|
|
|
Indsigt |
|
|
||
| Fra 1835 Penge blev byttemiddel Efter Napoleonskrigene blev den danske økonomi langsomt bedre. Grønlænderne havde også fremgang, idet de øgede deres produktion af skind og spæk. Og da penge blev indført som betalingsmiddel i 1835, fik denne historiske nyordning betydning for grønlændernes tilværelse. Hidtil havde grønlænderne været indstillet på at samle madvarer sammen til de lange vintre - kød og fisk blev tørret og lagt til side. Men nu kunne man - i stedet for at bytte - få penge for sine varer, og for dem kunne man i KGH købe fra et varesortiment, der endog blev udvidet. Desværre glemte mange nu, at de penge, som de fik for de indhandlede produkter, skulle gemmes til indkøb om vinteren - på samme måde som man hidtil havde samlet kød og fisk sammen til at leve af gennem de lange vintre. Det var fristende at gå til KGH. Penge på hånden gav lyst til at købe og bruge, men samtidig også risiko for at glemme, at der skulle være resurser til dårlige tider. Indkøb af luksusvarer kunne let blive en farlig erstatning for tabet af skind og spæk, som netop var blevet solgt for at skaffe penge til luksusforbruget. Skikken med at spare op af et overskud til brug i hårde tider blev således slået i stykker. Hidtil havde grønlænderne evnet at tilpasse sig naturens udsving. Men pengene greb forstyrrende ind. I løbet af 1840´erne forværredes klimaet, og der blev færre fangstdyr at jage. Alligevel opgav befolkningen ikke de nye forbrugsvaner, hvilket kom til at betyde, at levestandarden faldt, og med den voksende fattigdom øgedes behovet for dansk hjælp til befolkningen. Nedgangen fandt især sted i det centrale Vestgrønland, hvorimod yderdistrikterne, hvor pengeøkonomien endnu ikke rigtig var slået igennem, fik færre vanskeligheder - nok fordi befolkningen her holdt sig til de traditionelle livsformer. Carl J. Spindler (1838-1918), missionær i Grønland, skrev således: Al min glæde forsvinder ved tanken om den voldsomme forandring der er overgået mine kære landsmænd. Jeg husker så tydeligt min ungdom da næsten alle var velstillede. Men nu, hvor så mange bare lader stå til og ikke samler forråd til vinteren lider de nød  |
  |