig. Man griber til sidst til de latterligste hjælpemidler for at adsprede sig i friheden. Der fandtes om bord et par bægre med terninger, som fornuftigvis intet menneske ellers ville have taget i hænderne, fordi alle vel er enige om, at den eneste interesse, der knytter sig til den slags spil, er spændingen ved gevinst eller tab. Vi havde intet som helst af værdi, som der kunne være tale om at benytte som indsats; men det varede ikke længe efter mørkets komme, inden disse terninger hver aften var i gang. Så snart arbejdsdagen var endt og middagen fortæret kl. 6-7, sad doktoren og jeg regelmæssigt hver aften og spillede iflere timer - om tandstikker. Når vi satte os til at spise, vidste vi, at nu, så snart maden var sat til livs, skulle vi til det igen. Vi længtes efter det og glædede os voldsomt. Vi skyndte os at tænde vore shagpiber og få fat i terningerne, og begyndte så en fuldkommen barnagtig diskussion om dagens regler for spillet. Bordpladen hældede nemlig som følge af, at skibet havde slagside; derfor kunne en terning undertiden blive ved at rulle og falde på gulvet, så slaget måtte gå om. Om man standsede den forinden afhang da af, om de to andre tegnede til at give godt slag; dette spil kaldte vi. Terninger med udnyttelse af terrænforholdene", som modsætning til det almindelige. Vi diskuterede ofte meget længe om, hvilket af de to spil, vi skulle dyrke. Og dr. Lindhard var dog ellers en mand, der dag ud og dag ind gik og undersøgte os andre for at gøre studier over vor legemlige og sjælelige tilstand, tappede blod af ørerne på os og målte og signede det på en tilforladelig måde, sad i timevis og arbejdede med sine videnskabelige eksperimenter roligt og lidenskabsløst inde i sit rum. Når undtages at han undertiden forfaldt til den mærkelige vane at trække vejret gennem et rør, som han fra sit køjerum havde boret op gennem dækket, hvad der altid var ledsaget af en ødslen med tal rundt om på papirer og i hemmelige bøger, fandt jeg aldrig, at der var noget løjerligt ved ham. Men dette med terningspillet var graverende for os. Da vi havde dyrket det en 14 dages tid, blev kredsen af dem, der i begyndelsen havde set ringeagtende på os, men snart begyndte at indfinde sig som interesserede tilskuere, større og større. Og snart begyndte også andre at fingerere ved bægrene. En måned senere var der få, som ikke med samme sindsbevægelse så en tændstik vandre over til modparten, som han hjemme ville have følt, når det drejede sig om et større pengestykke. Hagen og jeg var indehavere af hver sit par sivsko, af hvilke vi begge havde slidt den ene op. En dag spillede vi terninger om den ene gode sko, hver af os havde tilbage; den skulle gå i ét slag. Det er det mest spændende, jeg mindes at have oplevet. Da jeg kom og foreslog det, så Hagen på mig med et så alvorligt ansigt, at jeg naturligvis måtte lade, som om det var min spøg. Vi talte nu ikke til hinanden i nogen tid, indtil Hagen engang kom og spurgte mig, om jeg så ville stå ved mit tilbud. Jeg sagde ja, skrivende af sindsbevægelse. Messen var fuld af folk, da vi kastede terningerne; og da jeg vandt, flygtede jeg med sivskoen, som om der var fare for at blive lynchet, sådan en stilhed blev der. Da vi spillede uden benyttelse af terrænforholdene, havde jeg ikke kunnet snyde, hvad jeg ellers ville have benyttet mig af. Bagefter var det mig dog en slags trøst, at jeg ikke havde gjort det. Ikke desto mindre befandt jeg mig i lang tid efter som en forbryder. Men med sivsko på. Det var den varmeste fodbeklædning, vi havde med til indenbords brug, og der var kun et par til mands; derved forklaredes det sensationelle ved sagen. Trangen til sensation gjorde sig også gældende ved valget af den litteratur, vi benyttede som underholdning. Det bibliotek af skønlitteratur, ekspeditionen medbragte, var mere end tarveligt. Når jeg undtager fru Gyllembourgs samlede værker, var der ikke meget læseværdigt i det, og hverdagshistorier er langtfra det, sindet trænger til i mørketiden. Nej Sherlock Holmes! Han gjorde sig. Det var ham, vi ustandselig faldt tilbage på, han satte vort sind i de rette svingninger. Og overalt, hos matroser, videnskabsmænd og os alle, grasserede han hele mørketiden igennem. Ikke således at forstå, at der slet ikke blev læst andet; privat havde mange af os medbragt et lille bibliotek af både videnskabeligt, filosofisk og skønlitterært indhold - men det læstes til afveksling, mest fordi vi syntes, at vi ikke kunne være andet bekendt. Sherlock Holmes læste vi for fornøjelse. Han greb alle. Og dette lurvede skab bærer en stor del af skylden for, at mørketiden gik så forholdsvis let for os, som den gjorde. Vi havde gudskelov alt med, hvad Conan Doyle har skrevet, foruden en del andre forbryderromaner, af hvilke én, som bar titlen "Broderskabet de 7 konger eller videnskaben i forbrydelsens tjeneste" i lang tid oprev sindene stærkt og forskaffede os det surrogat for voldsomme oplevelser, som vi så hårdt trængte til. - Kolbøtten fra menneske tilbage til marekat gøres langt hurtigere, end folk er tilbøjelige til at tro. Bliver man blot systematisk afspærret fra omverdenen og har sin bestemte afstukne opgave, der kræver en stor anspændelse af energi og rå kraft, kommer det heldige udfald så meget til at bero på en ren fysisk kraftudfoldelse, at sagen må gribes an gennem rendyrkning af maven. Der må tilføres så mange næringsstoffer, som man har brug for - helst lidt flere og de må hurtigst muligt omsættes i muskler, garderede af hård hud. Forvandlingen iværksættes af éns gevaldige appetit i forbindelse med produkterne fra en eller anden konservesfabrik - for nærværende tilfælde begge danske og altså solide - af og til støttet af så meget bjørnekød og sælspæk, som tilfældet og jagtlykken vil føre ind under området af éns rovdyrinstinkter. Har man bevaret noget af sin iagttagelsesevne, vil man snart bemærke, at halehvirvlernes antal viser opadgående tendens, medens hjernen skrumper ind. Man iagttager bedre på naboen end på sig selv ... Vor fysik var der såmænd ikke mere noget i vejen med. Kødet var redebon, - men ånden, Gud bedre det, skrøbelig. Og eftersom mørket mere og mere tog til og uvejr ofte hindrede os i at komme uden for døren, outreredes disse forhold naturligvis. Men snart begyndte nu tanken heldigvis mere og mere at kredse om Shannon-holdet, hvis tilbagekomst vi snart skulle kunne vente, om alt var gået vel. Achton Friis