|
|
|
Indsigt |
|
|
||
| Strid mellem Norge og Danmark om Grønland Fra midten af 1800-tallet havde nordmændene drevet stor jagt på sæler i de østgrønlandske farvande. Herunder gik de norske fangere også på jagt efter isbjørn, moskusokse og hvalros. På den måde opstod en del norsk interesse for den næsten mennesketomme grønlandske østkyst. I 1919 sagde Danmark, at det ville udsende en erklæring om, at dansk styre gjaldt for hele Grønland. En del andre lande anerkendte den danske erklæring. Men Norge, der igen var blevet et selvstændigt land i 1905, protesterede og sagde, at Danmark kun havde ret over de dele af Grønland, som var koloniseret, og at de ubeboede egne var ingenmandsland. I 1924 indgik Danmark og Norge en aftale. Aftalen fjernede ikke uenigheden. Den var blot en praktisk overenskomst, der gav Norge lov til at fortsætte med jagt og fiskeri på den ubeboede del af Østgrønland i 20 år. De to grønlandske landsråd var meget utilfredse med den indgåede aftale, fordi grønlænderne følte, at nordmændenes store fangst var en trussel og var skyld i nedgangen af fangstdyr. Uenigheden mellem Danmark og Norge fortsatte. I gamle dage ville en sådan strid nok kunne have medført krig. I stedet for at bruge sådanne drastiske metoder blev de to lande enige om at lade Den internationale Domstol i Haag afgøre striden. Men inden sagen kom for, havde norske jægere i sommeren 1931 hejst det norske flag i Østgrønland og erklæret området mellem 71o 30´ og 75o 40´ n.br. for norsk. En måned efter erklærede den norske regering sig enig i det, som var foregået. Senere fulgte yderligere en norsk besættelse af et stort område syd for Angmagssalik. Imidlertid afsagde domstolen i Haag dom i 1933 og fastslog, at Danmark havde retten, suveræniteten, over hele Grønland. Norge rettede sig efter domstolens kendelse.  |
  |