|
|
|
Indsigt |
|
|
||
| Marts starter den lange forårsrejse Januar er vejrmæssigt ikke god og bliver derfor en ret stille periode i Daneborg. I februar dukker solen igen frem. Patruljerne tager på træningsture for sammen med hundene at komme i den gode fysiske form, som er en forudsætning for at klare en 3 måneders hård slæderejse i det nordligste Grønland. Der er meget langt fra Daneborg til det nordligste Peary Land. Distancen er 2500 km - en afstand som fra Skagen til Nordafrika - og der regnes med 3 måneder til at gennemføre en sådan ekspedition. I begyndelsen af marts måned lander der derfor en lille flyvemaskine, som er forsynet med ski. Den skal bringe de to mand, 11 hunde, slæde og udstyr op til det fjerne udgangspunkt for forårsekspeditionen. Men inden der flyves nordpå, bruges flyvemaskinen (en TWIN OTTER, et såkaldt STOL-fly (Short Take-Off and Landing)), der kan starte og lande på meget korte baner, til at forsyne hytter med proviant. Med de påmonterede ski kan flyet lande tæt ved hytterne og sætte diverse forsyninger indenfor. Nu skal det være. Flyvemaskinen lander på fjordisen foran Daneborg. Tæt pakket med mandskab og hunde lettes der for at nå til det nordvestlige Grønland på 5 - 6 timer. Mandskabet stiger ud og mærker, at her slår kulden hårdt, idet termometret vil vise minus 40 - 50°. På dage, hvor det så endda blæser kraftigt, føles det let som minus 60 - 70° . Under så kolde temperaturer forbruger mænd og hunde en mængde energi for bare at holde varmen, hvorfor både mænd og hunde spiser meget. Patruljeturen heroppe lettes heller ikke af, at der er langt mellem hytterne. Der findes kun omkring 10 i et område på størrelse med Danmark, hvilket betyder, at slæden skal lastes ekstra meget for at have tilstrækkeligt med forsyninger til de lange ture mellem depoterne.  På kysten og ude på havisen kan kørslen vanskeliggøres af enorme isskruninger, baks, som kan rejse sig i højder på 4 - 6 m. Store is-øer, d.v.s. isflager, der er brækket af gletscherne, kan lægge sig hindrende i vejen, så det bliver nødvendigt at køre store og energikrævende omveje. Beslutninger om at køre uden om træffes ved en vurdering af risikoen for at slæden ødelægges eller risikoen for mandskab og hunde. Det meste af kørslen foregår på fjord- eller havis, men flere hundrede kilometer tilbagelægges også gennem fjeldpas og lange dalstrækninger, hvor store sten og snehuller kan vanskeliggøre færden frem. Nogle steder kan man ikke komme uden om snehullerne, der kan være halvanden meter dybe. Der skal bruges mange dyre kræfter på at få den 500 kg tunge slæde trukket fri af et sådant snehul. Det er tungt for både mænd og hunde. Andre steder er der ikke sne nok, hvilket bevirker, at slæden kommer til at stå fast på sten og klippestykker. På stejle skråninger med snehuller i bunden af et elvleje kan slæden vælte, trille rundt og evt. gå i stykker. Jo, mulighederne for uheld og mange strabadser er store. På turen passeres Kap Morris Jessup, kun omkring 700 km fra Nordpolen. Overvældes man her af en snestorm, må teltet bakses op, og man ligger vejrfast, måske i nogle dage, indtil vejret igen arter sig. Herefter går det lidt sydover, ned mod Station Nord. 6 - 7 uger er måske gået i det fri, hvorfor det nu vil gøre godt med nogle dages pause. Det første bad, god mad og underholdning og snak med de 5 mand, der passer stationen, er på turen en kærkommen pause, der gengiver mænd og hunde styrke til at fortsætte resten af rejsen. Nu befinder vi os i midten af april. Temperaturen er steget til minus 20 - 25° , og solen er oppe hele døgnet. Det er lettere at holde varmen nu, men vanskeligheder vil der altid opstå. Det kan være et sted, hvor vinden har blæst store mængder grus og jord hen over sneen. Her kan man ikke køre med fuldt læs, hvorfor der må køres "vendelæs". Halvdelen af lasten læsses af, slæden kan nu ved mændenes skubben og hundenes hårde træk bringes flere kilometer frem. Derpå må man køre tilbage og hente resten. Slidsomt og tidskrævende! I slutningen af april kan temperaturen stige så meget, at sneen begynder at smelte. Så må der "vendes døgn", d.v.s. at man sover om dagen og kører om natten. Men heraf kommer så et nyt problem: nattetågen, der begrænser udsynet så meget, at mandskabet må gå foran hundene med kompasset. Men hjemad går det. Juni er nået, og alle slædehold er atter tilbage på Daneborg. Hundene har gjort et godt arbejde og bliver til belønning fodret ekstra godt af. Det bliver mandskaberne sikkert også. |
|
  |
