Indsigt At køre hundeslæde Hundeslæden

Hundesældens forskellige dele. Opstanderens tværpind: Tværpinden holder opstanderen på plads. Under kørsel rykkes der i og skubbes der meget hårdt til opstanderne, når slæden skal styres (drejes). Derfor skal tværpinden være stærk. Belastningen af tværpinden er stor. Således hænder det, at slædekøreren må lægge sig på maven over tværpinden, når slædens forende skal løftes over noget. Opstanderne: Medens slædekøreren med sine hænder holder fast på opstandernes spidser og løber efter slæden, styrer han slæden fra opstanderne. Opstanderne er lavet af 30 mm tyk krydsfinér, der kan holde til ryk, skub og vrid og er i stand til at give sig som resten af slæden. Snorene/krydset: Snorene/krydset sidder mellem opstanderne og holder dem på plads. Rebet eller snoren skal være af solidt materiale, da der som nævnt ovenfor rykkes meget hårdt i opstanderne. Akunnequt: Akunnequt betyder "det, der sidder imellem". Det vides ikke, om akunnequt bare er til pynt, eller om den faktisk holder noget på plads. Måske holder den de to stykker reb/snor tæt til hinanden, i det tilfælde, at man kommer til at sætte et knæ ind i snorene/rebene. Mederne: Mederne hælder 5 grader udad. Grønlænderne bygger mederne med en lille runding i underkanten. Det skal forhindre, når slæden står stille, at medernes underkanter fryser fast til isen i hele deres længde. Afstiverne: Afstiverne holder hele slæden på plads. De sidder der, hvor tværbrædderne og mederne er bundet mod hinanden. En hundeslæde er beregnet til at medføre en meget tung last, der kan give et stort tryk på mederne, når den tungt lastede slæde drejer hårdt til siderne. For at undgå, at mederne ved drejning knækker indad, og slæden dermed bryder sammen, holder afstiverne mederne i en 5 graders hældning, hvor den nedre kant går længere ud end den øvre. Tværbrædderne: Under kørslen sidder man på tværbrædderne; for at holde varmen sidder man på et rensdyrskind. På tværbrædderne placeres ligeledes den last, man skal transportere. Surringerne: Surringerne er meget vigtige. I gamle dage bandt man slæderne sammen med skindremme, men det medførte den ulempe, at hundene åd dem, hvorved slæden naturligvis faldt fra hinanden. Da hvalfangerne forsynede grønlænderne med reb, og der på det seneste brugtes nylonreb, forsvandt det problem. Surringerne skal være meget stramme. De skal bindes sådan, at de kan løsnes igen og atter bindes.