Sådan gør
vi i 5.a Nr. Åby Skole
5. a på Nr. Åby Skole deltager
også i Den Digitale Slæderejse. Lærerne Else Jeppesen og Frank Jensen fortæller: "Vi
havde gennem længere tid snakket om at lave et projekt omkring Grønland, og da vi så oplevede,
at eleverne var meget optaget af Kronprinsens deltagelse i Expedition Sirius2000, besluttede vi, at her var anledningen
til at gå i gang. Vi opdagede så materialet "Den Digitale Slæderejse" i en annonce
i Folkeskolen og fik biblioteket med på ideen. Vi har valgt at koncentrere os om temaet ekspeditioner og
på den baggrund, valgte vi at tage udgangspunkt i Danmarks-ekspeditionen.
Først læste og kiggede vi sammen med eleverne på beretningen fra Danmarks-ekspeditionen. Da
vi har en "lyskanon", kan vi nøjes med en enkelt computer i klasseværelset. Eleverne var
meget optaget af beretningen, og vi besluttede derfor at koncentrere os om de forsvundnes skæbne. Vi læste
nu højt for eleverne af Jørgen Brønlunds dagbog, herefter fik alle elever en udskrift af dagbogen.
Vi opstillede derefter en mindmap over indholdet i dagbogen, og ud fra dette skal eleverne nu til at vælge,
hvad de kan tænke sig at fordybe sig i.
Mindmappen er blevet ret detaljeret og ligner i grove træk det, som er vist under natur/teknik-afsnittet
i materialet. Så langt er vi kommet her ved slutningen af uge 6. I næste uge skal eleverne fordybe
sig, og herefter skal de fremlægge deres arbejde for resten af klassen.
Med udgangspunkt i elevernes fremlæggelser vil vi så opbygge en story-line, hvor det er meningen, at
eleverne skal være det redningshold, som sætter ud for at finde Mylius Erichsen, Høegh Hagen
og Jørgen Brønlund i november måned 1907. Hvem skal med ? Hvilken rute vil holdet vælge?
Hvor skal vi lede? Hvad skal vi have med ? Hvem møder vi? - og meget andet skal eleverne overveje. Finder
de mon de bortkomne ? - og hvis de gør, hvad kan de så berette om deres lange sommer i det østgrønlandske.
Eleverne skal føre en dagbog på deres rejse og gøre rede for, hvad de oplever. Dagbogen skal
føres digitalt, altså på computeren og skal krydres med fotos og tegninger, interviews og meget
andet. Her er det rart, at vi ikke skal spekulere på, om det er lovligt at bruge tingene, da vi er ret imponerede
over den fotobase, der ligger i materialet. Nå ja, vi glemte at fortælle, at vi arbejder 8-10 timer
om ugen i fagene dansk, natur/teknik, historie og billedkunst. Vi glæder os meget til at følge eleverne
i deres arbejde og synes, at materialet er virkelig spændende og omfangsrigt.
 |