Indsigt
Grønlands flora og fauna


Grønlands flora og fauna
Grønlands planter og dyr er på mange måder enestående. På den ene side skal planterne kunne klare at gennemføre deres vækst og formering i en meget kort sommersæson, på den anden side skal de kunne klare vintermånedernes isnende kulde og mørke. På denne rejse skal du fortrinsvis arbejde med de dyr og planter, som slædeholdet kan møde på deres rejse rundt i det nordligste Grønland.
Det nordligste Grønland tilhører den højarktiske zone. Denne zone er karakteriseret ved et strengt polarklima. Det vil sige en lang kold og blæsende vinter samt meget små nedbørsmængder. Vegetationen er lav og meget begrænset. Den består fortrinsvis af fjeldmark, dog finder man hist og her sparsomme lyngheder og lave pilekrat. Det er de barske realiteter for de dyr og mennesker, som trods alt findes i dette meget barske område.
Grænsen mellem den højarktiske zone og den lavarktiske zone er ret skarp. Den er blandt andet bestemt af de havstrømme, som løber øst og vest for Grønland. Grænsen i Vestgrønland går ved Melville Bugten, som ligger ved 74-76 grader nordlig bredde. Syd for Melville Bugt er karakterplanterne blågrå pil, dværgbirk, fjeldpryd, revling , krybelyng og blålyng. Men nord for bugten finder man kun karakterplanter som rypelyng, alperose og mosebølle samt krat af arktisk pil og områder med kantlyng. Af andre højarktiske planter kan nævnes edderkopstenbræk og sabinegræs.
Ser man på fuglene er skillelinjen også her markant. I det sydlige af Melville Bugt findes lavarktiske arter som for eksempel blisgås, gråand, toppet skallesluger, skarv, alk og hvidvinget måge, men nordligt i bugten møder man de højarktiske fugle som snegås, knortegås, kongeedderfugl, sabinemåge og søkonge. Enkelte fugle optræder dog både i det højarktiske og det lavarktiske. Det er fjeldrype, tejst, lunde samt gråsisken. Kun meget få pattedyr kan overleve i det højarktiske. De er specielt tilpasset dette ekstreme liv, men på trods af deres tilpasning bukker mange af dem alligevel under i vinterens løb.
På ekspeditionen vil deltagerne kunne møde store pattedyr som isbjørn, moskusokse, ren, ulv, blå - og hvidræv. Samt ude på og mellem isflagerne narhval, hvidhval og grønlandshval. Her vil de også kunne se hvalros, grønlandssæl og remmesæl.