Oplevelse Litterære tekster Yngstemanden

Resumé: Charles Poulsen, "Yngstemandens Dagbøger fra Danmark-Ekspeditionen" Charles Poulsen deltog i Mylius-Erichsens Danmark-Ekspedition til Nordøstgrønlands kyst i årene 1906-08. Charles er født i 1888 og var lige knap fyldt 18 år da ekspeditionen begyndte. Under hele forløbet førte han dagbog over sine iagttagelser og oplevelser omkring livet om bord og de slædetogter han var med på. Dagbogen giver et godt billede af denne hverdag og om forholdet mellem ekspeditionsdeltagerne. Som yngstemand blev Charles sat til mange forskellige opgaver som han altid tog på sig selvom han kunne være utilfreds med ledelsens beslutninger. Dagbogen blev hans betroede, og beskæftigelsen med skriverierne i den blev også en måde for ham at udholde den lange ventetid på skibet. Skildringerne bevæger sig fra det nøgternt registrerende til en mere reflekterende og til tider selvironisk stil. Samtidig er det en beretning om en ung mand der udvikler sig fra dreng til mand, om hans tanker om livet, det at rejse, hjemveen, og om kærligheden til den norske kæreste Cary som han havde mødt fem uger før han rejste afsted. De følgende uddrag er hentet fra dagbogen som er udgivet ved forlaget Rhodos i 1991, men er skrevet om til nutidig retskrivning.

Charles Poulsen Yngstemandens Dagbøger fra Danmark-Ekspeditionen Søndag d. 24. 6. 1906 På vor afrejsedag søndag d. 24.6., Skt. Hansdag, blev der ikke blot fra menneskenes side, men også fra naturens side gjort os det så godt og fornøjeligt som muligt: det var nemlig et strålende vejr. På Toldboden havde der allerede fra kl. 8 form. været samlede en temmelig stor menneskemængde og vor afrejse var fastsat til kl. 11 form. Kl. godt 10½ blev vore forældre og andre besøgende anmodet om at gå fra borde, og kl. 11 lod vi vore fortøjninger gå og blev under hurraråb og kippen fra nærliggende skibe og land af "Grane" bugseret ud af havnen og ekskorteret af Z.M. Zwitzers "Frederikshavn"; om bord på denne ligesom i "Grane" befandt der sig flere af mine kammeraters slægtninge. På turen op gennem sundet blev vi hilst af alle der passerede os, og der var mange lystsejlere bl.a. "Mahawk" der krydsede os op for at medgive os et "lykke på rejsen" og sommetider et "Hurra". Da vi var tværs af Espergærde så vi at "Olfert Fischer" stod ned imod os, og da vi kom den nærmere tonede den danske nationalsang over imod os; vi blottede hovederne og det gjorde et dybt indtryk på os alle er jeg overbevist om. Bagefter fik vi et tredobbelt "Hurra" af orlogsgasterne hvorpå "Olfert Fischer" rundede agten om os og stod ind for at ankre ved Espergærde og vi fortsatte vor vej mod det ukendte. Søndag d. 5.8. 1906 Har i dag haft alle hundene ned på isen og Mylius, Jørgen og Tobias prøvede at indøve dem til kørsel, medens flere af mine kammerater øvede sig i skruninger i skiløb. Geologen Jarner havde fjernet sig et godt stykke fra skibet og vi peb derfor gentagne gange med fløjten da vi skulle til at gå; isen begyndte nemlig at røre på sig; men Jarner var så optaget af skisporten at han intet hørte, men gik dog mekanisk hen mod skibet. Da han var kommet os så nær at han ville kunne høre et råb fra os, prajede een til ham at der var en bjørn bagved ham, hvorover han blev så forfærdet at han smed skiene og løb ustandseligt til han nåede skibssiden; han må åbenbart ikke have været imponeret at skienes nytte på sneterræn. Mandag d. 13.8. 1906 På frivagten blev jeg af Mylius beordret til at lempe kul, af Trolle til det modsatte, nemlig at blive på dækket. Jeg var således i en pinlig stilling idet jeg nemlig ved lov var forpligtet til at rette mig efter begge og jeg kunne nu engang ikke udføre to ting på een gang. Det gav sig udslaget i at Mylius overøste mig med skældsord og tvetydige talemåder, samt stak mig min kontrakt i næsen og brølede mig i øret at jeg, ekspeditionens yngste medlem, var den første der havde gjort brud på den. Jeg gik da ned og begyndte at lempe kul, men også i lasten var Mylius over mig, og da jeg ærgerlig og ked over dette efter endt lempning kom på dækket et par minutter over vagtskifte, blev jeg overfuset og udskældt af Trolle samt forhånet med den udtalelse at jeg nok ikke var mere sømand end jeg endnu ikke havde lært at passe min vagt. Tirsdag d. 14.8. 1906 Lå i landrenden under Kap Bismarck. Nogle af os var i land medens Bistrup og jeg blev ombord. Bistrup var den eneste der i går talte mit forsvar. Jeg gik og nussede på dækket, meget trist stemt må jeg sige, hverken Mylius eller Trolle havde svaret mig på et høfligt henvendt "god morgen", så jeg var jo klar over hvorledes deres mening for øjeblikket var om mig, og det gjorde mig jo ondt skønt jeg vidste at de nok senere ville forandre den. Tirsdag d. 21.8. 1906 Skulle i nat hugge fisk til hundene, men da jeg ikke ved min hugning skulle vække de der sov og ej heller kunne gå i land da hundene der ville overfalde mig, fik jeg, jeg synes selv, den glimrende ide at gå over til et lille enligt liggende skær og udføre fiskesønderhugningen der. Jeg kom der med den højeste vande og gav mig til at hugge. Da jeg var færdig, var vandet imidlertid faldet så meget at båden stod tør. Medens jeg arbejdede med at få båden ind, fik hundene øje på mig og kom til min rædsel svømmende over til mig. Resultatet blev at hundene var fodret da jeg endelig kom derfra. Jeg døbte da skæret "Huggeblokken", og Kock har billiget navnet, leet deraf og indført det på kortet, det er jo allerede lidt af en oprejsning for mit "Nederlag". Fangede i aften en stor hestereje. Trækslæderejse til Orleans-øen, 8.april til 1. maj 1907 (............) Ved midnat holdt vi hvil, og på slaget tolv styrtede vi tre os over Bendix, der som han senere fortalte os, ikke straks var på det rene med hvad det skulle betyde, og at han havde tænkt på begreberne kannibalisme, planlagt overfald, m.m. indtil han var standset ved fødselsdag. Vi "klinkede" med et stykke kødchokolade og fortsatte siden fremover. Til sidst var jeg så træt at jeg måtte bede mine kammerater slå telt hvilket de også straks samtykkede i. I dagens anledning bandt jeg et flag på min skistok og stødte den ned i sneen uden for teltdøren. Bendix, der selv var kok, og trods protester ville blive i sin tørn, blev oppe for at lave kakao til de andre hold som vi mente ikke var langt borte. Vi have nemlig hele tiden i det fjerne set to punkter bevæge sig over isen, og det ene punkt havde vi længe antaget for at være en bjørn der gik i vort spor, ja vi gjorde endog klar til at hilse på den og løsnede geværerne fra slæden, men da vi lidt senere så at det var en dame der kom hen mod os, surrede vi dem straks fast igen, at ingen skade skulle ske. Efterhånden forvandlede damen sig og vi så da at det blot var Freuchen der stod på Lundagers skuldre, men da hele synet på een gang forsvandt, blev vi på det rene med at det var et af de andre hold vi havde set i en luftspejling. Disse var usædvanlig interessante denne nat, det var stadigt vekslende billeder der oprulledes for vort øje; snart klippeøer, fabriksskorstene, 2-værelsers kaserner eller skibe, snart fremtoninger som en livlig fantasi ville have fået det utroligste ud af og så hurtigt og umærkeligt vekslede billederne at man stod som fortryllet ved skuet - jeg tror næsten vi flere gange ventede at se vor egen afrejse fra København blive gengivet i levende billeder heroppe på over 77 grader. (....) Vi måtte holde en liggedag ved 33 km næs, for der fik vi en storm med stærk fygning, og den holdt os fast. Vore tvungne liggedage har vi på en nem måde fået til at gå, nemlig ved skiftevis at fortælle om forskellige emner, natur, videnskab, rejseliv, arbejdsforhold osv., og Bendix har i slutningen af sin beretning fremsat at vi alle fire har været rigtig godt fornøjet med at arbejde sammen, og han håbede at ekspeditionen måtte have gavn af det arbejde vi efter bedste evne og skøn havde udført. (...) Ved ankomsten til skibet modtoges vi på det hjerteligste af de hjemmeværende kammerater og snart sad vi bænkede ved et herligt måltid. Under rejsen havde vore soveposer tiltaget 3,5 - 5 og 2,5 pund i vægt, men så havde vi selv aftaget i vægt til gengæld. Vort fodtøj holdt akkurat rejsen ud, det måtte, på mine skomager nær, kasseres alt sammen da vi nåede hjem. Skønt anstrengende var turen både interessant og velgørende på hele kadaveret jeg blev, er jeg overbevist om, ikke så lidt udviklet på den tur. Tirsdag d. 15.7. 1907 I dag er det altså Hagens fødselsdag, ja Gud ved hvorledes han har det nu, håber han har det godt i lige måde de andre mod nord. Er koksmath i dag. Syede og observerede i formiddag. Hejste flaget kl. 10 form. og observerede magnetisme kl. 12. Syede videre efter "påtid". Kl. 5 dækkede jeg bord, og vi spiste. Menuen lød på kørvelsuppe med boller, skinke med rosenkål, oliven og moreller, og kaffe med butterdejskager. Kl. 8 kold punch fabrikeret af sur og sød kirsebærsaft m. cognac. Kl. ca. 8 aften bjergede jeg flaget. Friis og Bistrup spiller nu, Friis på mandola, det lyder dejligt, det gyser helt i én når man høre tonerne, man længes uvilkårligt efter en aften hjemme i selskab med sine kære. Kl. 10 gik alle til køjs så nu må jeg regere ene over skuden hvad jeg forresten også må om dagen nu da Trolle og Bendix er bortrejste. Hagens skål, gid han er levende når de finder dem deroppe. Onsdag d. 16. 7. 1907 Har denne vagt fået vasket mit store soveposebetræk, en knævarmer og endelig mig selv over hele kroppen. Det er rigtig rart en gang imellem at være ren, navnlig da det heroppe ikke går hyppigt på vask, sidste gang var vist nok i februar, og nu er vi i oktober; men vor hud kan ikke modstå kulde når vi ikke er snavsede, den sprækker og er i det hele taget umulig på slæderejse hvor det gælder om at være så snavset som muligt, thi jo bedre holde man varmen. Torsdag d. 17. 7. 1907 Der er her om bord megen tale om at skyde alle hvalpene, men jeg vil nu først forsøge om jeg kan få dem til at trække for en slæde, kan jeg det har jeg reddet dem fra bly og desuden fået mig et spand hunde, lykkes det ikke for mig må de ufravigeligt dø alle sammen. Da Bistrup var kørt, gik jeg ned og flænsede en hund der var død og tog skind og kød om bord nu der jo intet må gå til spilde. Her imellem hundene gælder jo også dette ordsprog:"Den enes død, den andens kød". Lørdag d. 19. 10. 1907 Ulykken for ekspeditionen er at den nuværende chef ikke har begreb skabt om det han har påtaget sig. Et eksempel er at han i går bød mig at væve nogle trækseler, et af de sværeste arbejde i sømandskab, og spurgte om jeg kunne lave seks på en dag, jeg kan højst få en færdig og derefter kommer han så med vittige spørgsmål i fuldt alvor at man ofte må se et andet sted hen for ikke at le ham op i ansigtet. Han er ikke godt lidt af hjemmeværende ekspeditionsmedlemmer på 3's undtagelse der ikke bestiller andet end at fedte for det som de mener er stort og dog så småt. Det er ikke længe siden at et af de vigtigste medlemmer fortalte ham at han anså ham for en dreng, et komplet nul, og da der dertil blev svaret at vi er dog kollegaer, udbrød den anden: "De er officer, jeg er officer, men kollegaer er vi min sandten ikke". Et andet medlem udtalte også sin misfornøjelse over ledelsen og til sidst sluttede samtalen i et regulært skænderi; hvilket jeg ikke sætter pris på at høre, selvom jeg personlig ikke lider den nuværende leder, og derfor længes efter at være mig selv med så lidt omgang med skibet som muligt. Den eneste der måske kan få gjort alle tilfredse er Mylius, men han kommer måske ikke mere tilbage, og vi sukker sandelig alle derover, men beholder dog håbet til det sidste. Han er og bliver ekspeditionens opretholder. Thi han grejer hvad ingen anden dødelig kan! med hensyn til fælles tilfredsstillelse af 28 mand, men sagen er at ingen er ledig når han er hjemme, og da kan derfor ikke blive tid til at udnytte misfornøjelsen, ja han holder alle i ånde. Onsdag d. 20. 11. 1907 Kl. 1 efterm. begyndte generalforsamlingen med at Trolle holdt en tale hvori han foreslog samtlige 18 tallige tilstedeværende at udvælge et råd på 4 mand der i samling med ham skulle varetage ekspeditionens tarv. (...) Ja Gud ved hvad dette vil føre til, mig forekommer det at Trolle herved har rendt sig en staver i livet, men det kan jo være at jeg har taget fejl. I alt fald synes det mig som Trolle med sig selv føler at han ikke er sin plads voksen, rådet foruden, og det vil give anledning til at man ikke kan agte en sådan mand der i begyndelsen af turen viste sig så stor på det, nu derimod sætter sine mangler til offentligt skue. Jeg tror ikke Mylius vil blive glad hvis han lever og nogensinde kommer tilbage til os og får dette at vide. Men så går det altså på en demokratisk ekspedition, det ville jeg have forsvoret før vi gik fra København og begynder nu først rigtig at tænke på så hurtigt som muligt at komme ud af denne redelighed. Mandag d. 23. 12. 1907 I anledning af at det i aften er lillejuleaften havde Tobias og Hendrik foresat sig at de skulle lave en grønlandskage, og da tilberedelsen af en sådan først og fremmest krævede hvedemel, var vi alle i gang med at finde en kasse med sådant, men måtte efter ca. 1 times roden og flytten med kasser opgive at finde en sådan hvorfor Tobias erklærede at havremel, som vi havde haft meget af fremme og stillet på plads igen godt kunne bruges, og vi blev på den måde hjulpet ud af denne knibe. Kagen er nu æltet sammen og står for øjeblikket og hæver for senere at sættes på ovnen; hvorledes den bliver ved jeg ikke, vi formoder det bedste. Grønlandskagen blev desværre ikke god, den var klistet, men til trods defor spiste vi hver sin part af den, vi ville ikke sige nej fordi vi derved måske kunne støde Tobias. Anledning til en masse vittigheder gav den i hvert fald. Med resten af dejen forsøgte Thostrup sig, men blev ligeså uheldig som hans forgænger hvorfor det blev givet til vore 4-benede kammerater, og selv de havde nok med at få det den trange vej der for dette tilfældes skyld fører til fortærelsen. Tirsdag d. 24. 12. 1907 I aften er det altså juleaften, og mine tanker går derfor uvilkårligt mere end nogensinde mod hjemmet, mod lyset, mod Danmark hvor min mor, mine bedsteforældre og venner nu fejrer jul. Også går mine tanker mod Norge hvor nu Cary og alle mine kendte i Sandefjord nu fejrer jul og jeg håber inderligt at de alle må være lige så raske og med ligeså godt humør som jeg. Julen forekommer mig endnu mere højtidelig heroppe i nord mellem evig is og sne og tavse mørke fjelde hvorover nordlysene gnistrer og glimrer og stjernerne går deres tavse vanlige gang som de under forsynets styrende hånd har gjort i årtusinder og vel vedbliver at gøre indtil verdens ende. Ja Gud holde sin beskærmende hånd over jer alle derhjemme og gid han må forunde mig at jeg rask og tilfreds må komme tilbage og træffe alle i bedste velgående. Også går mine tanker mod skibet med mine kammerater og videre mod nord mod de tre udeblevne om de nu er komne til skibet ved vi jo ikke, men jeg håber inderligt at Gud også vil holde sin hånd over dem og de andre af os heroppe. Fredag d. 27. 12. 1907 Det er jo ikke ganske behagelige forhold at rejse under. Forbavsende så meget man egentlig foretager sig for 60 kroner om måneden; mindre end en daglejer end en arbejder hjemme, og jeg er overbevist om at han skal arbejde hårdt for at komme på siden af det vi under enkelte episoder udfolder af legemlig anstrengelse, hvortil så for vort vedkommende kommer een faktor mere, nemlig den åndelige ditto. Torsdag d. 9. 1. 1908 Medens vi skaffede til morgen samtalede vi om hvorvidt vi skulle blive eller køre af sted. Vi satte da afsted i et meget slet føre. Sneen var løs og dyb, så det blev en anstrengende tur for både mennesker og hunde. (...) Slæden kom så hurtigt i gang og gled så let at jeg ikke øjeblikkelig magtede at stoppe den skønt jeg så at hunden Lotte gled under slædemeden, det gav da et lille knæk, men jeg tænkte ikke videre over hvad der kunne være førend jeg hjulpet af Henrik fik Lotte frem som død skabning, jeg forstod da at hun havde fået halsen brækket eller knust under meden. Øjeblikkelig blev der jo allemands hvil, og efter at jeg havde rapporteret det passerede til Thostrup talte vi om at bede de to grønlændere flå skindet af den så vi kunne medtage det til Ring hvis yndlingshund Lotte var, men da vi så at skindet var så dårligt for en stor del hårløs under bugen (hun havde lige fået hvalpe), mente vi ikke at der var videre værdi i det for Ring, og jeg smed hende derfor på min slæde, vi kunne så bruge hende som hjælp til foder. Tirsdag d. 14. 1. 1908 Vi har i dag sludret meget om de forskellige forhold hjemmefra, og jeg må tilstå at jeg nu for første gang i mit liv længes en smule efter mit hjem, men ikke for livet der i almindelighed, blot for at kunne tale et par ord med jer og da atter drage af sted til det kolde nord, der hvor jeg for øjeblikket befinder mig. Af to onder vælger man altid det mindste, siger man, men blev det stillet mig frit for at vælge mellem søvnløshed og kløe på kroppen, vile jeg sikkert blive stillet i forlegenhed med hensyn til valget idet det nemlig ikke er min svage hjerne forundt at kunne skelne hvilket af disse to ting der er den værste. Og nu, mine ærede tilhørere, ved De hvad man gør når man er befængt med begge disse onder? De ved det ikke, svarer De? Jo, man fortvivler ganske simpelt. Tirsdag d. 21. 1. 1908 Mit humør er i dag lige ved at få sit knæk, jeg har nemlig i nat uden resultat været på jagt efter lus eller et renhår, "mysteriet bliver aldrig opklaret", der er i flere på hinanden følgende timer holdt rendebane på min ryg, da jeg ikke fandt urostifteren begyndte jeg at klø mig. Mine kammerater har flere gange fortalt mig at jeg skulle holde op med at klø mig, kildren ville så fortage sig, og i nat har jeg om jeg selv må sige det været så standhaftig at jeg var lige ved at indslumre af forbavselse over mig selv da jeg fik endnu et stik der fik tårerne til at træde mig i øjnene og løbe ned ad kinderne og dermed var min modstandskraft brudt. (...) Og når dertil så kommer en snestorm udenfor, der hylende ustandselig farer frem over det landskab vi desværre ikke kan se så må man forbavses over hvor meget mennesker gør for 60 kroner om måneden, det nytter ikke at der spørges "hvof' det?", jeg svarer: "Man må's forbavses!" C. Poulsen!!! (...) Da jeg kom til min slæde, der var ganske nedføget, så jeg til min rædsel at hundene havde spist mine seler, skagler og forrem samt min pisk, jeg havde nemlig ophængt forannævnte ting på slædeopstanderen og havde været letsindig nok til at tro at det kunne gå, men jeg havde ikke taget i betragtning at sneen føg og lagde sig sammen til en vold der gav hundene adgang til denne deres yndlingsret. Det samme var sket for Hendriks vedkommende, dog havde de hos ham spist surringslinen også. Søndag d. 23. 2. 1908 Trolle der var gået fra skibet efter påtid og som endnu ikke var vendt tilbage efter at andet hold havde skaffet kom nu kl. ca. 7 med et blodigt forbrændt ansigt; det er efter at solen er gået ned blevet usædvanlig koldt, og da han har været ene ude at spadsere har han rimeligvis ikke haft mindste anelse om at det virkelig var en temmelig kraftig forfrysning og har derfor gnedet sig med vanten på og på den måde forårsaget hudafskrabningen. Huden over et forfrosset sted tåler jo ikke megen ru behandling. Mandag d. 24. 2. 1908 20 månedersdagen for afrejsen fra København; ja, så mangler vi om alt går vel kun højst otte måneder tilbage til vor undslippen fra ekspeditionen. (...) I aften har Johansen og jeg haft en længere diskussion om pigebørn i alm. uden dog at blive enige. Han holdt på at man absolut må fordømme et pigebarn der gav efter for sin lidenskab. Jeg mente det modsatte idet jeg holdt mig til at der jo dog såvel for drenge som for piger var en tid hvori de på alle måder anser den ting for livets højeste nydelse, og jeg fortalte ham at jeg var overbevist om at man til et 20-årigt pigebarn henvendte sig om ting hun selv havde foreslået da hun var 18 år, ville man i de fleste tilfælde få et bestemt afvisende svar, idet hun nemlig da måske allerede på to år blot er kommet ud over det føromtalte stadie af sit liv. At gøre sig uskyldig over for den slags ting når man er over 20 år, ja jeg tør næsten sige 16 -17 for mange i disse uoplyste men tillige fordærvede tider, er absolut efter min anskuelse at ville gøre sig bemærket om ikke på anden så dog på den måde, og det synes jeg er noget af det mindst tilgivelige... Endnu mere når et min modpart mente at det knap var så slemt hvis et mandfolk efter flere forsøg endelig fik knækket en piges modstandskraft så hun hengav sig helt efter hans ønske. Søndag d. 1. 3. 1908 Da jeg var kommet til køjs i aftes kom jeg pludselig i tanke om at det var skuddag og altså kunne pigebørn fri. Jeg må tilstå at jeg tænkte meget på om Cary nu havde friet til andre, og jeg forsøgte at tænke mig hvorledes det ville være mig at komme hjem og ikke havde hende til kæreste mere. Jo mere jeg tænkte derpå, jo dårligere blev mit humør og jeg mindre søvning. Tilsidst slog jeg mig til ro med den tanke at havde hun glemt mig, var det vel bedst for os begge, havde hun derimod troligt holdt fast ved mig kunne jeg være overbevist om at det var ægte kærlighed hun nærede for mig og rimelige samliv engang. Fremtiden ville da også være udholdeligt for os begge at jeg blev klar over at et pigebarn der holdt fast ved et mandfolk i 30 måneder efter 6 ugers kendskab gensidigt ville være absolut attråværdigt, navnlig når tilfældet er som med mig at hun intet kan høre fra mig og hun desuden ikke har fortroligt kendskab til mig der jo i forhold til hende er udlænding. Fredag d. 3. 4 1908 Kl. 9 form. forlod vi vor teltplads. (...) Efter nogen besvær med at komme igennem noget løst sne ved bådskæret, kom vi atter på klart farvand og da vi nåede næsset var vi, må jeg sige, alle i løftet stemning. Ak ja des mere skulle vor glæde vare så kort. Peter Hansen kom os nemlig imøde, og på vort spørgsmål om hvorledes hunden Ulla kunne være hjemme (hun var nemlig løben os imøde) svarede han ganske sagtmodig at Koch og Tobias var kommet hjem og endvidere følgende: Efter ti dages rejse havde nemlig de to på Kap Bergendahl fundet Jørgen Brønlund; men uheldigvis død. Han lå i en bjergkløft mellem to slædekasser med nøgne koldbrands angrebne ben indsvøbt i nogle uldne klude, han var nedsneet og kun een af hans vanteløse hænder stak op gennem snelaget. Over ham lå hans bøsse skudklar og på en af kasserne hans dagbog samt en flaske indeholdende kortskitserne af Hagen og en lap papir hvorpå han med rystende hånd havde skrevet: "Omkommen her. Ankom hertil ved aftagende måne. Kan ikke længere også gå på benene. Hagen døde 15. november, Mylius 10 dage senere; deres lig ligger i den store fjord under gletscher...." Endvidere et testamente Jørgen havde skrevet over uddelingen af hans efterladenskaber. (....) Deres bagage havde de muligvis deponeret i bunden af fjorden, teltet havde de skåret i stykker og brugt det til omvikling af benene osv. Nid, savn, sult og alt andet har disse tre døjet, og dog, påstår nogle af mine kammerater, at enkelte her ombord er glade for det skete og allerede dagen efter at sørgeligheden var bekendtgjort udtalte at Mylius var en idiot og ligefrem hoverer over at det er gået mine kammerater så sørgeligt. Mage til hjerteløse mennesker har jeg aldrig kendt, heldigvis, jeg vil foragte dem til min død og det er ikke langt fra at jeg ønsker dem det ligedant mine tre kammerater, hvad disse har gennemgået vil ikke vi herombord forvænte mennesker kunne tænke os engang. At lade hånt og hovent for den slags ting mod ens egne kammerater, forekommer mig at være bedste bevis for af hvor lav og nedrig karakter et menneske kan være. Gid Gud på dennes dødsdag må være en sådan synder nådig. Lørdag d. 4. 4. 1908 Ja, så fik vi altså den grufulde virkelighed.(...) Skulle der nogensinde komme en eftersøgelses-ekspedition i gang skal jeg ikke holde mig tilbage, såfremt jeg kan komme med, den ære vil jeg kæmpe for at opnå, den at kunne frarive landets vilde dyr mine kammeraters lig. Lørdag d. 11. 7. 1908 I dag har jeg læst brevet (hjemmefra) igennem mindst 20 gange, og først nu har jeg fået fuld forståelse af dets spartanske indhold. Ja, hvor meget rummer ikke disse råt afbrudte linier af godt og glædeligt nyt, men fortænk mig ikke i at næst dit kære mor og mine kære bedsteforældres gode helbred, er forvisningen om at Cary min elskte jente ikke har glemt mig, det der gør mig mest glad og tilfreds med livet. Så har hun altså holdt sig støt i over 2 år efter seks ugers bekendtskab, det var hvad jeg havde håbet, men hvad jeg ikke turdet vente. Havde hun glemt mig ville jeg ikke fordømme hende derfor intet var naturligere, men nu hun har bevaret mig i sit hjerte er jeg dobbelt glad. Jeg tror hun vil hurtigt dit venskab, kære mor! Nå nu springer bogstaverne på papiret, som lopper på fyrrepinde og altså skal jeg slutte, men endnu tak for dit kære brev for alt hvad godt du ønsker mig og fordi du har svaret på Carys breve og kort. Dig evigt taknemmelig. Ekspeditionsskibet "Danmark" og mandskabet ankommer til København efter at have været afsted i to år og to måneder. Charles Poulsens dagbogsnotat på hjemkomstdagen er: "23. aug. ank. Kbh. søndag. 1908".