|
|
|
Oplevelse |
|
|
||
| Danmark-ekspeditionen,
1906 - 1908
Rejsebeskrivelse .. Juni 1906 - 28. marts 1907 Med Ludvig Mylius-Erichsen som ekspeditionens leder afsejler i juni måned skibet "Danmark" fra København. Om bord er 25 mand, hunde, en mængde proviant og andet udstyr, der skulle kunne række til omkring 3 år. Eneste station på vejen derop er Færøerne, hvor 3 grønlændere venter på at komme om bord. Det drejer sig om Jørgen Brønlund, Tobias Gabrielsen og Hendrik Olsen. Sejlturen gennem storisens flydende isbælte ved Østgrønland - i en bredde af 300 km - er uhyre drøj at komme igennem. Men i august nås østkysten, oven i købet tæt på det planlagte sted. Herfra og nordpå er landet ganske ukendt og skal kortlægges. Inde i skærgården - der forude - ser der ud til at være gode landgangsforhold og gunstige betingelser for at ligge vinteren over. Her bygger ekspeditionen en varde, hejser Dannebrog og nedlægger en rapport om rejsen indtil nu. Stedet døber besætningen Danmarks Havn (77° n.b.). Nu begynder en tid med nyttige og herlige aktiviteter. Ved hjælp af skibet lægges nogle depoter ud til brug for nordrejsen det følgende forår, og "Danmark" når herunder op omkring Ile de France (78° n.b.), inden det på grund af den forestående vinter er nødvendigt at søge tilbage til Danmarks Havn. I vinterens løb er der nok at tage fat på. Jagtmulighederne undersøges og afprøves, der trænes slædekørsel, fabrikeres hundeslæder, fremstilles seletøj og piske m.m. Og så glæder man sig til ekspeditionerne nordpå. Forberedelserne er omhyggelige, og vigtigt er det at beslutte sig for holdsammensætningerne. Holdene dannes sådan: |
||||||
|
||||||
 900 km fra Danmarks Havn til Peary´s varde (83° n.b.) Den 28. marts 1907 er de fire hold med i alt 10 mand og omkring 80 hunde klar til at tage på nordturen. Hver mand har sin hundeslæde. Hold 3 og 4 udses til at være hjælpehold, der skal udbringe proviant til depoter oppe mod nord. Dem skal hold 1 og 2 kunne bruge på deres tur tilbage. Desuden er det hjælpeholdenes opgave på vejen hjem at foretage opmålinger. Der hersker nogen spænding om den forestående, lange og krævende ekspedition, men Mylius-Erichsen dæmper uroen ved at erklære, at det er ganske sikkert, at hold 1 og 2 når Grønlands nordspids, og alle vil vende tilbage til udgangspunktet i løbet af sommeren. Hvad hjælpeholdene kunne fortælle, da de kom tilbage til "Danmark" I begyndelsen af rejsen møder de ti slædspand ikke mange overraskelser, men rejsen slider på kræfterne på grund af dårligt føre og brede revner i isen, der tvinger slædeholdene ud på store omveje. Længere mod nord lægger isskruninger i havisen hindringer i vejen. Det kræver store anstrengelser af hunde og mænd at passere dem. Oppe omkring Nioghalvfjerdsfjorden (79° n.b.) bliver der lejlighed til isbjørnejagt. Brønlund og Tobias Gabrielsen skyder en hunbjørn og 2 unger. Men så snart de nedlagte dyr bliver bragt hen til slæderne, får de 80 hunde færten af bjørnekød og bliver helt ustyrlige. De kaster sig over kødet, selv om mændene med slag og spark forsøger at holde dem væk. Mætte bliver hundene i hvert fald, for da det om natten igen lykkes at nedlægge en bjørn, kan mændene i fred få lov at partere byttet. Midt i april når de ti ekspeditionsdeltagere frem til Mallemukfjeldet (80° n.b.). Det ser stort ud, og vanskeligt at passere er det vist også. Brønlund og Mylius-Erichsen gør et forsøg på at komme op over gletscheren. Herunder falder Mylius-Erichsen i en gletscherspalte og kommer kun op af den, fordi Brønlund er der og kan give hjælp. Resultatet af forsøget bliver bare 2 svært tilredte slæder og 2 knækkede geværkolber. Den 22. april bliver det ene hjælpehold sendt tilbage Derefter drager de otte tilbageblevne i stedet for rundt om Mallemukfjeldet, men nyisen, de færdes på, er så tynd, at den gynger under dem, og et sæt hunde ryger da også i vandet. Den tur er hård. Ikke mindre end halvdelen af slæderne brækker i stykker, og der må bruges mange arbejdstimer på at gøre dem brugbare igen. Det er et frygteligt sted. Om nogle måneder, måske, skal hold 1 & 2 samme vej tilbage, vil det være muligt at komme over, vil isen ikke være smeltet til den tid? Det er nok tænkeligt, at tanken om den vanskelige passage ved Mallemukfjeld vil forfølge dem resten af turen. På farten nordover navngiver de fortsat land: Ingolf Fjord og Amdrup land (81° n.b). Nu er det på tide også at sende det sidste hjælpehold tilbage. Der holdes afskedsfest og byttes hunde, sådan at hold 1 og 2 har de bedste hundespand. Mylius-Erichsen glæder sig, for han mener, at de endelig er tæt ved Independence Fjord (82° n.b.). Hvad Kochs hold kunne fortælle, da det kom tilbage til "Danmark" Dårligt kortmateriale Men .... kortmaterialet er ikke godt, fordi den manglende viden om områdets geografi kun giver en forestilling om, hvordan Grønlands kystlinie i virkeligheden forløber. Og den forestilling viser sig at være ganske forkert. Hidtil havde man troet, at når man kom mod nord, ville kystlinien bøje mod vest. Desværre viser det sig at være stik modsat. Kystlinien fortsætter og fortsætter mod nordøst, og det kan nok øve indflydelse på, om provianten vil slå til på turen, idet det ser ud til, at rejseafstanden bliver meget længere end beregnet. Det kan give mangel på proviant og komme til at betyde, at ekspeditionen måske ikke når de planlagte mål. Endelig når de to slædehold dog Grønlands østligste punkt, som mandskabet døber Nordostrundingen. Jo, rejselængden blev forøget, 260 km længere mod nordøst, end man havde troet. Her oprettes et depot til hjemrejsen, hvorefter de to hold deler sig. Slædehold 1 med Mylius-Erichsen skal fortsætte mod vest ind i Independence Fjord, mens slædehold 2 med Koch skal køre over havisen mod Peary Land. Den resterende proviant fordeles ligeligt mellem de to hold. Meget er der ikke tilbage, hvorfor de må indstille sig på sultekost. Bedre er det ikke, at jagtudsigterne heroppe nok ikke er så gode. Værre endnu er det, at revner og dyb sne gør det tungt at komme frem. Slædehold 2 når Peary Land Igennem en uges tid kæmper slædehold 2 sig frem gennem skrueis og når den østligste pynt af Peary Land. Mændene er på sultekost, halv ration, og hundene er vilde af sult, så sultne, at én af dem bliver bidt ihjel af de andrel. Omsider er lykken dog med slædehold 2. De træffer på moskusokser og har held til i løbet af et par dage at nedlægge omkring 15 stykker. Hundene æder hæmningsløst af byttedyrenes indvolde. Jo, kødbjergene bringer mandskab og hunde humør og kræfter til at nå frem mod målet. Er den lille prik ude i det fjerne ikke ...? Det er den 12. maj hen under aften. Prikken vokser i størrelse og bliver til en kegle - jo, det er Peary´s varde (83° n.b., 20° v.l.). Den blev sat 7 år tidligere af Robert Peary. Nu er hele Grønlands kyststrækning omsider berejst - og kan kortlægges. Koch nedskriver holdets oplevelser, nedlægger dem i varden og medbringer Peary´s beretning, der fra dengang lå opbevaret i varden. På toppen af denne plantes Dannebrog. Rejsen mod nord afrundes med på 3 dage at rejse til Kap Bridgman, rejsens nordligste punkt. Også her rejses en varde, hvori Koch igen lægger en beskrivelse af holdets rejse. Heller ikke denne gang glemmer holdet at hejse Dannebrog og tage landet i dansk besiddelse. Landet syd for Independence Fjord døber de Kong Frederik VIII Land. På turen sydover møder hold 2 Mylius´ hold Hjemrejsen mod syd indledes. Petroleum er der ikke meget tilbage af, hvorfor kødet må spises råt eller halvråt. Det er nu den 27. maj. Der ses prikker i det fjerne. De bevæger sig! Det kan kun være Mylius - for andre er der da ikke her i Nordøst-Grønland! Men han skulle da være færdig med Independence Fjord og på vej tilbage til "Danmark"! Hvorfor bevæger han sig så nu mod nordvest? Jo, det er Mylius-Erichsens hold. Stor gensynsglæde og meget at fortælle. Koch beretter om slædehold 2´s succes. Men Mylius´ hold havde ikke haft samme held. Han havde taget fejl. Fra Nordostrundingen var hold 1 taget mod vest og kommet dybt, dybt ind i den Fjord, som de var overbeviste om var Independence Fjord. Desværre .... det var det ikke, men derimod en 200 km, lang sydvestgående fjord, som de gav navnet Danmark Fjord (81° n.b.). Under møje og besvær måtte hold 1 arbejde sig rundt om fjorden, hvor de nu på dette sted, den yderste pynt, mødte slædehold 2. Dette mødested benævner holdene Kap Rigsdagen (82° n.b., 20° v.l.). Skuffelsen over Mylius-Erichsens uheld forhindrer dog ikke slædeholdene i at fejre gensynet med et godt måltid. Kochs hold havde haft jagtheld, hvorfor der er proviant nok til en sådan luksus. De aftaler, at hold 1 nok ikke skal søge at nå ind i bunden af Independence Fjord. Det er sikkert bedst at begge hold sammen rejser hjem, medens tiden endnu er inde. I løbet af natten skifter hold 1 imidlertid mening: de vil nok kunne nå at fuldføre ekspeditionen på nogle få dage. Derfor skilles de to hold igen. Hold 2 har 1000 km tilbage Våd sne, vand og tåge er ikke nogen behagelig oplevelse. Forude venter Mallemukfjeldet. Er der is, så der kan slædes forbi? Er der åbent vand, der vil tvinge holdet til at blive på stedet sommeren over? Nået derhen kan et lettet hold se, at der lykkeligvis er havis. Derfor har holdet held med at komme forbi fjeldet med alt i behold. Koch, Bertelsen og Tobias Gabrielsen glæder sig, for nu er de overbeviste om, at de nok skal nå tilbage til "Danmark" i løbet af denne sommer. Efter 88 dage og i alt 2000 km´s hård "kørsel" når de tilbage til "Danmark". Her genser de kammeraterne om natten den 23. juni. Magre og udslidte er de. Deres lusebefængte tøj kommer ikke med om bord, men afbrændes på stranden, hvorefter et tiltrængt bad, rent tøj og et vel tillavet måltid gør godt. Nu ventes der blot på Ludvig Mylius-Erichsen, Peter Høeg-Hagen og Jørgen Brønlund. Slædehold 2 mener, at de ikke er langt bagud og vil ankomme i løbet af kort tid - for hvis ikke de kunne klare distancen, hvem kunne så? Dagene går, og de dukker stadigvæk ikke op. Det er ved at være for sent, for på denne årstid er havisen ikke farbar langs kysten, og landet er snebart. Først om 3 måneder vil det være muligt at komme dem til hjælp, når nyisen igen gør det muligt at foretage slæderejser. Vinteren gik uden de 3 manglende kammerater I slutningen af september tillod vejret at begynde eftersøgningerne, men de gav ikke resultat. Nu måtte man vente på, at mørketiden blev overstået og så sætte en kraftanstrengelse ind på at få løst gåden. Den 10. marts 1908 genoptog Koch og Tobias Gabrielsen den afbrudte eftersøgning og nåede på kun 9 dage frem til Lambert Land (79° n.b.). Her fandt man også depotstedet og konstaterede, at der var fjernet to kasser proviant, en dunk petroleum og en stabel tøj fra depotet. Det gav anledning til en nærmere eftersøgning, der førte frem til en tilsneet indgang til en klippehule. Herinde fandt de Jørgen Brønlunds lig. Over ham lå hans ladte bøsse, desuden fandt de et kogeapparat og de to proviantkasser. I den ene proviantkasse fandt de en flaske indeholdende Høeg-Hagens kortskitser samt Jørgen Brønlunds dagbog. Den var skrevet på grønlandsk, dog var en enkelt side på dansk. Her kunne Koch læse:
*) ["Omkom", menes der: kom om = rundt om eller omkom = døde?] > **) [ mil er et længdemål. Afskaffet 1907. En mil er omtrent 7,5 km] Hvad var der sket? Hvad der var sket, fremgik af Jørgen Brønlunds grønlandsk skrevne dagbog. Da de to hold på Kap Rigsdagen gik hver sin vej, havde hold 1 bevæget sig mod vest for at nå Kap Glacier i bunden af Independence Fjord. Dertil kom de, hejste Dannebrog og byggede en varde. Men nu slap provianten op, og slædeføret blev så tungt, at det var yderst vanskeligt for hundene at klare strabadserne. Det aftaltes derfor at oversomre ved Danmark Fjord og afvente bedre slædeføre. Madmæssigt skulle det nok også gå, idet ekspeditionsdeltagerne tidligere havde truffet moskusokser i området. Men de tog fejl. Jagtudbyttet blev dårligt. Selv om de kunne holde sig i live, svandt kræfterne på grund af den dårlige fødevaresituation. Slemt så det ud - bedre blev det ikke af, at deres fodtøj var slidt helt i stykker. Den 19. oktober begyndte tilbageturen mod "Danmark". De foretog rejsen over indlandsisen i en elendig tilstand. Kun fire sultne hunde tilbage til at trække den sidste slæde, sparsom proviant, teltet havde ingen bund, soveposerne var dårlige - og så var der jo det ødelagte fodtøj. Mørketiden var begyndt, det blev koldere, og de havde intet kendskab til det område, som de færdedes i. Men det var vigtigt at nå frem til depotet på Lambert land, for her ville der blive søgt efter dem. Derom var de overbeviste. Ikke langt fra depotet på Lambert Land kunne Mylius-Erichsen og Høeg-Hagen ikke klare mere. Kun Jørgen Brønlund nåede frem til depotet, hvor han fandt sin død. Dagbogen og kortskitserne var i behold. Koch fandt ikke de to andres lig: dels var Brønlunds angivelse af stedet meget upræcis, dels lå sneen så tykt overalt, at de døde i det store område ville være aldeles skjult under snemasserne. Rådslagning på "Danmark" Med det sørgelige budskab vendte Johan Peter Koch og Tobias Gabrielsen tilbage til "Danmark" i slutningen af marts 1908. Hvad nu med resten af planen for ekspeditionen - rejsen mod syd til Kejser Franz Joseph Fjord (73° n.b.)? Der var ikke så store mængder af proviant tilbage, at man kunne tillade sig en omfangsrig ekspedition. Derfor blev det besluttet at foretage mindre ekspeditioner, hvor man især koncentrerede sig om det store isfri område vest for Danmarks Havn. Efterhånden som ekspeditionsholdene kom hjem, blev de indsamlede materialer pakket sammen. Da det sidste hold var færdig og tilbage på "Danmark", afsejlede skibet den 22. juli og kom til København den 23. august 1908, hvor mændene fik en storslået modtagelse af skarer af mennesker, der ventede på skibets tilbagekomst fra den dramatiske og tragiske ekspeditionen op til det kolde nord. |
||||||
 |
