Oplevelse
- Fortællinger om dyr og planter Zackenberg


Forskningsstationen Zackenberg
I 1997 åbnede denne nye forskningsstation . Den ligger 25 km nordvest for Daneborg på nordsiden af Young Sund - Tyrolerfjord i det nordøstlige Grønland på positionen 74gr 28`N / 20gr 33`W.
Zackenberg ejes af Dansk Polar Center. Den kan bruges til forskning året rundt, men generelt er stationen bemandet i ca. 100 dage fra sidst i maj og til først i september. De fleste forskere kommer i tidsrummet fra 1. juni og til 1. september. Stationen har i denne periode plads til 16 forskere. Stationen er fuldt udstyret med varmt og koldt vand samt 220v elektricitet. Desuden findes der på stedet fuldt udrustede laboratorier og andet forskningsmæssigt udstyr som fx klimastation, gummibåd med påhængsmotor, terrængående køretøjer og meget andet.
Transporten til og fra stationen foregår med et lille fly, og stationen besøges årligt i begyndelsen af august af et enkelt forsyningsskib.
Skulle man få lyst til at besøge andre mennesker ligger Daneborg, Siriuspatruljens hovedbase kun 25 km mod syd, men udover det er der 450 km til den nærmeste by Ittoqqortoormiit.
Zackenbergs primære forskningsprogram kaldes Zackenberg Basic. Dette forskningsprojekt går ud på at følge langtidspåvirkningerne af miljøet. Det består af tre dele, en biologisk del, hvor der foretages økologiske målinger, en klimatisk del, hvor man undersøger ændringer i klima og vand og en geografisk del, hvor man undersøger dynamikken i det abiotiske miljø. På denne måde håber man at kunne få en bedre forståelse af de højarktiske områders miljø, samt at kunne påvise miljømæssige ændringer og deres konsekvenser.
Skulle du selv få lyst til at besøge stationen, skal du have den store tegnebog frem. Det koster nemlig 26.000 kr. at komme til stationen fra Danmark.
Hvis du vil vide mere om hvad der foregår på Zackenberg så kan du læse mere på Dansk Polarcenters hjemmeside.
http://www.zackenberg.dk/Dagbog/dagbog.html