1774
Den kongelige grønlandske Handel
KGH
Da det private handelskompagni
ikke kunne løbe rundt, måtte staten overtage forsyningen af kolonien Grønland. Derfor oprettede
den danske stat i 1774 et handelsfirma, som fik navnet Den kongelige grønlandske Handel, i daglig tale kaldet
KGH. Det kom til at arbejde i Grønland i de følgende mere end 200 år og eksisterer stadigvæk,
men er nu overtaget og ledet af det grønlandske hjemmestyre.
KGH fik eneret, monopol, på al handel med Grønland. Men herved ændredes også grønlændernes
liv. I 1782 gennemførte den danske stat en lovgivning "til grønlændernes bedste".
Grønlænderne skulle låses fast i deres oprindelige levevis, dvs. at de skulle leve som fangere.
Samtidig blev forbindelser mellem befolkningen og europæerne forbudt. Kun statens embedsmænd måtte
komme til landet, og for dem var der strenge regler for deres omgang med grønlænderne.
Lovgivningen havde især to formål. Det ene var, at KGH skulle tjene penge, hvorfor fremmede handelsfolk
skulle holdes ude. Det andet, at staten gerne ville forhindre, at grønlænderne fik de skadelige påvirkninger,
som f.eks. kunne komme af spiritus og smitsomme sygdomme - påført af udefra kommende mennesker.
KGHs monopol varede helt frem til 1950, og i hele den periode forblev Grønland et lukket land. I KGH´s
butikker blev vareudvalget begrænset til de nødvendige ting, for grønlænderne skulle
ikke gøres afhængige af vores varer. Penge blev ikke brugt. Handelen foregik som byttehandel på
den måde, at grønlænderne kom til KGH med deres varer som f.eks. sæl-, ræve- og
bjørneskind. I KGH pegede de på de ting, de ønskede at bytte sig til. De blev ved med at pege,
indtil handelsbestyreren mente, at de havde fået, hvad der svarede til værdien af de varer, de havde
bragt med. Fra sådanne byttehandler drog grønlænderne tilbage med nødvendige produkter
som isenkram, søm og træ, bomuldsstoffer samt skydevåben til jagtbrug m.m.
Lovgivningen kunne dog ikke hindre, at spiritus, sukker, tobak, kaffe og andre luksusvarer blev smuglet ind til
grønlænderne. KGH begyndte også at give kredit på den måde, at gode fangere kunne
købe ind på forskud og derefter betale, når de fik fangst. Herved kom mange i gæld.
 |