Fra 1835
Penge blev byttemiddel
Efter Napoleonskrigene blev den
danske økonomi langsomt bedre. Grønlænderne havde også fremgang, idet de øgede
deres produktion af skind og spæk. Og da penge blev indført som betalingsmiddel i 1835, fik denne
historiske nyordning betydning for grønlændernes tilværelse.
Hidtil havde grønlænderne været indstillet på at samle madvarer sammen til de lange vintre
- kød og fisk blev tørret og lagt til side. Men nu kunne man - i stedet for at bytte - få penge
for sine varer, og for dem kunne man i KGH købe fra et varesortiment, der endog blev udvidet. Desværre
glemte mange nu, at de penge, som de fik for de indhandlede produkter, skulle gemmes til indkøb om vinteren
- på samme måde som man hidtil havde samlet kød og fisk sammen til at leve af gennem de lange
vintre. Det var fristende at gå til KGH. Penge på hånden gav lyst til at købe og bruge,
men samtidig også risiko for at glemme, at der skulle være resurser til dårlige tider. Indkøb
af luksusvarer kunne let blive en farlig erstatning for tabet af skind og spæk, som netop var blevet solgt
for at skaffe penge til luksusforbruget. Skikken med at spare op af et overskud til brug i hårde tider blev
således slået i stykker.
Hidtil havde grønlænderne evnet at tilpasse sig naturens udsving. Men pengene greb forstyrrende ind.
I løbet af 1840´erne forværredes klimaet, og der blev færre fangstdyr at jage. Alligevel
opgav befolkningen ikke de nye forbrugsvaner, hvilket kom til at betyde, at levestandarden faldt, og med den voksende
fattigdom øgedes behovet for dansk hjælp til befolkningen. Nedgangen fandt især sted i det centrale
Vestgrønland, hvorimod yderdistrikterne, hvor pengeøkonomien endnu ikke rigtig var slået igennem,
fik færre vanskeligheder - nok fordi befolkningen her holdt sig til de traditionelle livsformer.
Carl J. Spindler (1838-1918), missionær i Grønland, skrev således:
Al min glæde forsvinder
ved tanken om den voldsomme forandring
der er overgået mine kære landsmænd.
Jeg husker så tydeligt min ungdom
da næsten alle var velstillede.
Men nu, hvor så mange bare lader stå til
og ikke samler forråd til vinteren
lider de nød
 |