Indsigt
Grønlands geografi
Ishavet sender kulde helt ned...


Ishavet sender kulde helt ned i Atlanterhavet
Hele området omkring Nordpolen er dækket af hav. På grund af de lave temperaturer er havet dækket af mere eller mindre sammenhængende drivis hele året og kaldes derfor Ishavet.
Strømmene i Ishavet bryder de store isflager i stykker og sender mange af dem med den Østgrønlandske Strøm mod syd langs Grønlands østkyst.
Sammen med isen kommer der undertiden drivtømmer, som især kommer fra Sibirien. Dette træ kan skylle i land og har været af stor betydning for befolkningen, som ellers ikke havde adgang til træ.

Isen gør det umuligt at sejle ind til kysten undtagen nogle få måneder, og kun med skibe, der er specielt beregnet til det.
Isen kan nå helt til Vestgrønland, og den kan føres med Labradorstrømmen videre mod syd.
Måske var det sådan en isskosse, Titanic stødte på, da det forliste.

Denne transport af is og koldt vand er med til at nedkøle Sydgrønland, der ellers ligger lige så langt mod syd som det sydlige Norge.

Om vinteren dannes der overalt langs kysten og i fjordene fast vinteris, som smelter væk igen i sommermånederne.
Havisen er forholdsvis jævn, og grønlænderne har altid brugt isen som transportvej i den lange vinter.
Isen skal have en vis tykkelse for at kunne bære. I Vestgrønland bliver isen sjældent mere end 50-70 cm tyk, men ved Nordgrønland kan den blive op til 2,5 m tyk. Det skyldes, at isen ligger i flere år, og nyt havvand fryser fast på undersiden.

Se også:
Havisen
Havisens bæreevne

Links:
http://www.fnmoc.navy.mil/otis/otis_nhem_ice.gif
Hvis du vil se, hvor isen ligger i øjeblikket, kan du se det her.