Indsigt Grønlands historie Hans Egede

1721 - 1736 Hans Egede Missionsiver og handelsinteresser forenedes Efter afslutningen af den store nordiske krig i 1720 havde en norsk præst og den danske konge, Frederik 4., en fælles interesse i Grønland. Men af vidt forskellige grunde. Kongen og rige købmænd var misfornøjede med, at det ikke var Danmark-Norge, der hentede de store fortjenester hjem på den grønlandske hvalolie, men at det især var hollændere og englændere, som sejlede bort med værdierne. Så hvis nu det kunne lykkes igen at binde Grønland fastere til riget, ville det blive muligt at holde de fremmede ude og selv få gavn af rigdommene. Den norske præst Hans Egede var forundret over, at hvalfangerne, som han havde været i forbindelse med, ikke kunne berette om nordboere i Grønland. Der måtte da være efterkommere. Af datidens sømænd havde han dog også hørt, at Grønland var befolket af hedninge, som oven i købet talte et uforståligt sprog. I Hans Egedes tankegang blev disse hedninge nordboernes efterkommere, der var havnet i "uvidenhed". Dem ville Hans Egede gerne igen gøre kristne. Således forenedes interesserne. Kongen støttede Hans Egede, rige købmænd forsynede ham med penge, så at han kunne drage af sted med tre skibe, der i sommeren 1721 landede på en ø ved Godthåbsfjorden. Nu skulle Hans Egede missionere blandt øens hedninge. Håbets Ø Familien Egede byggede sig et hus på øen ved Godthåbsfjorden. Øen kaldte de Håbets Ø. Men for Hans Egede blev årene deroppe i høj grad til en mængde skuffelser. Hans Egede fandt ikke efterkommere af nordboerne, men udelukkende eskimoer. Hans Egede påtog sig nu at missionere blandt dem. Det eskimoiske sprog er meget fremmedartet for os, og det var det naturligvis også for hans Egede. Bl.a. derfor gik missionsarbejdet kun langsomt frem, hvilket skabte utilfredshed i København. Handelen gik heller ikke godt. Eskimoerne havde allerede vænnet sig til de hollandske og engelske handelspartnere og var utilbøjelige til at indlade sig med danskerne. Derfor opstod der underskud, som ikke blev mindre af, at flere skibe forliste på deres togter fra Norge, hvorfor købmændene trak sig tilbage fra underskudsforetagendet. Regeringen fandt, at nu måtte der gøres noget. Soldater blev sendt til hovedstationen, Godthåb, for at holde de fremmede væk. Samtidig med dem blev en samling straffefanger, tvangsgiftet med straffede unge kvinder, sendt med for at kolonisere Grønland. Også denne indsats blev en skuffelse, idet straffefangerne og soldaterne gav anledning til, at eskimoerne flygtede. Skuffet over, at anstrengelserne ikke førte noget med sig, trak regeringen mandskabet tilbage, medens Hans Egede og nogle af hans folk blev tilbage for at videreføre missionen. I de følgende år sendte regeringen atter skibe til Grønland og med dem tyske herrnhutter-missionærer. Herrnhutterne blev snart en konkurrent til Hans Egedes mission, idet deres form for forkyndelse åbenbart bedre kunne få tag i eskimoerne. Herrnhutterne blev i Grønland til omkring 1900 og prægede den grønlandske kirke stærkt med en forkyndelse, der var rettet mod følelserne. Hans Egedes hustru dør Under den store koppeepidemi søgte Hans Egede at lindre de smittedes lidelser og pleje de syge, men han havde ingen muligheder for at kurere eller stoppe epidemiens udbredelse. Oven på de mange strabadser blev Hans Egedes hustru, Gertrud Rask, syg, og selv var han dybt deprimeret. Dels på grund af hustruens sygdom, dels fordi han følte, at de mange års virke på Grønland havde været forgæves. Derfor søgte han i 1735 om tilladelse til at rejse hjem. Hjemrejsen fandt først sted i sommeren 1736, men da var Gertrud Rask allerede død få dage før jul i 1735.