Oplevelse 2. Thule ekspedition

Knud Rasmussen 2. Thule-ekspedition, 1916 - 1918 14 dages uvejr i Thule udsatte ekspeditionens afgang næsten et helt år. Den 18. april 1916 gik Knud Rasmussen og hans følgesvend Lauge Koch i land i Godthåb. De havde meget travlt, for de havde planlagt i sommerens løb at fuldføre en ekspedition fra Thule nord om Peary Land for at kortlægge fjorde og sunde deroppe højest mod nord. Jo, de havde travlt, for Knud Rasmussen havde lovet familien at komme hjem med årets sidste skib. Sådan skulle det dog ikke gå. Fra Godthåb og til Thule er der i luftlinie ca. 2300 km. I motorbåd, kajak, konebåd og på hundeslæde krydsede de sig frem til Thule, hvortil de ankom den 17. juni. Men et uvejr på 14 dage stoppede det hele. Det var ikke længere muligt at gennemføre turen på så sent et tidspunkt, så nu var der ikke andet at gøre end at blive på stedet vinteren over. Rejsedeltagere og planlægning Ekspeditionens leder var selvfølgelig Knud Rasmussen. Deltagerne var 4 Kap York-eskimoer: Hendrik Olsen, Ajako, Nasitsordluarsuk med tilnavnet "Bådsmanden" og Inukitsoq, kaldet "Harrigan". Disse fire skulle fungere som jægere og slædekørere. Hertil kom kartografen Lauge Koch samt en svensk botaniker og biolog, Thorild Wulff. Knud Rasmussen, der stolede på sit held og sin intuition, havde planlagt, at føden på turen først og fremmest skulle skaffes ved jagt. Herved kunne man opnå den fordel, at slæderne ikke blev overbelastet med proviant, hvilket skulle give hundene mere trækkraft og dermed mulighed for at gennemføre længere dagsmarcher end på ture med fuld oppakning. Bagsiden af medaljen var dog, at hvis nu jagtmulighederne måtte svigte, kunne man bringe sig i en katastrofal situation. 6. april 1917: En start med fut i Det går fint. Hundene er ivrige, isen fin at køre på. På bopladserne, der endnu findes på den første del af turen, inviteres mændene på overdådige måltider og får forsyninger af proviant. Og der er kun 1000 km til Osborne Fjord, der ligger mellem Warming Land og Wulff Land. Hertil når de da også på en måned - men så er det også ved at være slut med provianten. Lykken er med dem. På bare nogle få dage nedlægger de heroppe 22 moskusokser, der gavner i maven på både mandskabet og hundene. Desværre varer kødbjergene så kort, når 60-70 hårdt arbejdende og uundværlige hunde skal komme til kræfter. Vanskeligheder tårner sig op Sommeren er på vej. Selv her oppe - så langt mod nord - er sommertemperaturerne så høje, at slædeføret bliver tungt. I isen er der revner, og der står smeltevand over den havis, hvorpå de færdes. Tåge er der, og der kommer storme. Hundenes poter kan ikke længere klare føret, så de nægter at trække, hvorfor ekspeditionen nu må ligge "vejrfast". Det kniber med mad, så nogle af hundene må slagtes, først som foder for de tilbageværende hunde, men senere også til at koge suppe på til ekspeditionsdeltagerne. Hvad nu? Ekspeditionen er nu i De Long Fjorden mellem Freuchen Land og Nansen Land. De er nær bestemmelsesstedet, Kap Bridgman i det nordøstligste hjørne af Peary Land. Her skal måles op og tegnes kort, og så vil ekspeditionen gerne slutte af med at hejse Dannebrog. Fra et højt fjeld skuer Lauge Koch og Knud Rasmussen mod øst. Flot er her, men mulighederne for at nedlægge dyr tegner ikke godt i det område. For den ansvarlige leder, Knud Rasmussen, er det nu tiden at træffe en beslutning. Manglen på føde til mandskab og hunde har allerede i nogen tid været svært følelig, sådan kan man ikke fortsætte uden risiko for at sætte liv på spil. Så nær målet: ekspeditionen må vende om. Hendrik Olsens sidste ekspedition Turen hjemad på havisen skal nu gå mod vest. Omkring Sherard Osborne Fjord, mellem Warming Land og Wulff Land, vil ekspeditionen derpå søge op på indlandsisen og køre de sidste 1000 km hjem. Det går imidlertid ikke så let. Man knokler sig frem, hist og her gennem iskoldt vand. Slædeføret er elendigt. Mænd og hunde må lægge udmarvende anstrengelser i for at komme fremad. Mangel på ordentlig foder gør hundene syge og elendige. Det er svært at få dem til at arbejde. Også mændenes kræfter svigter. De bliver gennemvåde og må ofte sove i deres klamme tøj. Af og til skyder de lidt småvildt, men alt for lidt til, at hundene får nok at æde. Vi er i slutningen af juli måned. Der er kun 18 hunde tilbage, de andre har måttet ofre deres liv, for at mænd og hunde kunne overleve. På selve indlandsisen er der ikke jagtmuligheder. Altså må der skydes dyr til proviantering inden opstigningen på indlandsisen. Mændene drager derfor ud i alle retninger. Kødfyldte moskusokser træffer de imidlertid ikke på, kun nogle få elendige harer, der ikke rækker langt. Efter én af jagterne vender Hendrik Olsen ikke tilbage. Der går 12 timer, nu begynder uroen at indfinde sig. To går ud i det store terræn for at lede efter ham. De søger den nat og hele den følgende dag. Men han kan ikke findes. Knud Rasmussen skriver: " Situationen er i Øjeblikket fortvivlende; vi ved slet ikke, hvad vi skal gøre, eller hvor vi skal søge, thi da Landet endnu er snebart, har vi ingen Spor at rette os efter, og da Hendrik efter Baadsmandens mening synes at have fortsat sin Jagt, er det jo ikke godt at vide, i hvilken Retning han er gaaet. Dog er det utænkeligt, at han skulde være faret vild, ikke mindst fordi det er en Ø, han befinder sig paa. Vi hælder nærmest til den Anskuelse, at han under Forfølgelsen af Harer er faldet med sin Bøsse og er kommet til at skyde sig selv......" Forgæves fortsætter eftersøgningen. 72 timer går. Ingen Hendrik. Slædeføret forringes yderligere dag for dag. Der er tiltagende smeltevand, der falder iskold regn, og beholdningerne af proviant svinder på uhyggeligste vis ind. Og det er uhyre svært at holde de resterende hunde i nogenlunde form. Knud Rasmussen går op på en fjeldtop, hvorfra han med sin kikkert forgæves spejder efter liv. Derefter bygger holdet en varde, efterlader et brev og noget af den kostbare proviant, for hvis nu.... . Knud Rasmussen holder en andagt. Herefter må ekspeditionen fortsætte. 1. august: Lidt held er der da endnu tilbage! Det regner. Der er ikke mere foder til hundene, og kun lidt hundekød til mandskabet. Så bliver det imidlertid opholdsvejr. Se der! Der ude i det fjerne ligger en sæl. Ajago melder, at han nok skal liste sig ind på den. Den skal ikke gerne få færten af ham, så hver gang sælen løfter hovedet for at orientere sig, må Ajago lægge sig på maven ned i det iskolde vand i flere minutter ad gangen. I spænding og ængstelse for udfaldet tør resten af mandskabet slet ikke følge jagten med øjnene og tyer ind i teltet. Bang - et velrettet skud. Se, Ajago holder fast i sælens bagluffer. Det skud gør både mandskab og hunde mætte, og så er endda halvdelen tilbage til at tage med på den videre færd, men en halv sæl rækker ikke langt. Der langt igen, langt til nærmeste boplads: 400 km på indlandsisen, derpå yderligere 250 km til Etah på Inglefield Land, 78° n.b. Et forgæves opstigningsforsøg på indlandsisen koster en uges arbejde, den halve sæl, hundeslagtninger og et stort indhug i den proviant, der ellers skulle være til rådighed på den øde indlandsis. Op kommer de, kun to hundefodringer er tilbage. De aser og maser for at komme frem. Snestorme raser forsinkende, hundene styrter. Mandskabet må lindre den nagende sult med radmagert hundekød. Knud Rasmussen skriver: Det har blæst tappert i Nat, sust og pisket hen over vort tynde, nu stærkt veteranprægede Stouts-Telt, og da vi ingen Soveposer har og Tøjet bliver vaadt efter de lange Marchers Sved, har Søvnen været afbrudt af smaa Kuldegysninger og ivrig Klappen med Fødderne. ... Vi har nu kun Proviant for to-tre Dage og dertil vore Hunde, som ikke netop er i Vigeur mere. Det eneste, vi har rigeligt af, er Petroleum, og endnu en Uge vil saaledes kunne gaa med kogt Hundekød, for saa vidt man kan kalde den magre Knokkelføde for Kød. Værre er det, at vi nu selv om et Par Dage maa i Trækselen, naar Hundene ikke kan mere og helt reduceres til Menneskeproviant. ..... Harrigan gaar med en opsvulmet Haand i Bind; Koch, der lige har overstaaet en væmmelig Tandbyld, som ganske lukkede hans ene Øje, har nu faaet en raffineret ondskabsfuld Byld under den ene Stortaas Negl. Wulff gaar reverender talt med en stor Byld i Enden, som jeg daglig plastererer, og alle disse smaa plagsomme Onder i Forbindelse med, at den daglige Halvsult mere og mere gaar over til at blive en gedigen Hungerfølelse, gør det nødvendigt, at vi hurtigst muligt søger Land og Jagt....." Nede igen Endelig nede, men der er langt fra Humboldt Gletscher til Etah. Situationen bedres da heller ikke af, at det spiselige nu blot er reduceret til nogle skindremme og en tube glycerin. Lauge Koch og Thorild Wulff er så udmattede, at de ikke kan fortsætte længere. Derfor besluttes det, at Knud Rasmussen og Ajako skal skynde sig i forvejen for at søge hjælp. Resten skal derpå bevæge sig langsomt frem for at gå hjælpeslæderne i møde. På kun 6 døgn når Knud Rasmussen og Ajago til Etah og bliver modtaget med stor begejstring og masser af mad. Hjælpeekspeditionen går straks i gang Med veloplagte hunde og nærende mad drager hjælperne den 1. september nordpå. Knud Rasmussen tager ikke med. Udmattet, som han er, vil han kun være til besvær. Kun fire dage senere møder de Nasitsordluarsuk ("Bådsmanden"), Inukitsoq ("Harrigan") og Lauge Koch. Men hvor er Wulff? Wulff havde givet op. Han kunne ikke længere slæbe sig frem. Hans tre kammerater havde forsøgt at ovetale ham, men forgæves. Han bad om at blive efterladt. "Harrigan" fortæller: " Den Dag Wulff gav op og søgte sig et Leje, hvor han kunde lægge sig for at dø, var vi alle udmattede og kraftesløse. Vi var meget afmagrede og led af Blodmangel. Dette saas tydeligt paa vore Aarer, og mærkedes især ved Svimmelhedsfornemmelser; endvidere havde vi svært ved at holde Varmen, særlig om Hænder og Fødder. Havde vi været på Indlandsis eller Havis, hvor vi havde haft en Slæde, vilde vi have forsøgt at trække Wulff..... Men her paa dette snebare Kløftland var der kun Tale om at bære ham, og det var der ingen af os, der havde Kræfter til..... Der var da ikke andet at gøre end at lade ham blive tilbage, saaledes som han selv forlangte. Fik vi Rensdyr et Sted, hvorfra vi kunde vende tilbage, medens han endnu var i Live, kunde vi maaske endnu redde ham. Men det var nu ogsaa den eneste Mulighed. Vi plukkede Græs og Lyng og ordnede et Leje for ham, saa blødt og lunt, som vi var i Stand til, og her lagde han sig til Ro, saasnart vi var færdige. Da vi derpaa rejste os for at gaa videre, nikkede han smilende til Afsked. Og dette Smil fra den stakkels Mand, der havde lagt sig for at dø, var mit sidste Indtryk af Wulff. Jeg tror, at han meget hurtigt er sovet ind i Døden." Efter at ekspeditionsdeltagerne havde hvilet sig, prøvede de efterfølgende at finde frem til det sted, hvor Wulff var blevet efterladt. Men nu da sne dækkede overalt, lykkedes det ikke at finde Wulff og give ham en begravelse. Dybt berørte fortsatte resten af ekspeditionen til Thule, hvortil den nåede 24. oktober 1918. Først i forsommeren 1919 vendte Knud Rasmussen tilbage til sin familie i Danmark - da havde han været af sted i omkring 3 år.